Jeg føler jeg er faldet ned i et kæmpestort sort hul! Det er som om hele verden er imod mig og ingenting vil lykkes. Sådan ved jeg jo godt, aller inderst inde, med fornuften, at det ikke heeelt er, men det er sådan det føles lige nu! Og den følelse er rigtig svær at slippe af med.
Følelserne har i det hele taget siddet udenpå den sidste tid, men det er jo i sig selv ikke dårligt. På mange punkter er det ligefrem rart med følelser, men det er når de bliver voldsomme at det bliver svært. Fx når jeg bliver så ked af det som jeg har været de sidste par dage, så er det rigtig svært. Så bliver mine tanker mere og mere sorte og det føles som om at de aldrig vil stoppe, at det bare er en sort nedadgående spiral.
Hvad årsagen præcis er, det ved jeg ikke, faktisk tror jeg det er et mix af mange ting. Og det er nok sådan det tit er for mig når jeg 'lander' her, i hullet. Der er måske én ting der får læsset til at vælte, men det er nok sjældent den ene ting der rent faktisk er årsagen til hele missæren.
Så målet er nu at kæmpe mig ud af hullet. Jeg vil jo IKKE være sådan her! Jeg vil være glad og ikke ulykkelig. Det svære ligger bare lige i afhængigheden og troen. Jeg tror ikke på at jeg kan kæmpe mig op selv, jeg er afhængig af hjælpen, hånden der bliver rakt ud. Og så kan der pludselig føles rigtig længe til det bliver onsdag og jeg skal i DAT igen, eller bare til i morgen hvor der er endnu en ny dag, som forhåbentlig ser lysere ud.
søndag den 31. marts 2013
mandag den 25. marts 2013
Bloglovin
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/6459879/?claim=pbjhyhz6fth">Follow my blog with Bloglovin</a>
Fik lige et tip om at tilmelde mig denne side, så det prøver jeg :)
Fik lige et tip om at tilmelde mig denne side, så det prøver jeg :)
fredag den 22. marts 2013
At være skamfuld
Skam er en følelse jeg kender rigtig godt, desværre. Jeg er vokset op med den, og den har vokset sig stor og stærk.
I dag blev den sat på prøve endnu engang. Jeg havde en aftale med min terapeut kl. 9 i morges, og selvom jeg ikke normalt står tidligt op, så plejer det ikke at være noget problem, når jeg har en aftale - især når det er med en terapeut som for mig er en stor autoritet. Men det værst tænkelige skete, at jeg ikke hørte min alarm på telefonen, og den er åbenbart indrettet sådan, at den kun ringer én gang (har lige købt ny telefon for en uge siden..) Så jeg vågnede ved det jeg troede var min alarm, men som viste sig at være min terapeut! Og hold op en grim måde at vågne på! Først nåede jeg ikke at tage den, men skyndte mig selvfølgelig at ringe tilbage, så snart jeg opdagede hvad der var sket. Jeg følte mig som verdens dårligste menneske, og hvordan reagerede jeg? Ved at smile! Det kunne hun jo selvfølgelig ikke se igennem telefonen, men jeg tænker at hun kunne høre det, men måske er det bare mig. I hvert fald, så var hun vidst ikke i tvivl om at jeg lige var vågnet, og vi aftale at jeg skulle ringe tilbage, når jeg lige havde fået øjne. Jeg lagde på og skreg! Min krop var helt fyldt op af ubehag og had til mig selv, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
I den behandling jeg går i (DAT) er der noget der hedder terapiforstyrrende adfærd, og det er fx når man udebliver fra aftaler, ikke laver sine "lektier" osv. Og det havde jeg jo gjort, ville det få konsekvenser? Samtidig var jeg rigtig ked af det, for jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke med min terapeut om de svære ting der sker inden i mig for tiden, og den chance havde jeg nu forspildt, nu skulle jeg vente næsten to uger! Alt dette kørte rundt i mit hoved ind til jeg skyndte mig ud af sengen for at ringe tilbage.
