Mine ambitioner gik igen i vasken. Jeg har flere gange i løbet af ugen tænkt at NU ville jeg skrive et indlæg her, men så er tiden alligevel fløjet fra mig og overskuddet har været væk. Men nu er der lidt herfra igen.
Studiestarten gik overraskende godt. Den nye klasse virker rigtig sød, men jeg kan godt mærke det kræver kræfter og tid at finde min plads. Jeg har nu været i skole tre dage på en uge og hold nu kegle hvor er jeg smadret! Okay, to af dagene har også været intense fra 8-13-14 stykker, men alligevel. Prøver ikke at dunke mig selv i hovedet med det dalene overskud, men det er svært!
Meningen med at jeg kun er deltidsstuderende det næste halve år, er at der stadig skal være overskud til behandlingen, og at jeg gerne skulle få øvet mig i at læse noget stof. Synes bare det er rigtig svært, fordi jeg er så træt efter en skoledag, og de andre dage kværner bekymringerne rundt i mit hoved, så jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Samtidig med at jeg også gerne vil holde fast i nogle af de ting der gør mig glad, fx at ride, at holde foredrag og ikke mindst min nye kæreste. Samtidig er behandlingen jo også stadig intens, omend jeg ikke har haft det store overskud til at "rykke" den sidste uge - tværtimod føles det som om jeg er sat en masse tilbage :(
Gruppedelen har været ret svær for mig de sidste to gange, og det synes jeg er virkelig frustrerende. Samtidig sker der bare så meget i mine tanker med gruppen, studiet, kæresten osv. at jeg ikke aner hvad der er vigtigst at arbejde med i den individuelle terapi. Og så ender det med at jeg bare giver op og lader stå til - hvilket jo ikke er effektivt. Det er svært at finde balancen mellem at bruge al energien og så spare lidt på den og tage nogle pauser for mig selv.
Alligevel blomstrer kærligheden. Kan dog mærke at mit manglende overskud forsøger at spænde ben for det, men jeg holder ud! Håber virkelig at få tid til at snakke med min terapeut omkring det på onsdag, inden jeg kommer til at ødelægge det for os. Tankerne om at han en dag forlader mig, at jeg får ham skræmt væk eller at jeg knækker ham, det er svært at håndtere. Vi taler meget åbent om langt det meste, hvilket virkelig er en lettelse, men frygten for at skræmme ham, får mig alligevel til at gemme nogle ting væk, eller i hvert fald forsøge på det. Og det med at mærke efter. Mærke hvornår jeg har brug for at være alene og trække vejret. Det er virkelig svært, for forelskelsen gør jo at jeg har lyst til at være sammen med ham konstant! Men ja, det er jo meget nyt og det er stadig lidt kaotisk i min hjerne, så jeg ser virkelig frem til at få snakket med min terapeut omkring det snart!
Alt i alt kører jeg stadig med fuld fart derudaf, men jeg er bange for at jeg ikke kan holde til det meget længere. Så jeg er glad for at jeg kun skal i skole én dag i næste uge og så fra torsdag har jeg ikke nogle aftaler.
lørdag den 31. august 2013
onsdag den 21. august 2013
Fart over feltet!
Så er det på mandag det går løs; jeg starter op på studiet igen! Jeg glæder mig super meget til at komme i gang igen, jeg savner det faglige, det sociale, at have en meningsfuld hverdag. Når det så er sagt, så har det også givet mig bekymringer den sidste tid. Hvordan bliver det at komme ind i en ny klasse? Kan jeg klare det faglige? Kan jeg fastholde det gode humør? osv osv. Derudover har der jo, som skrevet tidligere, været problemer i forhold til den støtte jeg før har fået på studiet, fordi jeg stadig er delvist sygemeldt. Men i går aftes kom der så gode nyheder! Jeg har fået bevilget timer til dette semester, og endda mange flere end vi formentlig får brugt. Mit sikkerhedsnet er intakt og det giver mig SÅ meget ro og mod på det hele.
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
Derudover er der en anden god nyhed. For et par indlæg siden skrev jeg om at have handlet modsat, og jeg var endt med at have en hyggelig aften sammen med nogle af mine naboer og nogle af deres kammerater, og faldt i snak med en af dem. Det skulle vise sig at være en fantastisk aften at have valgt at handle modsat mine følelser på, for det ene tog det andet, han inviterede mig på en date, og i går blev det officielt, at vi nu er et par! Det har ikke været uden bekymringer i mit sind - surprise! Jeg har heldigvis holdt rigtig meget ud og ikke overfuset ham med hvordan han dog kunne holde af mig, hvorfor han gad være sammen med mig osv, som jeg ellers plejer at plapre ud med. Alligevel har jeg været åben omkring de ting jeg tumler med, og han håndterer det bare så godt! Tror aldrig jeg har følt sådan en ro i relationen med en fyr før, fordi det netop vækker så mange følelser; glæde og angst i én stor blanding. Men alt i alt har de sidste par uger været fantastiske, og jeg nyder langt de fleste øjeblikke. Omvendt kan jeg også mærke, at jeg hurtigt bliver fyldt op, og det skal jeg lige lære at mærke efter og respektere, men igen, han er fantastisk til at håndtere det. Vi kan snakke om tingene og respekterer hinandens behov. Jo, jeg er forelsket ;)
Så alting er meget nyt lige nu, og der sker rigtig mange ting inden i mig. Men jeg synes jeg håndterer det langt bedre end jeg fx gjorde for et halvt år siden, og det er virkelig dejligt at kunne mærke det! Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er kommet i DAT og jeg er sikker på, at jeg nok skal rykke mig endnu mere før jeg stopper dernede. Samtidig er der i skrivende stund også en lille snert af frygt inden i mig. Frygten for at det ikke holder, at det hele pludselig vælter fra det ene øjeblik til det andet, at jeg ikke kan klare det hele. Men jeg prøver at bruge min wisemind og fornuft og minde mig selv om at jeg har et godt bagland og alt den støtte jeg kunne drømme om professionelt. Og så tager jeg én dag af gangen..
mandag den 12. august 2013
Mærker glæden, sådan rigtigt!
