Usikkerhed

Nu gik jeg lige og troede at der endelig var kommet lidt ro på mit liv igen, men nej.
Som jeg skrev i sidste uge var mit hoved kommet på overarbejde og desværre var der ikke tid til at slappe af. Onsdag til fredag stod den på hyttetur med det skole hvor jeg går lige pt. og det var en udfordring. Faktisk havde jeg tænkt at jeg sagtens skulle klare det, så jeg blev totalt overrumplet og nærmest panisk da det modsatte viste sig at være tilfældet.
Faktisk mærkede jeg det allerede onsdag aften, men af frygt for at 'falde udenfor' skubbede jeg trætheden og det at jeg var fyldt op af socialt samvær væk. Jeg ville ikke tillade mig selv at gå i seng før de andre. Heldigvis blev det ikke så sent og jeg troede at det ville blive ved det og glædede mig egentlig til den kommende dag. Jeg havde det også fint da jeg vågnede, bortset fra lidt anspændthed omkring hvem der skulle i bad hvornår osv. I ved, tre piger med kun ét badeværelse :) Men jeg lagde ikke noget i det.
Da vi så sidder og skal spise morgenmad allesammen sker der noget i mig. Tanken om at de andre 'holder øje' med hvad jeg spiser vokser i mit hoved og det fører til at jeg ikke kan få mig til at hente noget mad. Jeg prøver at virke cool, men selvfølgelig bliver der spurgt til det. Sidder og kæmper med tårerne og tankerne, for min fornuft ved jo godt at jeg fungerer rigtig dårligt uden morgenmad, men tankerne er for stærke. Jeg kan heller ikke få mig selv til at gå, af frygt for så at skabe endnu mere opmærksomhed.
Men da de andre er færdige og vi går derfra bryder jeg sammen, så henter bare min musik og går så igen uden at sige noget. Efter nogen tid finder min ene lærer mig og jeg kan faktisk ikke huske hvad vi snakker om, men hun får mig overtalt til at gå med op til de andre. Dog er min hjerne allerede på det tidspunkt påvirket og kører helt i selvsving, så jeg sidder nærmest og tuder. De andre går i gang med en opgave og jeg får en pause. Efter en time eller to giver jeg op og går i seng. På den måde undgår jeg også frokosten og spiseforstyrrelsen har fået endnu en sejr - kampen bliver dermed endnu sværere.
Min lærer går lidt til og fra og om eftermiddagen kommer jeg op igen og det går lidt lettere. Jeg bliver afledt fra tankerne og får spist noget frugt. Jeg tror at jeg har vundet kampen. Men ved aftensmaden er det hele tilbage for fuld styrke! Spiseforstyrrelsen er stærk og danser sejrsdans indeni. Lige ind til den finder ud af at vi skal have dessert. Der giver jeg op og siger til min lærer at jeg vil tage hjem. Eller det er min hensigt at sige det, men ordene der kommer ud af min mund er noget nærmere: "Jeg tror jeg vil køre hjem". Jeg er overbevist om at usikkerheden og tvivlen lyser ud af mig og det ender da også med at min lærer får mig overtalt til at blive og hun forsøger også at få noget mad i mig. Heldigvis får jeg en snak med en af de andre, som også har planlagt at tage hjem om aftenen og hun får mig overbevist om at det er okay hvis jeg tager hjem, så det gør jeg.
Men hele denne dag har gjort mine lærere bekymrede og vi aftaler at snakke sammen i dag, mandag. Og sikke et chok. Hun var blevet meget overrasket over hvor dårlig jeg var og tvivlede meget på om mine nylige planer, i forhold til uddannelse, er realistiske. Jeg følte hun forsøgte at overbevise mig om at jeg er dårligere end jeg fremstår/føler mig og foreslog endda et møde med min studiementor. Jeg var snot forvirret da jeg gik derfra, for nu havde jeg endelig fundet nogenlunde ro ved den nye 'plan' og så siger hun nærmest at det er umuligt og urealistisk for mig! Så nu aner jeg ikke hvad jeg skal beslutte i morgen, for der er så mange forskellige meninger. Helt fra mine forældre, især min mor, der mener at jeg sagtens kan klare det og 'bare' skal tage mig sammen, og nu til min lærer der tvivler på om den nye plan er særlig realistisk. Alt i alt ved jeg jo godt at de alle vil mig det bedste, men jeg er så helt enormt usikker på mig selv, at jeg ikke ved hvad jeg skal.
Heldigvis har jeg en aftale med min studiementor i morgen eftermiddag og håber at hun kan støtte mig i at mærke efter. Hende og min terapeut er nok dem der kender mig bedst og kan næsten se på mig om jeg mener det jeg siger, eller ubevidst bare siger det fordi jeg tror det er det 'rigtige'.