Skæbnen ville dog en anden, for det viste sig at hun havde fået et afbud, så hun rent faktisk havde mulighed for at snakke med mig senere på formiddagen, hvis jeg havde mulighed for det. Først havde jeg lyst til at afslå, for det havde jeg ikke fortjent, men heldigvis nåede jeg slet ikke at tænke alle de tanker igennem, før det fløj ud af mig, at det ville jeg rigtig gerne! Og sikke en lettelse. Men det varede kun kort. For ville jeg få skældud? Ville vi skulle bruge hele samtalen på at snakke om at jeg havde været terapiforstyrrende, i stedet for dét som jeg virkelig havde brug for at snakke om? Ville hun dømme mig? Jeg rystede hele vejen derned i bilen, og jeg frygtede at skulle se hende i øjnene.
40 min efter hun havde ringet og vækket mig, stod jeg dernede. Hun fortalte at hun normalt nok ikke ville have givet en ny tid så hurtigt, eller i det hele taget haft mulighed for det, men hun havde vurderet at det ville være effektivt for mig at komme derned og snakke. Min frygt blev gjort til skamme, hun ville mig faktisk gerne, og jeg skulle ikke have skældud! Faktisk var det bare som det plejer at være, der var intet at mærke på hende, og det gjorde også mig mere rolig. Så rent faktisk fik vi en konstruktiv terapitime ud af det, selvom dagen var startet dårligt.
I dag blev den sat på prøve endnu engang. Jeg havde en aftale med min terapeut kl. 9 i morges, og selvom jeg ikke normalt står tidligt op, så plejer det ikke at være noget problem, når jeg har en aftale - især når det er med en terapeut som for mig er en stor autoritet. Men det værst tænkelige skete, at jeg ikke hørte min alarm på telefonen, og den er åbenbart indrettet sådan, at den kun ringer én gang (har lige købt ny telefon for en uge siden..) Så jeg vågnede ved det jeg troede var min alarm, men som viste sig at være min terapeut! Og hold op en grim måde at vågne på! Først nåede jeg ikke at tage den, men skyndte mig selvfølgelig at ringe tilbage, så snart jeg opdagede hvad der var sket. Jeg følte mig som verdens dårligste menneske, og hvordan reagerede jeg? Ved at smile! Det kunne hun jo selvfølgelig ikke se igennem telefonen, men jeg tænker at hun kunne høre det, men måske er det bare mig. I hvert fald, så var hun vidst ikke i tvivl om at jeg lige var vågnet, og vi aftale at jeg skulle ringe tilbage, når jeg lige havde fået øjne. Jeg lagde på og skreg! Min krop var helt fyldt op af ubehag og had til mig selv, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
I den behandling jeg går i (DAT) er der noget der hedder terapiforstyrrende adfærd, og det er fx når man udebliver fra aftaler, ikke laver sine "lektier" osv. Og det havde jeg jo gjort, ville det få konsekvenser? Samtidig var jeg rigtig ked af det, for jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke med min terapeut om de svære ting der sker inden i mig for tiden, og den chance havde jeg nu forspildt, nu skulle jeg vente næsten to uger! Alt dette kørte rundt i mit hoved ind til jeg skyndte mig ud af sengen for at ringe tilbage.
Skæbnen ville dog en anden, for det viste sig at hun havde fået et afbud, så hun rent faktisk havde mulighed for at snakke med mig senere på formiddagen, hvis jeg havde mulighed for det. Først havde jeg lyst til at afslå, for det havde jeg ikke fortjent, men heldigvis nåede jeg slet ikke at tænke alle de tanker igennem, før det fløj ud af mig, at det ville jeg rigtig gerne! Og sikke en lettelse. Men det varede kun kort. For ville jeg få skældud? Ville vi skulle bruge hele samtalen på at snakke om at jeg havde været terapiforstyrrende, i stedet for dét som jeg virkelig havde brug for at snakke om? Ville hun dømme mig? Jeg rystede hele vejen derned i bilen, og jeg frygtede at skulle se hende i øjnene.