Hvornår har du sidst pjasket i vandpytter iført gummirøjsere? Hvornår har du sidst smilet til verden, på trods af gråvejr? Og hvornår har du sidst mærket glæden, og ladet den blive?
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
Det har jeg i dag! :D
Tiden flyver af sted for mig i øjeblikket, og faktisk har jeg svært ved at følge med. Der sker så mange ting lige for tiden, og det skaber endnu flere tanker i mit lille hoved. Så meget at jeg har svært ved at skille tingene ad og tænke klart. Men det er alligevel anderledes i disse dage end tidligere. Hvor jeg førhen straks ville sætte mig ned og lade håbløsheden overmande mig, tager jeg nu mere let på tingene. Bekymringerne er der, jovist, men de invaliderer mig ikke på samme måde. Er "selvfølgelig" betænkelig ved at skrive dette, for holder det nu ved, og vælter læsset lige pludselig, fordi jeg ser anderledes på tingene? Måske, jeg aner det ikke, men lige nu vælger jeg at nyde det.
Og valg er netop noget der fylder meget for mig for tiden. Føler hele tiden at jeg står over for valg, små som store, men valg hvor jeg kan vælge at gå til højre eller venstre. Jeg kan ikke med sikkerhed sige hvilke konsekvenser de forskellige veje vil have, men jeg har jo trods alt erfaringer med en del af tingene. Ikke nødvendigvis gode erfaringer, men dog erfaringer, og dem kan jeg vælge at bruge. Og det er netop hvad jeg øver mig i for tiden. Med andre ord, at handle anderledes, måske endda modsat af hvad jeg plejer at gøre eller hvad mine følelser har lyst til at jeg gør. Det kan være skræmmende i situationen, og kræver til tider rigtig meget mod og vilje, men faktum er, at det i langt de fleste tilfælde virker!
Fx en aften i sidste uge, hvor jeg faktisk havde haft nogle svære tanker først på aftenen, og bare havde lyst til at æde mig ud af det. Jeg havde ikke spist noget siden engang om eftermiddagen, så tidspunktet var også "perfekt". Men jeg havde også i noget tid overvejet om jeg skulle tage til udendørs biograf om aftenen, men alligevel ikke rigtig fået gjort noget ved det. Skæbnen viste sig så, at nogle af mine naboer havde tænkt sig at tage med, og efter lidt tanke-kampe i mit hoved, fik de mig overtalt til at tage med. Var lidt betænkelig fordi jeg ikke havde nået at få noget mad, men det på trods, så viste det sig at blive en helt vildt hyggelig aften, og jeg faldt også i snak med en af min nabos kammerater. Vi snakkede super godt sammen, og det endte med at han fulgte mig hele vejen hjem, fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Tænk hvis jeg ikke var taget med! Så havde jeg bare siddet hjemme og haft ondt af mig selv. Proppet mig med mad, og derefter skammet mig gul og blå og hadet mig selv. I stedet fik jeg en hyggelig aften og lærte et nyt fantastisk menneske at kende. Skønt! :)
Succesen vil ingen ende tage! For inden sommerferien fik jeg en opgave af min studiestøtte (SPS). Jeg skulle forsøge at læse en bog, hvilken som helst, bare noget der fangede mig, dog helst ikke noget selvhjælp. Havde næsten opgivet for forhånd, fordi min koncentration det sidste år eller to har været yderst begrænset. Jeg kunne sætte mig og læse i en bog og læse det samme lille afsnit mange gange, og stadig ikke huske hvad der stod. Mine tanker fløj simpelthen af sted. Men nu er det lykkes! Jeg har snart læst en hel bog på knap 300 sider. :D Endda på omkring to uger, faktisk har jeg kun læst i den 4-5 gange, men har formået at fastholde koncentrationen længe af gangen. Der har selvfølgelig været nogle gange, hvor jeg lige skulle læse et afsnit igen, fordi tankerne var fløjet et andet sted hen, men jeg har formået langt de fleste gange, at vende opmærksomheden tilbage til læsningen.
Bogen har gjort sit, det må jeg sige, for den er virkelig fængende. Den handler om Ole Henriksen, men det er ikke en almindelig biografi, hvor han fortæller om sit liv. Det er en dansk producer - mener jeg at han er - som flere gange har besøgt Ole og hans mand Laurence over en lang periode, og haft snakke med dem omkring deres syn på forskellige aspekter i livet. Bl.a. karriere, lykke, partnerskab osv. Det er som at være tilskuer til deres samtaler, og samtidig er det vildt interessant. Den måde de bare "snakker" løst og fast om alting, der er fantastisk. Og det handler ikke kun om Ole, den inddrager lige så meget hans mand, men også produceren, som jo egentlig "bare" er interviewer. Han er lige så stor en del af det, og giver også meget af sig selv. Nu er jeg også generelt vildt med Ole Henriksen og hans syn på livet, men denne bog har gjort endnu mere for mig end jeg havde troet. Jeg er af den holdning, at man ikke "bare" kan tage sig sammen og se lyst på tingene, og bare kan smile til alt og alle og så går det hele nok. Men på en eller anden måde, så har han en pointe. Og i hvert fald, så har jeg fået det ud af det, og, nu jeg tænker mig om, måske også lidt fra sessionen med Equine Mind Movers (heste "coachingen"), at hvis man omgiver sig med positive mennesker, og dem der vil en det godt, så smitter det! Den er først rigtig gået op for mig i dag, men vil nok sætte lidt flere ord på en anden dag.
