Mine ambitioner gik igen i vasken. Jeg har flere gange i løbet af ugen tænkt at NU ville jeg skrive et indlæg her, men så er tiden alligevel fløjet fra mig og overskuddet har været væk. Men nu er der lidt herfra igen.
Studiestarten gik overraskende godt. Den nye klasse virker rigtig sød, men jeg kan godt mærke det kræver kræfter og tid at finde min plads. Jeg har nu været i skole tre dage på en uge og hold nu kegle hvor er jeg smadret! Okay, to af dagene har også været intense fra 8-13-14 stykker, men alligevel. Prøver ikke at dunke mig selv i hovedet med det dalene overskud, men det er svært!
Meningen med at jeg kun er deltidsstuderende det næste halve år, er at der stadig skal være overskud til behandlingen, og at jeg gerne skulle få øvet mig i at læse noget stof. Synes bare det er rigtig svært, fordi jeg er så træt efter en skoledag, og de andre dage kværner bekymringerne rundt i mit hoved, så jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Samtidig med at jeg også gerne vil holde fast i nogle af de ting der gør mig glad, fx at ride, at holde foredrag og ikke mindst min nye kæreste. Samtidig er behandlingen jo også stadig intens, omend jeg ikke har haft det store overskud til at "rykke" den sidste uge - tværtimod føles det som om jeg er sat en masse tilbage :(
Gruppedelen har været ret svær for mig de sidste to gange, og det synes jeg er virkelig frustrerende. Samtidig sker der bare så meget i mine tanker med gruppen, studiet, kæresten osv. at jeg ikke aner hvad der er vigtigst at arbejde med i den individuelle terapi. Og så ender det med at jeg bare giver op og lader stå til - hvilket jo ikke er effektivt. Det er svært at finde balancen mellem at bruge al energien og så spare lidt på den og tage nogle pauser for mig selv.
Alligevel blomstrer kærligheden. Kan dog mærke at mit manglende overskud forsøger at spænde ben for det, men jeg holder ud! Håber virkelig at få tid til at snakke med min terapeut omkring det på onsdag, inden jeg kommer til at ødelægge det for os. Tankerne om at han en dag forlader mig, at jeg får ham skræmt væk eller at jeg knækker ham, det er svært at håndtere. Vi taler meget åbent om langt det meste, hvilket virkelig er en lettelse, men frygten for at skræmme ham, får mig alligevel til at gemme nogle ting væk, eller i hvert fald forsøge på det. Og det med at mærke efter. Mærke hvornår jeg har brug for at være alene og trække vejret. Det er virkelig svært, for forelskelsen gør jo at jeg har lyst til at være sammen med ham konstant! Men ja, det er jo meget nyt og det er stadig lidt kaotisk i min hjerne, så jeg ser virkelig frem til at få snakket med min terapeut omkring det snart!
Alt i alt kører jeg stadig med fuld fart derudaf, men jeg er bange for at jeg ikke kan holde til det meget længere. Så jeg er glad for at jeg kun skal i skole én dag i næste uge og så fra torsdag har jeg ikke nogle aftaler.
lørdag den 31. august 2013
onsdag den 21. august 2013
Fart over feltet!
Så er det på mandag det går løs; jeg starter op på studiet igen! Jeg glæder mig super meget til at komme i gang igen, jeg savner det faglige, det sociale, at have en meningsfuld hverdag. Når det så er sagt, så har det også givet mig bekymringer den sidste tid. Hvordan bliver det at komme ind i en ny klasse? Kan jeg klare det faglige? Kan jeg fastholde det gode humør? osv osv. Derudover har der jo, som skrevet tidligere, været problemer i forhold til den støtte jeg før har fået på studiet, fordi jeg stadig er delvist sygemeldt. Men i går aftes kom der så gode nyheder! Jeg har fået bevilget timer til dette semester, og endda mange flere end vi formentlig får brugt. Mit sikkerhedsnet er intakt og det giver mig SÅ meget ro og mod på det hele.
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
mandag den 12. august 2013
Mærker glæden, sådan rigtigt!