40 min efter hun havde ringet og vækket mig, stod jeg dernede. Hun fortalte at hun normalt nok ikke ville have givet en ny tid så hurtigt, eller i det hele taget haft mulighed for det, men hun havde vurderet at det ville være effektivt for mig at komme derned og snakke. Min frygt blev gjort til skamme, hun ville mig faktisk gerne, og jeg skulle ikke have skældud! Faktisk var det bare som det plejer at være, der var intet at mærke på hende, og det gjorde også mig mere rolig. Så rent faktisk fik vi en konstruktiv terapitime ud af det, selvom dagen var startet dårligt.
torsdag den 21. marts 2013
Svære relationer..
Relationer er noget der er svært for mig - har jeg fundet ud af. Dengang jeg fik bl.a. diagnosen borderline (knap 3 år siden), kunne jeg ikke rigtig se dette diagnosekriterie i mig selv. Men siden har jeg fundet ud af, at det faktisk til tider er rigtig svært for mig, især når det kommer til mænd!
For nyligt begyndte jeg at ses med en fyr. Udgangspunktet var helt klart venskab, men det skulle vise sig at det skulle udvikle sig - for os begge. Og det gik rigtig hurtigt. Vi sås stort set hver dag, og for en gangs skyld følte jeg mig rigtig godt tilpas og ikke mindst tryg i en mands nærvær. Det at der ikke blev stillet krav til mig, at vi kunne snakke om stort set alt, og bare "være" sammen, uden nødvendigvis at foretage os noget, det var nyt for mig.
Men aldersforskellen var stor, faktisk 19 år, og vi var sådan set enige om, at det ikke skulle blive til kærester. Vi kunne nyde det som det var, så længe det nu varede, men det kunne ikke blive seriøst imellem os. Pludselig en aften var det ændret. Set i bagspejlet gør jeg mig mange overvejelser om situationen; han havde haft en svær dag, og det endte ud i at jeg besluttede at tage ud til ham, selvom han ikke var meget for at jeg skulle se ham "sådan". I mellemtiden havde han dog også lavet en anden aftale, så det endte med at vi tog et smut ned til hans bror og fik et par øl. Det var sådan set fint nok, men han blev også lettere beruset. Så da vi kommer hjem sker det; han spørger om vi skal være kærester. Ikke bare lige sådan, men essensen var det. Først blev jeg lidt overrasket, fordi vi nu netop havde "aftalt" noget andet, men omvendt blev jeg også glad, fordi jeg jo holdt rigtig meget af ham! Dog tog jeg mig det forbehold at han måske ikke ville kunne huske noget næste morgen, eller i værste fald fortryde. Det var dog ikke tilfældet, og jeg var glad.
Det var overvældende for mig, og jeg følte at hele verden skulle have af vide at vi nu var kærester, men jeg holdt dog igen i et par dage, for lige at se tiden an. For mente han det nu alvorligt? Ville han virkelig MIG? Det troede jeg ingen ville..
Dagene gik, men det var ikke nemt for mig, at skulle stole så meget på et andet menneske. Min terapeut kalder det forladthedsangst, og det sætter faktisk udemærket ord på hvordan det føles; angsten for at blive forladt. Går han fra mig i morgen? Gider han mig overhovedet? Er jeg bare "pauseklovn"? osv. osv. Sådan kørte mit hoved hver eneste time vi ikke var sammen - for når vi var sammen, så var jeg fyldt op af glæde og tryghed!
Den søde tid var dog hurtigt ovre. Ikke ment på den måde at vi ikke stadig nød hinandens selskab, for det gjorde vi bestemt, jeg gjorde i hvert fald, men min tillid blev sat på prøve. Han skulle have besøg af en veninde! En veninde som jeg i forvejen var meget misundelig på, og havde det svært med, og nu skulle hun være sammen med ham, og oven i købet sove hjemme hos ham! Ikke SAMMEN med ham, naturligvis, men låne en seng, fordi hun selv stod uden bolig for en tid. Og havde det nu være min veninde der stod i samme situation, så ville jeg da godt kunne forstå hendes jalousi, men jeg var jo nærmest panisk ved tanken! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville nærmest gøre ALT for at forhindre dette og i stedet sørge for at han var sammen med mig, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så i stedet måtte jeg kæmpe mig igennem og forsøge ikke at vise min panik for meget for ham, men indeni var jeg et nervevrag! Jeg følte et enorm behov for at SUGE mig fast på ham og aldrig mere give slip, for tænk nu hvis han ikke kom igen? Desværre formåede jeg ikke at holde ud og forholde mig helt roligt overfor ham, og jeg tror han blev lidt chokeret. Og fik nok. Han kunne ikke "få luft". Han følte sig netop holdt fast.