Nu blev det igen igen ret langt, men jeg vil også runde af, for jeg har helt ondt i hovedet af at smile så meget i dag! Hvor tit sker det lige? Sidst det skete for mig, var til min konfirmation, og det er alligevel 8 år siden!! Og som jeg husker det, så var det ikke engang ægte glæde og smil, men mere en 'pligt'. I dag er det ægte. Jeg mærker det helt ned i maven, i hele kroppen faktisk. En lethed uden lige. Måske det ikke varer evigt, men i hvert fald har jeg nydt det i dag, og så vil jeg bare ønske at der kommer flere af de her dage i fremtiden, og ikke mindst, at andre kan få lov til at opleve det samme!
lørdag den 3. august 2013
Overloaded
Sådan føles det i mit hoved. Der sker tusind ting og kan ikke finde hoved og hale i noget af det. Kan ikke gribe fat i en enkelt ting og tage fat i den og hive den ud, det hele er et stort kludder mudder!
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
En af de ting der fylder rigtig meget, er den oplevelse med hestene, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg var jo en slags eksamen, fordi hende der var 'terapeut' først er ved at være færdiguddannet her i august. Derfor vil hun også gerne have at jeg skriver noget om hvordan det var, men hun har ikke specifikt sagt hvad hun gerne vil vide. Og dét er der min hjerne kokser. For hvad er vigtigt at få med, hvad vil hun gerne vide, hvordan skal jeg formulere det osv. osv. Kaos! Hvis jeg bare kunne sætte mig og skrive non stop og så sortere i det bagefter, eller måske endda bare give hende det som det var, men nej. Får helt og aldeles skriveblokade og kan intet. Bare tanken om at sætte mig ned og skrive noget, får mig til at panikke.
Desværre genkender jeg situationen. Fra eksaminer eller vigtige opgaver. Præcis det samme, jeg får udrettet nul og niks. Til gengæld kommer der en masse overspringshandlinger ud af det, og jeg får som regel gjort nogle ting som jeg ellers sjældent får gjort af mig selv - så lidt godt kommer der da ud af det. Men altså, det holder jo ikke! Slet ikke lige nu, for lige nu går det ikke kun ud over mig selv, det går ud over en anden, og tilmed en vigtig eksamen, hendes afsluttende eksamen. Dét kan jeg ikke tillade mig! Og så har det jo også betydning for min egen fremtid, det er jo noget der går igen, og det kan jo ikke blive ved med at gå..
Men hey, nu lykkes det alligevel at holde fokus på én af tingene imens jeg skrev her, så meget at de andre ting "forsvandt". Måske er det her skriveri ikke helt tosset alligevel :)
En anden ting der også fylder rigtig meget, men som også har drevet mig ud i overspringshandler de sidste par dage, er mit afslag på SPS støtte i det næste halve år. Det går mig virkelig meget på, og nu er fristen for at klage snart nået. Ovenpå panikken den anden dag, lykkes det mig at få hjælp til en beslutning omkring hvad jeg nu skulle gøre. Den studievejleder som har skrevet ansøgningen og som står for SPS kommer tilbage fra ferie på mandag, og der skal jeg så kontakte hende, og håbe på at hun har tid til at hjælpe mig med at skrive en klage. Ville ønske det kunne give mig helt ro, for ventetiden er egentlig ok. Der er bare to problemer: 1. at jeg selvom jeg får klaget, langt fra er sikker på at få tilkendt støtten, og 2. at jeg ikke har den største tillid til min studievejleder. De sidste par gange har været okay, men der har min støtteperson også været med til møderne. Tidligere har hun givet udtryk for at hun ikke troede på at jeg var egnet/klar til uddannelsen og jeg måske bare skulle finde på noget andet. I det hele taget frygter jeg at hun vil sige som sekretæren jeg snakkede med i mandags, "at jeg da bare må skrive en klage" - færdig bum! Men igen, skriveblokade! Min terapeut spurgte faktisk ind til det i onsdags, og jeg kunne promte svare på hendes spørgsmål omkring det. Hun sagde så at det var de ting jeg skulle skrive i en klage, men når jeg så skal formulere det på skrift, så går jeg i baglås. Faktisk ligesom ovenstående med heste-"terapien". Hvis nogen spørger til det, eller hvis jeg havde nogle spørgsmål at gå ud fra, så tror jeg faktisk nemt jeg kunne skrive nogle fyldestgørende svar og måske også sammenfatte en tekst til sidst, uden spørgsmålene. Men udgangspunktet, det kan jeg ikke undvære, så er jeg blank. Vildt frustrerende!! :(
Ja, og så synes jeg bare der er mange mindre ting der svømmer rundt i mit hoved og ikke rigtig vil finde ro, som om de er uafsluttede og vil have min opmærksomhed. Okay, måske er lidt mærkeligt billede, men sådan føles det.. Og så svinger det. Hvis jeg bliver afledt på den rigtige måde, så kan jeg godt være glad og sprudlende, men titter der en tanke frem, så skal jeg kæmpe mellem dem og nuet. Synes jeg er blevet bedre til at skubbe dem væk, i det mindste lige for tiden, men problemet er at de jo dukker op igen og igen, ind til de er "løst". Dog har jeg faktisk formået at læse 100 sider i en bog siden i går, og det er ret stort for mig! Jeg kæmper så meget med koncentrationen, at selv 2-3 siders læsning kan være helt uoverkommeligt. I hvert fald hvis jeg skal forstå eller huske hvad der står. Ellers er det bare som om at jeg kan læse de samme få linjer og stadig ikke huske hvad jeg har læst og så giver jeg op. Men den her bog har virkelig fanget mig, og det er fantastisk. Håber på at kunne fortælle min støtteperson om 2½ uge, at jeg har fået læst en hel bog! :)
mandag den 29. juli 2013
Panik!