Hvornår har du sidst pjasket i vandpytter iført gummirøjsere? Hvornår har du sidst smilet til verden, på trods af gråvejr? Og hvornår har du sidst mærket glæden, og ladet den blive?
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
lørdag den 3. august 2013
Overloaded
Sådan føles det i mit hoved. Der sker tusind ting og kan ikke finde hoved og hale i noget af det. Kan ikke gribe fat i en enkelt ting og tage fat i den og hive den ud, det hele er et stort kludder mudder!
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
mandag den 29. juli 2013
Panik!
I dag var dagen hvor jeg endelig kunne få kontakt til skolen og få hjælp og råd omkring at klage over mit afslag på studiestøtte (SPS). Startede med at ringe til den sekretær som står for ansøgninger om SPS, su osv. Hun havde så stadig ferie, ja faktisk tre uger endnu. Klagen skal falde om godt en uge, så det kan jeg jo ikke vente på. Blev så stillet videre til en anden, men hun var ikke særlig venlig. Hun mente bare at jeg skulle skrive en klage og sende. JA dame!, det er jo derfor jeg ringer, for at få hjælp til det. :( Blev helt slået ud og brød helt sammen bagefter. Sundede mig alligevel lidt og tog mod til at ringe til min studievejleder; telefonsvarer og ferie i endnu en uge! PIS. Prøvede den anden studievejleder, bare for at gøre et eller andet, men nej, uden held. Brugte så et par timer på at gå rundt om mig selv og overveje hvad jeg skulle stille op. Min fornuft mente at jeg skulle ringe til hende på skolen igen og spørge om jeg i det mindste kunne få en kopi af ansøgningen, så jeg havde noget at skrive klagen ud fra. Men følelserne skreg nej! Frygtede at jeg bare ville blive overrumplet igen og bryde sammen. Besluttede derfor at tage min veninde under armen og køre ud på skolen og bede om det. Ved ikke om det var godt eller skidt, for det var ca. samme oplevelse som i telefonen. Følte mig som en komplet idiot og ikke særlig vel taget imod. Men jeg fik fremstammet mit ønske og kom også derfra med et stykke papir! Sejren var dog kort, for allerede uden for skolen opdagede jeg at det var en gammel ansøgning jeg havde fået. Fra sidste sommer, hvor min situation var helt anderledes. Mistede totalt modet og havde min veninde ikke været der, så havde jeg sat mig til at tude og havde sikkert siddet der endnu.. Havde virkelig lyst til at opgive det hele, for den støtte betyder så enormt meget for mig, og jeg kan slet ikke overskue at komme i gang med studiet igen, uden den.
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.
Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.
Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!
onsdag den 24. juli 2013
Vilde oplevelser
Sikke en dag! Først og fremmest så har jeg sovet mildest talt elendigt de sidste to nætter, så jeg er meget forundret over hvordan netop de to dage er gået over al forventning. Har vendt og drejet mig om natten, vågnet og troet jeg havde sovet over mig og følt ubehag i hele kroppen. Jævnt frustrerende, når man normalt er meget sensitiv omkring sin søvn, som jeg er.
Startede dagen ud med at være i DAT og det var lidt overvældende. Min terapeut havde glemt at sige til mig i går, at deres socialrådgiver ville deltage i starten, for lige at komme med på råd angående mit afslag på SPS. Det er noget som normalt ville have væltet mig omkuld, men jeg var helt rolig. Resten af samtalen var god. I den forstand at vi fik snakket om nogle vigtige ting. Jeg tror egentlig at jeg havde forventet en noget anden retning og slet ikke at vi var kommet så dybt, men igen, jeg blev ikke slået ud af det.
Eftermiddagen stod på stranden igen og det var skønt! Klikker bare super godt med hende fra gruppen og vi snakker bare om alt mellem himmel og jord. Som jeg forestiller mig et helt normalt afslappet venindeforhold. Virkelig fed følelse!!