Siden den dag, var vores forhold anderledes. Jeg kunne mærke det på ham, jeg kunne mærke han var forandret.
Dagen inden det med veninden havde han stillet mig et svært spørgsmål: Ønskede jeg børn? For hvis jeg gjorde det, så skulle jeg vide at han nok ikke var den rette, for han ønskede ikke flere børn - han har i forvejen en søn - han følte sig for gammel til at få flere. Det slog mig helt ud, det kom som et chok og det var ikke noget jeg havde overvejet i vores forhold, det var jo så nyt. Og børn, jo det har jeg jo altid drømt om, men det sagde jeg ikke til ham.. Jeg udbad mig betænkningstid og kom op med et svar noget lignende: "Hvis jeg skal vælge mellem at få børn og "beholde" dig, lige nu, så vil jeg vælge dig!". For det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg ville hellere have ham, end en uvis fremtid, som måske, måske ikke ville komme til at indeholde egne børn.
En uge efter blev min frygt bekræftet; han ønskede ikke vores forhold skulle være kærester, men håbede derimod at vi stadig kunne ses og være gode venner. Jovist, jeg ville jo ikke have ham ud af mit liv! Så egentlig skulle det bare være som før, før vi blev kærester. Og det var faktisk okay for mig. Jeg fik jo begge dele: håbet om en fremtid med børn OG ham! Samtidig kunne jeg også slippe angsten for at blive forladt - eller kunne jeg? Det var åbenbart nemmere sagt end gjort.
Vores forhold er nu meget indviklet for mig. Vi er ikke kærester, det er jeg helt klar over, men hvad så? Vi opfører os nærmest som kærester, men jeg kan ikke tillade mig at have de samme "forventninger" som til en kæreste. Han kalder mig 'skat', 'smuk' og 'dejlig', men hjælper alligevel hellere en veninde end mig (sådan føles det i hvert fald for mig!). Og han har lyst til at ses, men har alligevel ikke tid/overskud. Ja jeg er godt klar over, at det måske lyder logisk, men i mit hoved, ja der er det ét stort rod.
Så hvad er "næste skridt"? Jeg aner det simpelthen ikke.. Jeg er virkelig glad for at jeg skal i terapi i morgen, så vi kan få snakket om det her, og hvad min 'wisemind' siger. (Wisemind er et meget brugt ord i DAT (dialektisk adfærdsterapi) som er den behandling jeg er påbegyndt i januar måned. Det handler kort og godt om at finde mellemvejen mellem ens følelser (som 'borderlinere' tænker rigtig meget ud fra) og så ens fornuft. Altså at være dialektisk i ens tankegang.)
For nyligt begyndte jeg at ses med en fyr. Udgangspunktet var helt klart venskab, men det skulle vise sig at det skulle udvikle sig - for os begge. Og det gik rigtig hurtigt. Vi sås stort set hver dag, og for en gangs skyld følte jeg mig rigtig godt tilpas og ikke mindst tryg i en mands nærvær. Det at der ikke blev stillet krav til mig, at vi kunne snakke om stort set alt, og bare "være" sammen, uden nødvendigvis at foretage os noget, det var nyt for mig.
Men aldersforskellen var stor, faktisk 19 år, og vi var sådan set enige om, at det ikke skulle blive til kærester. Vi kunne nyde det som det var, så længe det nu varede, men det kunne ikke blive seriøst imellem os. Pludselig en aften var det ændret. Set i bagspejlet gør jeg mig mange overvejelser om situationen; han havde haft en svær dag, og det endte ud i at jeg besluttede at tage ud til ham, selvom han ikke var meget for at jeg skulle se ham "sådan". I mellemtiden havde han dog også lavet en anden aftale, så det endte med at vi tog et smut ned til hans bror og fik et par øl. Det var sådan set fint nok, men han blev også lettere beruset. Så da vi kommer hjem sker det; han spørger om vi skal være kærester. Ikke bare lige sådan, men essensen var det. Først blev jeg lidt overrasket, fordi vi nu netop havde "aftalt" noget andet, men omvendt blev jeg også glad, fordi jeg jo holdt rigtig meget af ham! Dog tog jeg mig det forbehold at han måske ikke ville kunne huske noget næste morgen, eller i værste fald fortryde. Det var dog ikke tilfældet, og jeg var glad.