Katastrofetanker

Først og fremmest må jeg beklage mine manglende skriverier. Mit hoved har været på overarbejde og jeg har ikke kunne koncentrere mig eller samle mig om noget som helst. Men nu er der forhåbentlig endelig kommet lidt ro på igen.

Sagen er den at jeg har været sygemeldt fra mit studie siden oktober 2012. Først var det bare for et par måneder, men da jeg så blev henvist til DAT blev det udsat yderligere et halvt år. Den sidste måneds tid har der så vokset sig en stor knude i min mave, fordi tiden hvor jeg skulle i gang med at læse op til at skulle i gang igen nærmede sig. Og jeg følte mig på ingen måde klar. Tanken om at skulle i praktik 30 timer om ugen + omkring 10 timer i forberedelse og opgaveskrivning, samtidig med at jeg skulle i DAT to gange om ugen, var helt uoverskuelig - men det samme var de konsekvenser jeg troede der var ved at stoppe/udsætte det endnu engang. Katastrofetankerne voksede sig kæmpe store i mit hoved og samtidig følte jeg mig helt handlingslammet.
Jeg troede at hvis jeg ikke fortsatte til september, så ville jeg blive 'smidt ud' af uddannelsen og de to år som jeg har gennemført og bestået ville være spildt. Samtidig ville jeg ryge på kontanthjælp, hvilket måske ikke engang var muligt, fordi jeg ejer en bil. Det ville også betyde at jeg ville blive nødt til at flytte fordi jeg bor i en studiebolig og endda skulle skifte forsikring, fordi den er gennem en fagforening, som man kun kan være medlem af som studerende eller når man har gennemført uddannelsen. Sådan kørte det rundt og rundt i mit hoved, nærmest konstant. Jeg vidste jo godt at jeg skulle finde fakta om mine bekymringer, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte eller slutte. Fx ville jeg søge svar ved kommunen omkring kontanthjælpen og evt. dispensation omkring min bolig, men jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte. Jeg ville kontakte boligselskabet, men frygtede at de ville smide mig ud hvis de vidste jeg var sygemeldt. Inderst inde vidste jeg jo egentlig bare godt at jeg skulle kontakte min studievejleder, for at finde ud af hvilke muligheder jeg overhovedet havde i forhold til at udsætte studiet yderligere. Men frygten for at hun ville give mig det svar jeg frygtede - at jeg ikke ville kunne fuldføre uddannelsen - holdt mig væk. Samtidig har hun før virket afvisende overfor om jeg overhovedet var 'egnet' til at gennemføre uddannelsen.
Heldigvis havde jeg i fredags endelig en aftale med min støtteperson og det gik rigtig godt. Hun var meget forstående for min situation - hvilket hun nu altid har været - og det endte med at vi snakkede med min studievejleder sammen. Og hvilken lettelse! Jeg fik det stik modsatte svar af hvad jeg havde frygtet. Faktisk var hun meget imødekommende og roste mig ligefrem for min måde at takle det hele på. Jeg blev så overvældet og lettet at jeg begyndte at græde af lettelse da min støtteperson og jeg sad tilbage alene igen..
Senere skrev min studievejleder til mig at de gerne ville tilbyde mig at tage nogle af de timer som jeg har haft før, for at komme stille i gang igen og ikke mindst få genopfrisket noget teori som jo ellers kommer til at ligge 1½ år tilbage i hukommelsen. Så det bliver formentlig planen, hvilket føles helt rigtigt i maven.
Endelig fik jeg i dag snakket med hende der står for SU på uddannelsen og hun var også utrolig sød og imødekommende. Hun forsikrede mig om at jeg ikke behøvede at bekymre mig omkring min økonomi, da jeg fortsat kan være sygemeldt fra studiet og ellers har mine 12 ekstra klip at bruge af.
Så alt i alt er der endelig kommet lidt ro i min mave igen.