Her til aften stod det så på dagens, ja måske ugens eller månedens oplevelse. Jeg var så heldig at være "forsøgskanin" til "Equine Mind Movers", læs om det her: http://eqmm.dk/ Kender en som skal til at skrive eksamen, og hun skulle derfor bruge en til at skrive om, og jeg var heldig. Og hold nu op! Var faktisk ikke rigtig sikker på hvad det gik ud på, men besluttede at gå ind i det med åbent sind, fordi jeg synes det lød rigtig spændende. Havde længe overvejet en session, men holdt lidt igen, fordi jeg var bange for at der blev pillet ved noget 'farligt'. Det var bare ikke farligt - okay lige bortset fra at hesten trådte mig over foden :/
Hun startede med lige at fortælle hvad der skulle ske og så gik vi op til folden hvor 3 af hendes heste stod. Jeg skulle så mærke efter om jeg følte mig specielt tiltrukket af en eller flere af dem. Følte en kontakt med en af dem, og den blev så lukket ind på banen. Så gik vi hen i den anden ende af banen og lavede en slags mindfulnessøvelse. Gennemgik faktisk hele kroppen fra top til tå, med at mærke de forskellige steder. Ret udfordrende, men synes faktisk jeg klarede det overraskende godt. Især i betragtning af at jeg blev angrebet af myg og lignende flere gange. Hun fortalte da vi var helt færdige, at hestene havde været meget urolige på folden. Ydermere at hendes ene hest normalt gik ret hurtigt, fordi der ikke var "noget for ham at lave", men han virkede meget interesseret i mig. Det var dog ikke ham jeg valgte.
Efter mindfulnessen gik vi ind til hesten. Jeg måtte bare gå rundt og mærke, så tæt på eller langt fra jeg ville. Og så kom følelserne, og nok også lidt tanker. Han søgte mig og gnubbede op af mig og jeg mærkede ked af det heden og ensomheden. Men så snart jeg røg ud af følelsen, så gik hesten! Virkelig syrealistisk at opleve for jeg kunne ingenting gøre, andet end at forsøge at komme tilbage i følelsen, for så kom hesten tilbage. Sådan gik det frem og tilbage og mærkede efterhånden at han ligesom havde et budskab. Han puffede til mig og gik ind i mig, som om han sagde: "hallo, fat det nu!". Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle fatte. Efterhånden, og med vejledning fra 'coachen' kom jeg frem til at han ville fortælle mig at jeg skulle tage imod den omsorg han faktisk gav mig, når han gnubbede sig og nærmest krammede mig. Havde det været et menneske, havde det været en trygt og omsorgsfuldt knus! Samtidig fik jeg også virkelig træls associationer til mit liv når han puffede til mig, gik fra mig og en enkelt gang endda jokkede mig over foden. For det er jo sådan jeg lader andre behandle mig, og måske endnu vigtigere; behandler mig selv! Samtidig oplevede vi også flere gange, at jeg 'jagede' coachen væk. Som om han vidste at det distraherede mig hvis hun var for tæt på, jeg skulle fokusere udelukkende på ham! Han gjorde det flere gange og meget tydeligt.
De to andres heste var gået væk og ned i deres hal, men pludselig kom de løbende og især den, som hun havde sagt i starten ikke plejede at vise interesse, men som havde gjort det for mig, kom nærmest løbende op til os. Så stod den på den anden side af hegnet og jeg skulle prøve at "connecte" med ham. Lidt kort fortalt, så fik jeg følelsen af at han prøvede at forklare, at jeg skulle tænke på mig selv først. Den måde han skubbe den anden væk og ligesom stillede sig op, det stod bare klart for mig. Tror kun der gik 2 min. så prustede han og gik sin vej igen. Så var han 'job' klaret.
Alt i alt var det en virkelig vild oplevelse! Jeg grinte flere gange, fordi det hele var så tydeligt og alligevel så mærkeligt, samtidig med at jeg jo faktisk følte ked af det heden og ensomhedsfølelsen. Som jeg også sagde til coachen bagefter, så følte jeg det mest som, jeg tænker andre må have det hvis de har set spøgelser eller oplevet noget andet unaturligt. Virkelig mærkeligt og fantastisk på én gang! Hvis ikke jeg var fattig studerende, så ville jeg helt sikkert komme igen mange gange, men foreløbig vil jeg se om der måske kan blive råd til en enkelt gang i næste måned. Også afhængig af hvad hun tager når hun nu bliver færdig :( Og så tænker jeg også meget på at jeg ikke skal blande for meget sammen med DAT, men umiddelbart er min frygt omkring at det ville påvirke DAT behandlingen voldsomt, gjort til skamme. Selvfølgelig kan der komme efterreaktioner, men hun siger at man ikke arbejder med mere end man er klar til, og det er også den følelse jeg sidder med her til aften. Det var overvældende, ja, men ikke traumatisk eller på nogen måde lignende.