I dag var dagen hvor jeg endelig kunne få kontakt til skolen og få hjælp og råd omkring at klage over mit afslag på studiestøtte (SPS). Startede med at ringe til den sekretær som står for ansøgninger om SPS, su osv. Hun havde så stadig ferie, ja faktisk tre uger endnu. Klagen skal falde om godt en uge, så det kan jeg jo ikke vente på. Blev så stillet videre til en anden, men hun var ikke særlig venlig. Hun mente bare at jeg skulle skrive en klage og sende. JA dame!, det er jo derfor jeg ringer, for at få hjælp til det. :( Blev helt slået ud og brød helt sammen bagefter. Sundede mig alligevel lidt og tog mod til at ringe til min studievejleder; telefonsvarer og ferie i endnu en uge! PIS. Prøvede den anden studievejleder, bare for at gøre et eller andet, men nej, uden held. Brugte så et par timer på at gå rundt om mig selv og overveje hvad jeg skulle stille op. Min fornuft mente at jeg skulle ringe til hende på skolen igen og spørge om jeg i det mindste kunne få en kopi af ansøgningen, så jeg havde noget at skrive klagen ud fra. Men følelserne skreg nej! Frygtede at jeg bare ville blive overrumplet igen og bryde sammen. Besluttede derfor at tage min veninde under armen og køre ud på skolen og bede om det. Ved ikke om det var godt eller skidt, for det var ca. samme oplevelse som i telefonen. Følte mig som en komplet idiot og ikke særlig vel taget imod. Men jeg fik fremstammet mit ønske og kom også derfra med et stykke papir! Sejren var dog kort, for allerede uden for skolen opdagede jeg at det var en gammel ansøgning jeg havde fået. Fra sidste sommer, hvor min situation var helt anderledes. Mistede totalt modet og havde min veninde ikke været der, så havde jeg sat mig til at tude og havde sikkert siddet der endnu.. Havde virkelig lyst til at opgive det hele, for den støtte betyder så enormt meget for mig, og jeg kan slet ikke overskue at komme i gang med studiet igen, uden den.
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.
Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.
Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!
onsdag den 24. juli 2013
Vilde oplevelser
Sikke en dag! Først og fremmest så har jeg sovet mildest talt elendigt de sidste to nætter, så jeg er meget forundret over hvordan netop de to dage er gået over al forventning. Har vendt og drejet mig om natten, vågnet og troet jeg havde sovet over mig og følt ubehag i hele kroppen. Jævnt frustrerende, når man normalt er meget sensitiv omkring sin søvn, som jeg er.
Startede dagen ud med at være i DAT og det var lidt overvældende. Min terapeut havde glemt at sige til mig i går, at deres socialrådgiver ville deltage i starten, for lige at komme med på råd angående mit afslag på SPS. Det er noget som normalt ville have væltet mig omkuld, men jeg var helt rolig. Resten af samtalen var god. I den forstand at vi fik snakket om nogle vigtige ting. Jeg tror egentlig at jeg havde forventet en noget anden retning og slet ikke at vi var kommet så dybt, men igen, jeg blev ikke slået ud af det.
Eftermiddagen stod på stranden igen og det var skønt! Klikker bare super godt med hende fra gruppen og vi snakker bare om alt mellem himmel og jord. Som jeg forestiller mig et helt normalt afslappet venindeforhold. Virkelig fed følelse!!
Her til aften stod det så på dagens, ja måske ugens eller månedens oplevelse. Jeg var så heldig at være "forsøgskanin" til "Equine Mind Movers", læs om det her: http://eqmm.dk/ Kender en som skal til at skrive eksamen, og hun skulle derfor bruge en til at skrive om, og jeg var heldig. Og hold nu op! Var faktisk ikke rigtig sikker på hvad det gik ud på, men besluttede at gå ind i det med åbent sind, fordi jeg synes det lød rigtig spændende. Havde længe overvejet en session, men holdt lidt igen, fordi jeg var bange for at der blev pillet ved noget 'farligt'. Det var bare ikke farligt - okay lige bortset fra at hesten trådte mig over foden :/
Hun startede med lige at fortælle hvad der skulle ske og så gik vi op til folden hvor 3 af hendes heste stod. Jeg skulle så mærke efter om jeg følte mig specielt tiltrukket af en eller flere af dem. Følte en kontakt med en af dem, og den blev så lukket ind på banen. Så gik vi hen i den anden ende af banen og lavede en slags mindfulnessøvelse. Gennemgik faktisk hele kroppen fra top til tå, med at mærke de forskellige steder. Ret udfordrende, men synes faktisk jeg klarede det overraskende godt. Især i betragtning af at jeg blev angrebet af myg og lignende flere gange. Hun fortalte da vi var helt færdige, at hestene havde været meget urolige på folden. Ydermere at hendes ene hest normalt gik ret hurtigt, fordi der ikke var "noget for ham at lave", men han virkede meget interesseret i mig. Det var dog ikke ham jeg valgte.
Efter mindfulnessen gik vi ind til hesten. Jeg måtte bare gå rundt og mærke, så tæt på eller langt fra jeg ville. Og så kom følelserne, og nok også lidt tanker. Han søgte mig og gnubbede op af mig og jeg mærkede ked af det heden og ensomheden. Men så snart jeg røg ud af følelsen, så gik hesten! Virkelig syrealistisk at opleve for jeg kunne ingenting gøre, andet end at forsøge at komme tilbage i følelsen, for så kom hesten tilbage. Sådan gik det frem og tilbage og mærkede efterhånden at han ligesom havde et budskab. Han puffede til mig og gik ind i mig, som om han sagde: "hallo, fat det nu!". Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle fatte. Efterhånden, og med vejledning fra 'coachen' kom jeg frem til at han ville fortælle mig at jeg skulle tage imod den omsorg han faktisk gav mig, når han gnubbede sig og nærmest krammede mig. Havde det været et menneske, havde det været en trygt og omsorgsfuldt knus! Samtidig fik jeg også virkelig træls associationer til mit liv når han puffede til mig, gik fra mig og en enkelt gang endda jokkede mig over foden. For det er jo sådan jeg lader andre behandle mig, og måske endnu vigtigere; behandler mig selv! Samtidig oplevede vi også flere gange, at jeg 'jagede' coachen væk. Som om han vidste at det distraherede mig hvis hun var for tæt på, jeg skulle fokusere udelukkende på ham! Han gjorde det flere gange og meget tydeligt.