DAT er jeg stadig ovenud glad for. Jeg kan virkelig se er håb for enden af tunellen og jeg føler mig også mere og mere tilpas i færdighedsgruppen. Dog var det lidt mærkeligt at være af sted i dag, fordi der var en som skulle stoppe. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg jo lige er blevet tryg ved de andre, og så stopper den ene allerede.. Omvendt var det rigtig dejligt at høre hvor meget hun havde rykket sig på den tid hun har gået i gruppen og det var jo bare endnu en motivation til at give den fuld gas med behandlingen!


Til slut sidder jeg lige og gør mig nogle overvejelser mens jeg skriver her. Det er faktisk tanker jeg har gjort mig før, men aldrig turde sige højt. Jeg er så bange for at det skal blive opfattet forkert, men nu giver jeg det alligevel en chance:
Jeg føler mig rigtig tit paranoid. Det kan være alt fra helt små ting, til lidt større. I det små fx om nogen kan se mig når jeg ligger på min sofa, om nogen holder øje med mig. Men det kan også være katastrofetanker om at andre snakker bag min ryg, vil mig ondt osv. Fx om de andre i gruppen fortæller om mig til andre, om mine venner/veninder bagtaler mig, eller om folk på gaden snakker om mig. Inderst inde prøver min fornuft at overbevise mig om at det blot er følelser, men jeg kan alligevel ikke slippe det.
Det kommer der måske mere om på et senere tidspunkt.

Update!

Først og fremmest beklager jeg, at jeg ikke har skrevet så længe. Jeg har haft en rigtig dårlig periode, men nu håber jeg efterhånden det er ved at vende igen.

For det første tog det noget tid at komme mig over kursusweekenden med så ufattelig mange gode timer og indtryk. Samtidig har der været en hel masse andet frivilligt arbejde på programmet. Bl.a. er vi en lille gruppe der arbejder på at fremstille en pjece omkring borderline, som er nem at gå til for fx nydiagnosticerede og pårørende.
Derudover var der et enkelt foredrag på programmet, men det gik ikke helt som forventet - der kom ikke nogen tilhørere! Eller dvs. der kom nogen, men det var KUN fordi den anden foredragsholder havde inviteret sin familie og nogle venner, ellers havde vi stået der og blomstret. Så det var noget anderledes, men også meget intimt og hyggeligt.

Det der så har fyldt allermest og som jeg  også mistænker er årsag til nedturen, er at jeg (endelig) er startet i gruppe i DAT. Jeg har jo ventet på den nogen tid, men pludselig kom det rigtig tæt på og så tog jeg sgu mig selv i at have en masse fordomme om de andre! Heldigvis blev de manet til jorden, for jeg er kommet i en rigtig god gruppe med nogle søde piger. Problemet er bare at det er rigtig svært for mig at være der. Jeg har været der tre gange nu, og alle tre gange har jeg haft det værre når jeg gik derfra end da jeg kom :( Jeg bliver simpelthen så påvirket af de andre, ikke fordi de gør noget bestemt eller noget, men hvis de fx er frustrerede over noget, så tager jeg det til mig. Det er svært at forklare hvad det er der sker, men skidt er det i hvert fald. Samtidig har der også været længere imellem de individuelle samtaler end normalt pga. alle de her s**** helligdage, hvilket er rigtig svært for mig, når det går så skidt.

Heldigvis kommer jeg jo 'ud' næsten hver dag nu, fordi jeg går i skole tre dage om ugen, i DAT mindst én og som regel to, og så har jeg hest tre dage. Så faktisk er det kun lørdag hvor jeg ikke skal noget, og det er godt for mig. Når jeg har det skidt, skal jeg aktiveres, så jeg bliver afledt lidt fra tankerne.

Hesten er desuden blevet 'skiftet ud', fordi den anden for noget tid siden blev sat til salg og endte med at blive solgt. Tror den er kommet et bedre sted hen, for jeg kunne jo faktisk ikke rigtig styre den til sidst. Havde dog en af de sidste dage en rigtig god undervisningstime, hvor det viste sig, at det der betød allermest for vores ridning, det var at jeg slappede af. Men det var kørt helt i hårknude, så både hesten og jeg var totalt anspændte. Så det var god nok at det fik en ende. Jeg var dog så heldig at en anden i samme stald stod og manglede en part, og tilbød mig den, hvilket jeg skyndte mig at takke ja til! Det er en rigtig dejlig hest (også), som jeg tror jeg kan lære meget med. Vi har allerede haft rigtig mange gode ture sammen! :)

Det må vidst blive ordene for i dag, og så håber jeg at jeg nu er tilbage på sporet!