Det blev et rigtig langt indlæg herfra, men jeg vil bare så gerne dele den oplevelse med verden. Ville ønske alle kunne prøve det der!
Men nu vil jeg tiltrængt kravle i seng og håbe at visheden om at jeg kan sove lige så længe jeg vil i morgen, kan give mig en rolig og god nattesøvn.
Startede dagen ud med at være i DAT og det var lidt overvældende. Min terapeut havde glemt at sige til mig i går, at deres socialrådgiver ville deltage i starten, for lige at komme med på råd angående mit afslag på SPS. Det er noget som normalt ville have væltet mig omkuld, men jeg var helt rolig. Resten af samtalen var god. I den forstand at vi fik snakket om nogle vigtige ting. Jeg tror egentlig at jeg havde forventet en noget anden retning og slet ikke at vi var kommet så dybt, men igen, jeg blev ikke slået ud af det.
Eftermiddagen stod på stranden igen og det var skønt! Klikker bare super godt med hende fra gruppen og vi snakker bare om alt mellem himmel og jord. Som jeg forestiller mig et helt normalt afslappet venindeforhold. Virkelig fed følelse!!
Her til aften stod det så på dagens, ja måske ugens eller månedens oplevelse. Jeg var så heldig at være "forsøgskanin" til "Equine Mind Movers", læs om det her: http://eqmm.dk/ Kender en som skal til at skrive eksamen, og hun skulle derfor bruge en til at skrive om, og jeg var heldig. Og hold nu op! Var faktisk ikke rigtig sikker på hvad det gik ud på, men besluttede at gå ind i det med åbent sind, fordi jeg synes det lød rigtig spændende. Havde længe overvejet en session, men holdt lidt igen, fordi jeg var bange for at der blev pillet ved noget 'farligt'. Det var bare ikke farligt - okay lige bortset fra at hesten trådte mig over foden :/
Hun startede med lige at fortælle hvad der skulle ske og så gik vi op til folden hvor 3 af hendes heste stod. Jeg skulle så mærke efter om jeg følte mig specielt tiltrukket af en eller flere af dem. Følte en kontakt med en af dem, og den blev så lukket ind på banen. Så gik vi hen i den anden ende af banen og lavede en slags mindfulnessøvelse. Gennemgik faktisk hele kroppen fra top til tå, med at mærke de forskellige steder. Ret udfordrende, men synes faktisk jeg klarede det overraskende godt. Især i betragtning af at jeg blev angrebet af myg og lignende flere gange. Hun fortalte da vi var helt færdige, at hestene havde været meget urolige på folden. Ydermere at hendes ene hest normalt gik ret hurtigt, fordi der ikke var "noget for ham at lave", men han virkede meget interesseret i mig. Det var dog ikke ham jeg valgte.
Efter mindfulnessen gik vi ind til hesten. Jeg måtte bare gå rundt og mærke, så tæt på eller langt fra jeg ville. Og så kom følelserne, og nok også lidt tanker. Han søgte mig og gnubbede op af mig og jeg mærkede ked af det heden og ensomheden. Men så snart jeg røg ud af følelsen, så gik hesten! Virkelig syrealistisk at opleve for jeg kunne ingenting gøre, andet end at forsøge at komme tilbage i følelsen, for så kom hesten tilbage. Sådan gik det frem og tilbage og mærkede efterhånden at han ligesom havde et budskab. Han puffede til mig og gik ind i mig, som om han sagde: "hallo, fat det nu!". Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle fatte. Efterhånden, og med vejledning fra 'coachen' kom jeg frem til at han ville fortælle mig at jeg skulle tage imod den omsorg han faktisk gav mig, når han gnubbede sig og nærmest krammede mig. Havde det været et menneske, havde det været en trygt og omsorgsfuldt knus! Samtidig fik jeg også virkelig træls associationer til mit liv når han puffede til mig, gik fra mig og en enkelt gang endda jokkede mig over foden. For det er jo sådan jeg lader andre behandle mig, og måske endnu vigtigere; behandler mig selv! Samtidig oplevede vi også flere gange, at jeg 'jagede' coachen væk. Som om han vidste at det distraherede mig hvis hun var for tæt på, jeg skulle fokusere udelukkende på ham! Han gjorde det flere gange og meget tydeligt.
