Usikkerhed

Nu gik jeg lige og troede at der endelig var kommet lidt ro på mit liv igen, men nej.
Som jeg skrev i sidste uge var mit hoved kommet på overarbejde og desværre var der ikke tid til at slappe af. Onsdag til fredag stod den på hyttetur med det skole hvor jeg går lige pt. og det var en udfordring. Faktisk havde jeg tænkt at jeg sagtens skulle klare det, så jeg blev totalt overrumplet og nærmest panisk da det modsatte viste sig at være tilfældet.
Faktisk mærkede jeg det allerede onsdag aften, men af frygt for at 'falde udenfor' skubbede jeg trætheden og det at jeg var fyldt op af socialt samvær væk. Jeg ville ikke tillade mig selv at gå i seng før de andre. Heldigvis blev det ikke så sent og jeg troede at det ville blive ved det og glædede mig egentlig til den kommende dag. Jeg havde det også fint da jeg vågnede, bortset fra lidt anspændthed omkring hvem der skulle i bad hvornår osv. I ved, tre piger med kun ét badeværelse :) Men jeg lagde ikke noget i det.
Da vi så sidder og skal spise morgenmad allesammen sker der noget i mig. Tanken om at de andre 'holder øje' med hvad jeg spiser vokser i mit hoved og det fører til at jeg ikke kan få mig til at hente noget mad. Jeg prøver at virke cool, men selvfølgelig bliver der spurgt til det. Sidder og kæmper med tårerne og tankerne, for min fornuft ved jo godt at jeg fungerer rigtig dårligt uden morgenmad, men tankerne er for stærke. Jeg kan heller ikke få mig selv til at gå, af frygt for så at skabe endnu mere opmærksomhed.
Men da de andre er færdige og vi går derfra bryder jeg sammen, så henter bare min musik og går så igen uden at sige noget. Efter nogen tid finder min ene lærer mig og jeg kan faktisk ikke huske hvad vi snakker om, men hun får mig overtalt til at gå med op til de andre. Dog er min hjerne allerede på det tidspunkt påvirket og kører helt i selvsving, så jeg sidder nærmest og tuder. De andre går i gang med en opgave og jeg får en pause. Efter en time eller to giver jeg op og går i seng. På den måde undgår jeg også frokosten og spiseforstyrrelsen har fået endnu en sejr - kampen bliver dermed endnu sværere.
Min lærer går lidt til og fra og om eftermiddagen kommer jeg op igen og det går lidt lettere. Jeg bliver afledt fra tankerne og får spist noget frugt. Jeg tror at jeg har vundet kampen. Men ved aftensmaden er det hele tilbage for fuld styrke! Spiseforstyrrelsen er stærk og danser sejrsdans indeni. Lige ind til den finder ud af at vi skal have dessert. Der giver jeg op og siger til min lærer at jeg vil tage hjem. Eller det er min hensigt at sige det, men ordene der kommer ud af min mund er noget nærmere: "Jeg tror jeg vil køre hjem". Jeg er overbevist om at usikkerheden og tvivlen lyser ud af mig og det ender da også med at min lærer får mig overtalt til at blive og hun forsøger også at få noget mad i mig. Heldigvis får jeg en snak med en af de andre, som også har planlagt at tage hjem om aftenen og hun får mig overbevist om at det er okay hvis jeg tager hjem, så det gør jeg.
Men hele denne dag har gjort mine lærere bekymrede og vi aftaler at snakke sammen i dag, mandag. Og sikke et chok. Hun var blevet meget overrasket over hvor dårlig jeg var og tvivlede meget på om mine nylige planer, i forhold til uddannelse, er realistiske. Jeg følte hun forsøgte at overbevise mig om at jeg er dårligere end jeg fremstår/føler mig og foreslog endda et møde med min studiementor. Jeg var snot forvirret da jeg gik derfra, for nu havde jeg endelig fundet nogenlunde ro ved den nye 'plan' og så siger hun nærmest at det er umuligt og urealistisk for mig! Så nu aner jeg ikke hvad jeg skal beslutte i morgen, for der er så mange forskellige meninger. Helt fra mine forældre, især min mor, der mener at jeg sagtens kan klare det og 'bare' skal tage mig sammen, og nu til min lærer der tvivler på om den nye plan er særlig realistisk. Alt i alt ved jeg jo godt at de alle vil mig det bedste, men jeg er så helt enormt usikker på mig selv, at jeg ikke ved hvad jeg skal.
Heldigvis har jeg en aftale med min studiementor i morgen eftermiddag og håber at hun kan støtte mig i at mærke efter. Hende og min terapeut er nok dem der kender mig bedst og kan næsten se på mig om jeg mener det jeg siger, eller ubevidst bare siger det fordi jeg tror det er det 'rigtige'.