Det var overvældende for mig, og jeg følte at hele verden skulle have af vide at vi nu var kærester, men jeg holdt dog igen i et par dage, for lige at se tiden an. For mente han det nu alvorligt? Ville han virkelig MIG? Det troede jeg ingen ville..
Dagene gik, men det var ikke nemt for mig, at skulle stole så meget på et andet menneske. Min terapeut kalder det forladthedsangst, og det sætter faktisk udemærket ord på hvordan det føles; angsten for at blive forladt. Går han fra mig i morgen? Gider han mig overhovedet? Er jeg bare "pauseklovn"? osv. osv. Sådan kørte mit hoved hver eneste time vi ikke var sammen - for når vi var sammen, så var jeg fyldt op af glæde og tryghed!
Den søde tid var dog hurtigt ovre. Ikke ment på den måde at vi ikke stadig nød hinandens selskab, for det gjorde vi bestemt, jeg gjorde i hvert fald, men min tillid blev sat på prøve. Han skulle have besøg af en veninde! En veninde som jeg i forvejen var meget misundelig på, og havde det svært med, og nu skulle hun være sammen med ham, og oven i købet sove hjemme hos ham! Ikke SAMMEN med ham, naturligvis, men låne en seng, fordi hun selv stod uden bolig for en tid. Og havde det nu være min veninde der stod i samme situation, så ville jeg da godt kunne forstå hendes jalousi, men jeg var jo nærmest panisk ved tanken! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville nærmest gøre ALT for at forhindre dette og i stedet sørge for at han var sammen med mig, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så i stedet måtte jeg kæmpe mig igennem og forsøge ikke at vise min panik for meget for ham, men indeni var jeg et nervevrag! Jeg følte et enorm behov for at SUGE mig fast på ham og aldrig mere give slip, for tænk nu hvis han ikke kom igen? Desværre formåede jeg ikke at holde ud og forholde mig helt roligt overfor ham, og jeg tror han blev lidt chokeret. Og fik nok. Han kunne ikke "få luft". Han følte sig netop holdt fast.
Siden den dag, var vores forhold anderledes. Jeg kunne mærke det på ham, jeg kunne mærke han var forandret.
Dagen inden det med veninden havde han stillet mig et svært spørgsmål: Ønskede jeg børn? For hvis jeg gjorde det, så skulle jeg vide at han nok ikke var den rette, for han ønskede ikke flere børn - han har i forvejen en søn - han følte sig for gammel til at få flere. Det slog mig helt ud, det kom som et chok og det var ikke noget jeg havde overvejet i vores forhold, det var jo så nyt. Og børn, jo det har jeg jo altid drømt om, men det sagde jeg ikke til ham.. Jeg udbad mig betænkningstid og kom op med et svar noget lignende: "Hvis jeg skal vælge mellem at få børn og "beholde" dig, lige nu, så vil jeg vælge dig!". For det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg ville hellere have ham, end en uvis fremtid, som måske, måske ikke ville komme til at indeholde egne børn.
En uge efter blev min frygt bekræftet; han ønskede ikke vores forhold skulle være kærester, men håbede derimod at vi stadig kunne ses og være gode venner. Jovist, jeg ville jo ikke have ham ud af mit liv! Så egentlig skulle det bare være som før, før vi blev kærester. Og det var faktisk okay for mig. Jeg fik jo begge dele: håbet om en fremtid med børn OG ham! Samtidig kunne jeg også slippe angsten for at blive forladt - eller kunne jeg? Det var åbenbart nemmere sagt end gjort.
