Mine ambitioner gik igen i vasken. Jeg har flere gange i løbet af ugen tænkt at NU ville jeg skrive et indlæg her, men så er tiden alligevel fløjet fra mig og overskuddet har været væk. Men nu er der lidt herfra igen.
Studiestarten gik overraskende godt. Den nye klasse virker rigtig sød, men jeg kan godt mærke det kræver kræfter og tid at finde min plads. Jeg har nu været i skole tre dage på en uge og hold nu kegle hvor er jeg smadret! Okay, to af dagene har også været intense fra 8-13-14 stykker, men alligevel. Prøver ikke at dunke mig selv i hovedet med det dalene overskud, men det er svært!
Meningen med at jeg kun er deltidsstuderende det næste halve år, er at der stadig skal være overskud til behandlingen, og at jeg gerne skulle få øvet mig i at læse noget stof. Synes bare det er rigtig svært, fordi jeg er så træt efter en skoledag, og de andre dage kværner bekymringerne rundt i mit hoved, så jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Samtidig med at jeg også gerne vil holde fast i nogle af de ting der gør mig glad, fx at ride, at holde foredrag og ikke mindst min nye kæreste. Samtidig er behandlingen jo også stadig intens, omend jeg ikke har haft det store overskud til at "rykke" den sidste uge - tværtimod føles det som om jeg er sat en masse tilbage :(
Gruppedelen har været ret svær for mig de sidste to gange, og det synes jeg er virkelig frustrerende. Samtidig sker der bare så meget i mine tanker med gruppen, studiet, kæresten osv. at jeg ikke aner hvad der er vigtigst at arbejde med i den individuelle terapi. Og så ender det med at jeg bare giver op og lader stå til - hvilket jo ikke er effektivt. Det er svært at finde balancen mellem at bruge al energien og så spare lidt på den og tage nogle pauser for mig selv.
Alligevel blomstrer kærligheden. Kan dog mærke at mit manglende overskud forsøger at spænde ben for det, men jeg holder ud! Håber virkelig at få tid til at snakke med min terapeut omkring det på onsdag, inden jeg kommer til at ødelægge det for os. Tankerne om at han en dag forlader mig, at jeg får ham skræmt væk eller at jeg knækker ham, det er svært at håndtere. Vi taler meget åbent om langt det meste, hvilket virkelig er en lettelse, men frygten for at skræmme ham, får mig alligevel til at gemme nogle ting væk, eller i hvert fald forsøge på det. Og det med at mærke efter. Mærke hvornår jeg har brug for at være alene og trække vejret. Det er virkelig svært, for forelskelsen gør jo at jeg har lyst til at være sammen med ham konstant! Men ja, det er jo meget nyt og det er stadig lidt kaotisk i min hjerne, så jeg ser virkelig frem til at få snakket med min terapeut omkring det snart!
Alt i alt kører jeg stadig med fuld fart derudaf, men jeg er bange for at jeg ikke kan holde til det meget længere. Så jeg er glad for at jeg kun skal i skole én dag i næste uge og så fra torsdag har jeg ikke nogle aftaler.
lørdag den 31. august 2013
onsdag den 21. august 2013
Fart over feltet!
Så er det på mandag det går løs; jeg starter op på studiet igen! Jeg glæder mig super meget til at komme i gang igen, jeg savner det faglige, det sociale, at have en meningsfuld hverdag. Når det så er sagt, så har det også givet mig bekymringer den sidste tid. Hvordan bliver det at komme ind i en ny klasse? Kan jeg klare det faglige? Kan jeg fastholde det gode humør? osv osv. Derudover har der jo, som skrevet tidligere, været problemer i forhold til den støtte jeg før har fået på studiet, fordi jeg stadig er delvist sygemeldt. Men i går aftes kom der så gode nyheder! Jeg har fået bevilget timer til dette semester, og endda mange flere end vi formentlig får brugt. Mit sikkerhedsnet er intakt og det giver mig SÅ meget ro og mod på det hele.
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
mandag den 12. august 2013
Mærker glæden, sådan rigtigt!
Hvornår har du sidst pjasket i vandpytter iført gummirøjsere? Hvornår har du sidst smilet til verden, på trods af gråvejr? Og hvornår har du sidst mærket glæden, og ladet den blive?
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
lørdag den 3. august 2013
Overloaded
Sådan føles det i mit hoved. Der sker tusind ting og kan ikke finde hoved og hale i noget af det. Kan ikke gribe fat i en enkelt ting og tage fat i den og hive den ud, det hele er et stort kludder mudder!
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
Abonner på:
Opslag (Atom)