De to andres heste var gået væk og ned i deres hal, men pludselig kom de løbende og især den, som hun havde sagt i starten ikke plejede at vise interesse, men som havde gjort det for mig, kom nærmest løbende op til os. Så stod den på den anden side af hegnet og jeg skulle prøve at "connecte" med ham. Lidt kort fortalt, så fik jeg følelsen af at han prøvede at forklare, at jeg skulle tænke på mig selv først. Den måde han skubbe den anden væk og ligesom stillede sig op, det stod bare klart for mig. Tror kun der gik 2 min. så prustede han og gik sin vej igen. Så var han 'job' klaret.
Alt i alt var det en virkelig vild oplevelse! Jeg grinte flere gange, fordi det hele var så tydeligt og alligevel så mærkeligt, samtidig med at jeg jo faktisk følte ked af det heden og ensomhedsfølelsen. Som jeg også sagde til coachen bagefter, så følte jeg det mest som, jeg tænker andre må have det hvis de har set spøgelser eller oplevet noget andet unaturligt. Virkelig mærkeligt og fantastisk på én gang! Hvis ikke jeg var fattig studerende, så ville jeg helt sikkert komme igen mange gange, men foreløbig vil jeg se om der måske kan blive råd til en enkelt gang i næste måned. Også afhængig af hvad hun tager når hun nu bliver færdig :( Og så tænker jeg også meget på at jeg ikke skal blande for meget sammen med DAT, men umiddelbart er min frygt omkring at det ville påvirke DAT behandlingen voldsomt, gjort til skamme. Selvfølgelig kan der komme efterreaktioner, men hun siger at man ikke arbejder med mere end man er klar til, og det er også den følelse jeg sidder med her til aften. Det var overvældende, ja, men ikke traumatisk eller på nogen måde lignende.
Det blev et rigtig langt indlæg herfra, men jeg vil bare så gerne dele den oplevelse med verden. Ville ønske alle kunne prøve det der!
Men nu vil jeg tiltrængt kravle i seng og håbe at visheden om at jeg kan sove lige så længe jeg vil i morgen, kan give mig en rolig og god nattesøvn.
tirsdag den 23. juli 2013
Kan det passe?
Jeg sidder og undrer mig her til aften. Tænker tilbage på dagen, inden jeg kan lave mit dagbogsskema. Hvordan har dagen været? Hvordan har jeg haft det? Har jeg brugt færdigheder?
Umiddelbart fantastisk dejlig dag, jeg har haft det godt, grint og smilet og nydt livet - og uden synderlig brug af færdigheder. Men kan det dog passe? Jeg er forvirret.
Dagen stod på sommergruppe, lidt af en omvæltning, da der er mange nye ansigter. Men det var anden gang i dag, og derfor lidt nemmere. Og så havde jeg jo de andre fra gruppen. Den ene er begyndt at køre med mig, og det er bare en kæmpe lettelse. Hun giver mig en helt fantastisk ro og lethed. Ydermere havde JEG taget mod til at spørge om hun ville med på stranden efter gruppe i dag, og hun havde sagt ja! Jeg glædede mig, men var samtidig også lidt nervøs. Hvad ville de andre fra gruppen sige til at kun os to skulle på stranden og ikke havde spurgt dem? Skam til op over begge ører! Men det var det, da vi var færdige i gruppen var hendes ro der igen, og skammen fik kamp til stregen. Fik sagt det højt, hun genkendte følelsen og det var det! Resten af dagen blev nydt. Vi hyggede os virkelig meget og endte med at bruge 5 timer på stranden, bare med snak, hygge og ren afslapning.