De to andres heste var gået væk og ned i deres hal, men pludselig kom de løbende og især den, som hun havde sagt i starten ikke plejede at vise interesse, men som havde gjort det for mig, kom nærmest løbende op til os. Så stod den på den anden side af hegnet og jeg skulle prøve at "connecte" med ham. Lidt kort fortalt, så fik jeg følelsen af at han prøvede at forklare, at jeg skulle tænke på mig selv først. Den måde han skubbe den anden væk og ligesom stillede sig op, det stod bare klart for mig. Tror kun der gik 2 min. så prustede han og gik sin vej igen. Så var han 'job' klaret.
Alt i alt var det en virkelig vild oplevelse! Jeg grinte flere gange, fordi det hele var så tydeligt og alligevel så mærkeligt, samtidig med at jeg jo faktisk følte ked af det heden og ensomhedsfølelsen. Som jeg også sagde til coachen bagefter, så følte jeg det mest som, jeg tænker andre må have det hvis de har set spøgelser eller oplevet noget andet unaturligt. Virkelig mærkeligt og fantastisk på én gang! Hvis ikke jeg var fattig studerende, så ville jeg helt sikkert komme igen mange gange, men foreløbig vil jeg se om der måske kan blive råd til en enkelt gang i næste måned. Også afhængig af hvad hun tager når hun nu bliver færdig :( Og så tænker jeg også meget på at jeg ikke skal blande for meget sammen med DAT, men umiddelbart er min frygt omkring at det ville påvirke DAT behandlingen voldsomt, gjort til skamme. Selvfølgelig kan der komme efterreaktioner, men hun siger at man ikke arbejder med mere end man er klar til, og det er også den følelse jeg sidder med her til aften. Det var overvældende, ja, men ikke traumatisk eller på nogen måde lignende.
Det blev et rigtig langt indlæg herfra, men jeg vil bare så gerne dele den oplevelse med verden. Ville ønske alle kunne prøve det der!
Men nu vil jeg tiltrængt kravle i seng og håbe at visheden om at jeg kan sove lige så længe jeg vil i morgen, kan give mig en rolig og god nattesøvn.
Startede dagen ud med at være i DAT og det var lidt overvældende. Min terapeut havde glemt at sige til mig i går, at deres socialrådgiver ville deltage i starten, for lige at komme med på råd angående mit afslag på SPS. Det er noget som normalt ville have væltet mig omkuld, men jeg var helt rolig. Resten af samtalen var god. I den forstand at vi fik snakket om nogle vigtige ting. Jeg tror egentlig at jeg havde forventet en noget anden retning og slet ikke at vi var kommet så dybt, men igen, jeg blev ikke slået ud af det.
Eftermiddagen stod på stranden igen og det var skønt! Klikker bare super godt med hende fra gruppen og vi snakker bare om alt mellem himmel og jord. Som jeg forestiller mig et helt normalt afslappet venindeforhold. Virkelig fed følelse!!
Her til aften stod det så på dagens, ja måske ugens eller månedens oplevelse. Jeg var så heldig at være "forsøgskanin" til "Equine Mind Movers", læs om det her: http://eqmm.dk/ Kender en som skal til at skrive eksamen, og hun skulle derfor bruge en til at skrive om, og jeg var heldig. Og hold nu op! Var faktisk ikke rigtig sikker på hvad det gik ud på, men besluttede at gå ind i det med åbent sind, fordi jeg synes det lød rigtig spændende. Havde længe overvejet en session, men holdt lidt igen, fordi jeg var bange for at der blev pillet ved noget 'farligt'. Det var bare ikke farligt - okay lige bortset fra at hesten trådte mig over foden :/
Hun startede med lige at fortælle hvad der skulle ske og så gik vi op til folden hvor 3 af hendes heste stod. Jeg skulle så mærke efter om jeg følte mig specielt tiltrukket af en eller flere af dem. Følte en kontakt med en af dem, og den blev så lukket ind på banen. Så gik vi hen i den anden ende af banen og lavede en slags mindfulnessøvelse. Gennemgik faktisk hele kroppen fra top til tå, med at mærke de forskellige steder. Ret udfordrende, men synes faktisk jeg klarede det overraskende godt. Især i betragtning af at jeg blev angrebet af myg og lignende flere gange. Hun fortalte da vi var helt færdige, at hestene havde været meget urolige på folden. Ydermere at hendes ene hest normalt gik ret hurtigt, fordi der ikke var "noget for ham at lave", men han virkede meget interesseret i mig. Det var dog ikke ham jeg valgte.
Efter mindfulnessen gik vi ind til hesten. Jeg måtte bare gå rundt og mærke, så tæt på eller langt fra jeg ville. Og så kom følelserne, og nok også lidt tanker. Han søgte mig og gnubbede op af mig og jeg mærkede ked af det heden og ensomheden. Men så snart jeg røg ud af følelsen, så gik hesten! Virkelig syrealistisk at opleve for jeg kunne ingenting gøre, andet end at forsøge at komme tilbage i følelsen, for så kom hesten tilbage. Sådan gik det frem og tilbage og mærkede efterhånden at han ligesom havde et budskab. Han puffede til mig og gik ind i mig, som om han sagde: "hallo, fat det nu!". Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle fatte. Efterhånden, og med vejledning fra 'coachen' kom jeg frem til at han ville fortælle mig at jeg skulle tage imod den omsorg han faktisk gav mig, når han gnubbede sig og nærmest krammede mig. Havde det været et menneske, havde det været en trygt og omsorgsfuldt knus! Samtidig fik jeg også virkelig træls associationer til mit liv når han puffede til mig, gik fra mig og en enkelt gang endda jokkede mig over foden. For det er jo sådan jeg lader andre behandle mig, og måske endnu vigtigere; behandler mig selv! Samtidig oplevede vi også flere gange, at jeg 'jagede' coachen væk. Som om han vidste at det distraherede mig hvis hun var for tæt på, jeg skulle fokusere udelukkende på ham! Han gjorde det flere gange og meget tydeligt.