Vores forhold er nu meget indviklet for mig. Vi er ikke kærester, det er jeg helt klar over, men hvad så? Vi opfører os nærmest som kærester, men jeg kan ikke tillade mig at have de samme "forventninger" som til en kæreste. Han kalder mig 'skat', 'smuk' og 'dejlig', men hjælper alligevel hellere en veninde end mig (sådan føles det i hvert fald for mig!). Og han har lyst til at ses, men har alligevel ikke tid/overskud. Ja jeg er godt klar over, at det måske lyder logisk, men i mit hoved, ja der er det ét stort rod.
Så hvad er "næste skridt"? Jeg aner det simpelthen ikke.. Jeg er virkelig glad for at jeg skal i terapi i morgen, så vi kan få snakket om det her, og hvad min 'wisemind' siger. (Wisemind er et meget brugt ord i DAT (dialektisk adfærdsterapi) som er den behandling jeg er påbegyndt i januar måned. Det handler kort og godt om at finde mellemvejen mellem ens følelser (som 'borderlinere' tænker rigtig meget ud fra) og så ens fornuft. Altså at være dialektisk i ens tankegang.)
Ny og nysgerrig
Så fandt modet vej til mig..
Jeg har længe - som i rigtig længe - overvejet at oprette en blog, men har ikke turde. Og hvad er der så lige at være bange for tænker du måske, men tro mig, det er der rigtig mange bud på i mit hoved. Sådan er det med mange ting, og det er nok noget der kommer til at give sig til udtryk på denne blog.
Jeg vil fortælle kort om mig selv og hvor jeg står i mit liv, og hvad tanken med denne blog er;
Først og fremmest, så er jeg en ung kvinde, med mange tanker omkring livet og tilværelsen. Dette er meget udpræget for mig, og på papiret kaldes det for diagnoser. Jeg har en hel række af dem, deriblandt borderline personlighedsforstyrrelse, dependent personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse og angst. Selvfølgelig er jeg på trods af disse 'titler' stadig bare mig, men jeg har altså nogle ting med i bagagen, som med al sin magt forsøger at gøre livet svært for mig - og det lykkes desværre meget godt.
Derfor kan titlen på min blog måske også undre lidt, for elsker jeg livet? JA, i bund og grund så elsker jeg livet, men somme tider, så kan jeg godt synes det er fandenivolsk og skide træls - men jeg bryder mig heller ikke om alternativet!
Så denne blog vil primært komme til at indeholde mine tanker om livet med dets op- og nedture og ikke mindst vejen til at lære at håndtere disse. Jeg har et ønske om at nogen måske kan bruge nogen af mine erfaringer til noget, men ikke mindst, så vil jeg øve mig i at sætte ord på mine tanker og følelser.
Jeg har længe - som i rigtig længe - overvejet at oprette en blog, men har ikke turde. Og hvad er der så lige at være bange for tænker du måske, men tro mig, det er der rigtig mange bud på i mit hoved. Sådan er det med mange ting, og det er nok noget der kommer til at give sig til udtryk på denne blog.
Jeg vil fortælle kort om mig selv og hvor jeg står i mit liv, og hvad tanken med denne blog er;
Først og fremmest, så er jeg en ung kvinde, med mange tanker omkring livet og tilværelsen. Dette er meget udpræget for mig, og på papiret kaldes det for diagnoser. Jeg har en hel række af dem, deriblandt borderline personlighedsforstyrrelse, dependent personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse og angst. Selvfølgelig er jeg på trods af disse 'titler' stadig bare mig, men jeg har altså nogle ting med i bagagen, som med al sin magt forsøger at gøre livet svært for mig - og det lykkes desværre meget godt.
Derfor kan titlen på min blog måske også undre lidt, for elsker jeg livet? JA, i bund og grund så elsker jeg livet, men somme tider, så kan jeg godt synes det er fandenivolsk og skide træls - men jeg bryder mig heller ikke om alternativet!
Så denne blog vil primært komme til at indeholde mine tanker om livet med dets op- og nedture og ikke mindst vejen til at lære at håndtere disse. Jeg har et ønske om at nogen måske kan bruge nogen af mine erfaringer til noget, men ikke mindst, så vil jeg øve mig i at sætte ord på mine tanker og følelser.
Abonner på:
Opslag (Atom)