I gruppen var jeg lidt fraværende. Tror det kom mest af min hjernerystelse fra i fredags (fik en båd i hovedet!!) og vi skulle se film med Marsha Linehan, ligesom sidst. Det var rigtig spændende, og knap så provokerende som sidst, men fik hurtigt ondt i hovedet af at kigge på skærmen og koncentrere mig. Sjovt nok havde vi om mindfulness og hvad det indebærer, og tog flere gange mig selv i at være selvdømmende, fordi jeg frygtede hvad andre tænkte, om at jeg ikke fulgte med på skærmen hele tiden. Men fik det skubbet væk.
Sluttede dagen af med en sms fra hende jeg var på stranden med i dag, der spurgte om hun måtte komme med igen i morgen. Dét var virkelig en skøn besked at få, for det tyder jo på at hun har hygget sig lige så meget som mig. Selvom hun også sagde det da vi kom hjem, så får jeg bare tit den tanke, at "det skal hun jo sige for at være sød". Den er så indgroet i mig, så at hun ligefrem viser det med handling, det er virkelig fedt for mig! Ydermere bliver det måske lidt nemmere at udholde nervene inden jeg skal snakke med min terapeut, når hun er med i bilen. Ved ikke hvorfor jeg er så nervøs omkring dét for tiden, men det må jeg lige prøve at lægge mærke til - apropos mindfulness og opmærksomhedsfærdigheder :)
Umiddelbart fantastisk dejlig dag, jeg har haft det godt, grint og smilet og nydt livet - og uden synderlig brug af færdigheder. Men kan det dog passe? Jeg er forvirret.
Dagen stod på sommergruppe, lidt af en omvæltning, da der er mange nye ansigter. Men det var anden gang i dag, og derfor lidt nemmere. Og så havde jeg jo de andre fra gruppen. Den ene er begyndt at køre med mig, og det er bare en kæmpe lettelse. Hun giver mig en helt fantastisk ro og lethed. Ydermere havde JEG taget mod til at spørge om hun ville med på stranden efter gruppe i dag, og hun havde sagt ja! Jeg glædede mig, men var samtidig også lidt nervøs. Hvad ville de andre fra gruppen sige til at kun os to skulle på stranden og ikke havde spurgt dem? Skam til op over begge ører! Men det var det, da vi var færdige i gruppen var hendes ro der igen, og skammen fik kamp til stregen. Fik sagt det højt, hun genkendte følelsen og det var det! Resten af dagen blev nydt. Vi hyggede os virkelig meget og endte med at bruge 5 timer på stranden, bare med snak, hygge og ren afslapning.
I gruppen var jeg lidt fraværende. Tror det kom mest af min hjernerystelse fra i fredags (fik en båd i hovedet!!) og vi skulle se film med Marsha Linehan, ligesom sidst. Det var rigtig spændende, og knap så provokerende som sidst, men fik hurtigt ondt i hovedet af at kigge på skærmen og koncentrere mig. Sjovt nok havde vi om mindfulness og hvad det indebærer, og tog flere gange mig selv i at være selvdømmende, fordi jeg frygtede hvad andre tænkte, om at jeg ikke fulgte med på skærmen hele tiden. Men fik det skubbet væk.
Sluttede dagen af med en sms fra hende jeg var på stranden med i dag, der spurgte om hun måtte komme med igen i morgen. Dét var virkelig en skøn besked at få, for det tyder jo på at hun har hygget sig lige så meget som mig. Selvom hun også sagde det da vi kom hjem, så får jeg bare tit den tanke, at "det skal hun jo sige for at være sød". Den er så indgroet i mig, så at hun ligefrem viser det med handling, det er virkelig fedt for mig! Ydermere bliver det måske lidt nemmere at udholde nervene inden jeg skal snakke med min terapeut, når hun er med i bilen. Ved ikke hvorfor jeg er så nervøs omkring dét for tiden, men det må jeg lige prøve at lægge mærke til - apropos mindfulness og opmærksomhedsfærdigheder :)
Abonner på:
Opslag (Atom)