De to andres heste var gået væk og ned i deres hal, men pludselig kom de løbende og især den, som hun havde sagt i starten ikke plejede at vise interesse, men som havde gjort det for mig, kom nærmest løbende op til os. Så stod den på den anden side af hegnet og jeg skulle prøve at "connecte" med ham. Lidt kort fortalt, så fik jeg følelsen af at han prøvede at forklare, at jeg skulle tænke på mig selv først. Den måde han skubbe den anden væk og ligesom stillede sig op, det stod bare klart for mig. Tror kun der gik 2 min. så prustede han og gik sin vej igen. Så var han 'job' klaret.
Alt i alt var det en virkelig vild oplevelse! Jeg grinte flere gange, fordi det hele var så tydeligt og alligevel så mærkeligt, samtidig med at jeg jo faktisk følte ked af det heden og ensomhedsfølelsen. Som jeg også sagde til coachen bagefter, så følte jeg det mest som, jeg tænker andre må have det hvis de har set spøgelser eller oplevet noget andet unaturligt. Virkelig mærkeligt og fantastisk på én gang! Hvis ikke jeg var fattig studerende, så ville jeg helt sikkert komme igen mange gange, men foreløbig vil jeg se om der måske kan blive råd til en enkelt gang i næste måned. Også afhængig af hvad hun tager når hun nu bliver færdig :( Og så tænker jeg også meget på at jeg ikke skal blande for meget sammen med DAT, men umiddelbart er min frygt omkring at det ville påvirke DAT behandlingen voldsomt, gjort til skamme. Selvfølgelig kan der komme efterreaktioner, men hun siger at man ikke arbejder med mere end man er klar til, og det er også den følelse jeg sidder med her til aften. Det var overvældende, ja, men ikke traumatisk eller på nogen måde lignende.
Det blev et rigtig langt indlæg herfra, men jeg vil bare så gerne dele den oplevelse med verden. Ville ønske alle kunne prøve det der!
Men nu vil jeg tiltrængt kravle i seng og håbe at visheden om at jeg kan sove lige så længe jeg vil i morgen, kan give mig en rolig og god nattesøvn.
tirsdag den 23. juli 2013
Kan det passe?
Jeg sidder og undrer mig her til aften. Tænker tilbage på dagen, inden jeg kan lave mit dagbogsskema. Hvordan har dagen været? Hvordan har jeg haft det? Har jeg brugt færdigheder?
Umiddelbart fantastisk dejlig dag, jeg har haft det godt, grint og smilet og nydt livet - og uden synderlig brug af færdigheder. Men kan det dog passe? Jeg er forvirret.
Dagen stod på sommergruppe, lidt af en omvæltning, da der er mange nye ansigter. Men det var anden gang i dag, og derfor lidt nemmere. Og så havde jeg jo de andre fra gruppen. Den ene er begyndt at køre med mig, og det er bare en kæmpe lettelse. Hun giver mig en helt fantastisk ro og lethed. Ydermere havde JEG taget mod til at spørge om hun ville med på stranden efter gruppe i dag, og hun havde sagt ja! Jeg glædede mig, men var samtidig også lidt nervøs. Hvad ville de andre fra gruppen sige til at kun os to skulle på stranden og ikke havde spurgt dem? Skam til op over begge ører! Men det var det, da vi var færdige i gruppen var hendes ro der igen, og skammen fik kamp til stregen. Fik sagt det højt, hun genkendte følelsen og det var det! Resten af dagen blev nydt. Vi hyggede os virkelig meget og endte med at bruge 5 timer på stranden, bare med snak, hygge og ren afslapning.
I gruppen var jeg lidt fraværende. Tror det kom mest af min hjernerystelse fra i fredags (fik en båd i hovedet!!) og vi skulle se film med Marsha Linehan, ligesom sidst. Det var rigtig spændende, og knap så provokerende som sidst, men fik hurtigt ondt i hovedet af at kigge på skærmen og koncentrere mig. Sjovt nok havde vi om mindfulness og hvad det indebærer, og tog flere gange mig selv i at være selvdømmende, fordi jeg frygtede hvad andre tænkte, om at jeg ikke fulgte med på skærmen hele tiden. Men fik det skubbet væk.
Sluttede dagen af med en sms fra hende jeg var på stranden med i dag, der spurgte om hun måtte komme med igen i morgen. Dét var virkelig en skøn besked at få, for det tyder jo på at hun har hygget sig lige så meget som mig. Selvom hun også sagde det da vi kom hjem, så får jeg bare tit den tanke, at "det skal hun jo sige for at være sød". Den er så indgroet i mig, så at hun ligefrem viser det med handling, det er virkelig fedt for mig! Ydermere bliver det måske lidt nemmere at udholde nervene inden jeg skal snakke med min terapeut, når hun er med i bilen. Ved ikke hvorfor jeg er så nervøs omkring dét for tiden, men det må jeg lige prøve at lægge mærke til - apropos mindfulness og opmærksomhedsfærdigheder :)
Umiddelbart fantastisk dejlig dag, jeg har haft det godt, grint og smilet og nydt livet - og uden synderlig brug af færdigheder. Men kan det dog passe? Jeg er forvirret.
Dagen stod på sommergruppe, lidt af en omvæltning, da der er mange nye ansigter. Men det var anden gang i dag, og derfor lidt nemmere. Og så havde jeg jo de andre fra gruppen. Den ene er begyndt at køre med mig, og det er bare en kæmpe lettelse. Hun giver mig en helt fantastisk ro og lethed. Ydermere havde JEG taget mod til at spørge om hun ville med på stranden efter gruppe i dag, og hun havde sagt ja! Jeg glædede mig, men var samtidig også lidt nervøs. Hvad ville de andre fra gruppen sige til at kun os to skulle på stranden og ikke havde spurgt dem? Skam til op over begge ører! Men det var det, da vi var færdige i gruppen var hendes ro der igen, og skammen fik kamp til stregen. Fik sagt det højt, hun genkendte følelsen og det var det! Resten af dagen blev nydt. Vi hyggede os virkelig meget og endte med at bruge 5 timer på stranden, bare med snak, hygge og ren afslapning.
I gruppen var jeg lidt fraværende. Tror det kom mest af min hjernerystelse fra i fredags (fik en båd i hovedet!!) og vi skulle se film med Marsha Linehan, ligesom sidst. Det var rigtig spændende, og knap så provokerende som sidst, men fik hurtigt ondt i hovedet af at kigge på skærmen og koncentrere mig. Sjovt nok havde vi om mindfulness og hvad det indebærer, og tog flere gange mig selv i at være selvdømmende, fordi jeg frygtede hvad andre tænkte, om at jeg ikke fulgte med på skærmen hele tiden. Men fik det skubbet væk.
Sluttede dagen af med en sms fra hende jeg var på stranden med i dag, der spurgte om hun måtte komme med igen i morgen. Dét var virkelig en skøn besked at få, for det tyder jo på at hun har hygget sig lige så meget som mig. Selvom hun også sagde det da vi kom hjem, så får jeg bare tit den tanke, at "det skal hun jo sige for at være sød". Den er så indgroet i mig, så at hun ligefrem viser det med handling, det er virkelig fedt for mig! Ydermere bliver det måske lidt nemmere at udholde nervene inden jeg skal snakke med min terapeut, når hun er med i bilen. Ved ikke hvorfor jeg er så nervøs omkring dét for tiden, men det må jeg lige prøve at lægge mærke til - apropos mindfulness og opmærksomhedsfærdigheder :)
lørdag den 20. juli 2013
Forvirring på højt plan!
Når tingene er lidt usikre, så er det virkelig angstprovokerende at skulle snakke med min terapeut, og i går var ingen undtagelse. Synes vi havde en lidt rodet samtale, og jeg havde svært ved at være til stede. Mine tanker kredsede om alt det der ikke blev sagt, om hvad hun mon tænkte osv. osv. Fx den evige følelse af at andre synes jeg klarer alting så godt og at jeg da ikke har brug for hjælp, samtidig med at jeg indeni har lyst til at SKRIGE på hjælp. Som om min verden og omverdenen slet ikke hænger sammen.
Hvis jeg skal prøve at se på det med andre øjne, så er det måske fordi det netop skifter så meget for mig. Det ene øjeblik har jeg det ok, det næste vælter alting. Og så den skide facade! Tror virkelig den ubevidst er på overarbejde for tiden. I hvert fald ville det give god mening i forhold til at andre ser noget andet end jeg oplever. Men who knows?
Så ja, forvirring! Og som om det ikke var nok, så har jeg virkelig svært ved at mærke efter hvad jeg vil for tiden - eller det er jo egentlig ikke noget nyt, men som jeg også skrev den anden dag, så er opmærksomheden blevet større, og det er lidt frustrerende. Det sætter virkelig mine grænsesætning på prøve. Førhen har jeg jo bare gjort ting uden at mærke efter, før jeg bagefter måske har fortrudt eller mere sandsynligt; skammet mig. Men nu mærker jeg det oftere og oftere inden, hvilket jo i princippet er godt, men hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare gøre det, nu med opmærksomhed på at jeg måske egentlig ikke har lyst, men ikke synes jeg kan tillade mig at sige fra - ja, skam igen igen - og hvis jeg endelig en sjælden gang kommer frem til at det ville være okay at sige fra, så aner jeg ikke hvordan jeg gør det på en ordenlig måde.
I DAT bruger de meget billedet af en vippe, hvilket giver ret god mening for mig. I forhold til at sige fra, har jeg det meste af mit liv, været på den sige af vippen hvor jeg bare gør det, selvom jeg ikke har lyst, eller ikke har mærket efter, hvor den anden side af vippen er at sige meget voldsomt fra. Den synes jeg tit bliver forbundet med borderline, at man nærmest farer frem og skriger NEEJ! Og der frygter jeg at ryge over. Jeg har i disse dage virkelig trangen til at råbe sådan, når der er noget jeg mærker at jeg ikke har lyst til, men holder igen. For hvad vil andre ikke tænke? Mig som aldrig sige fra. Hvis jeg lige pludselig siger meget kraftigt fra, så må de da blive skræmt væk! Målet er jo også et andet, nemlig at lande midt på vippen, den dialektiske løsning, hvor man både tager hensyn til sig selv og omverdenen. Men den er svært at balancere på den vippe! For filan hvor ville det være nemmere bare at hoppe af..
Men det går selvfølgelig ikke. Fortsætter kampen.
Hvis jeg skal prøve at se på det med andre øjne, så er det måske fordi det netop skifter så meget for mig. Det ene øjeblik har jeg det ok, det næste vælter alting. Og så den skide facade! Tror virkelig den ubevidst er på overarbejde for tiden. I hvert fald ville det give god mening i forhold til at andre ser noget andet end jeg oplever. Men who knows?
Så ja, forvirring! Og som om det ikke var nok, så har jeg virkelig svært ved at mærke efter hvad jeg vil for tiden - eller det er jo egentlig ikke noget nyt, men som jeg også skrev den anden dag, så er opmærksomheden blevet større, og det er lidt frustrerende. Det sætter virkelig mine grænsesætning på prøve. Førhen har jeg jo bare gjort ting uden at mærke efter, før jeg bagefter måske har fortrudt eller mere sandsynligt; skammet mig. Men nu mærker jeg det oftere og oftere inden, hvilket jo i princippet er godt, men hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare gøre det, nu med opmærksomhed på at jeg måske egentlig ikke har lyst, men ikke synes jeg kan tillade mig at sige fra - ja, skam igen igen - og hvis jeg endelig en sjælden gang kommer frem til at det ville være okay at sige fra, så aner jeg ikke hvordan jeg gør det på en ordenlig måde.
I DAT bruger de meget billedet af en vippe, hvilket giver ret god mening for mig. I forhold til at sige fra, har jeg det meste af mit liv, været på den sige af vippen hvor jeg bare gør det, selvom jeg ikke har lyst, eller ikke har mærket efter, hvor den anden side af vippen er at sige meget voldsomt fra. Den synes jeg tit bliver forbundet med borderline, at man nærmest farer frem og skriger NEEJ! Og der frygter jeg at ryge over. Jeg har i disse dage virkelig trangen til at råbe sådan, når der er noget jeg mærker at jeg ikke har lyst til, men holder igen. For hvad vil andre ikke tænke? Mig som aldrig sige fra. Hvis jeg lige pludselig siger meget kraftigt fra, så må de da blive skræmt væk! Målet er jo også et andet, nemlig at lande midt på vippen, den dialektiske løsning, hvor man både tager hensyn til sig selv og omverdenen. Men den er svært at balancere på den vippe! For filan hvor ville det være nemmere bare at hoppe af..
Men det går selvfølgelig ikke. Fortsætter kampen.
torsdag den 18. juli 2013
Meget længe siden!
Beklager den rungende tavshed der har været længe. Jeg har kæmpet med paranoia omkring at skrive herinde, og hver gang jeg fik den overtalt, så tog de selvdømmende tanker over. At ingen gider at læse med, at jeg kun skriver for at få opmærksomhed osv osv. Og det er bare så velkendte tanker for mig! Men nu vil jeg give det en chance igen, for som jeg skrev i et af mine første indlæg, så skriver jeg først og fremmest for at hjælpe mig selv til at lære at sætte ord på alle de ting der sker inde i mit hoved - hvilket er en hel del. Til gengæld er det bare rigtig dejligt, hvis der er andre der kan få noget ud af mine ord, og det at inspirere og bruge al min 'dårligdom' til måske at hjælpe andre, det er jo noget af det jeg virkelig brænder for!
Men I får lige en update, skal se om jeg kan lade være med at skrive en hel roman :)
Studiet er der kommet styr på, så godt som. Jeg fortsætter med at være sygemeldt, men starter op med nogle timer her efter sommerferien, på det semester som jeg havde og bestod, inden jeg kom i praktik og blev sygemeldt. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle i gang igen, og ikke mindst finde sin plads i en ny klasse. Men ikke mere end det er til at holde ud. Jeg har gennem hele studiet haft en hel fantastisk studiementor, som virkelig forstår at få mig til at mærke efter, i stedet for bare at gøre og sige hvad jeg tror andre gerne vil have. Og her er så det lille issue! For at få SPS (studiestøtte) som det hedder, skal man søge timer til hvert semester. Det er blevet bevilliget uden problemer de sidste tre år, og regnede også med at det ville fortsætte, omend min situation er lidt speciel på næste semester. Men nej.
Den anden aften fik jeg mail om at der var brev i min mailboks, og som altid tjekker jeg. Forventede jo bare et standart svar og tror egentlig at jeg bare ville tjekke hvor mange timer vi havde fået. Havde nok i virkeligheden kørt lidt for meget på rutinen og bare skrevet under på ansøgningen, uden egentlig at læse hvad der stod. Det plejer jo at være helt rigtigt og uden problemer.
Panikkede fuldstændigt! Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en angstanfald, men jeg skal love for, at min krop ikke havde glemt hvordan det skulle udføres. Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg formåede at komme igennem det, især ovenpå en i forvejen svær dag, men jeg klarede det. Angsten sidder stadig i mig, og håbløsheden kæmper en brav kamp for at få overtaget. Det værste er næsten at det jo selvfølgelig er sommerferie på skolen og de ikke er tilbage før om 1½ uge. Til den tid er der kun yderligere 1½ uge til at en klage skal være modtaget i den anden ende, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at få støtte i næste semester.
I forvejen synes jeg mit humør er mere i den lave ende for tiden, og måske er det ikke så underligt. Jeg er ikke god til forandringerne, og de er svære at komme udenom her i sommermånederne. Der er ingen fast hverdag, mange er på ferie og så uvisheden om hvordan og hvorledes det hele skal skrues sammen med at starte op på studiet igen, det forstærker uroen. Faktisk er det kommet så langt, så jeg overvejer om jeg skal i medicinsk behandling igen, for at forsøge at stabilisere mit humør. Omend jeg virkelig gerne vil være fri!
DAT behandlingen er jeg stadig virkelig taknemmelig for. Jeg er kommet godt ind i gruppen og er måske også blevet bedre på nogle punkter, omend det kan føles modsat til tider. På ét punkt mærker jeg dog forandringer, og det er på opmærksomheden. Jeg er blevet en del mere opmærksom på hvad der sker i mig, og det er faktisk virkelig frustrerende! For et er at være opmærksom på det, noget andet er så at forandre eller udholde følelserne, og dét er fandme svært. Og så kan det virkelig være svært at se det positive i opmærksomheden, når jeg lige nu bare bliver mere frustreret af det, og så kommer min modvilje! Modvilje til at fortsætte opmærksomheden. For hvorfor gøre noget, som man får det værre af? Så kan det hele da være lige meget! Dén kæmper jeg med for tiden, og jeg er spændt på at få vendt den med min terapeut i morgen.
Hun har haft ferie de sidste to uger, og jeg har imellemtiden haft individuelle samtaler med en af færdighedstrænerne fra gruppen. Selvom det har været svært ikke at have den samme trygge person, så tror jeg også det har været godt for mig at få nogle andres øjne på tingene og det har også fået mig til at tænke lidt mere tror jeg. Men så igen, så har jeg det svært med alle de tankerne, når jeg ikke føler nogen som helt kontrol over dem, de flyver bare af sted.
Nå, det blev alligevel ret langt, men det er svært at skære så lang tid ned til meget lidt. Til slut vil jeg bare være lidt positiv og sige at jeg nyder hestelivet. Jeg er virkelig glad for min nuværende part, og føler jeg har uendelige muligheder med hende. Selvom det ikke altid går perfekt, så får jeg bare så meget ud af ridningen og samværet. Vi var faktisk ude og starte et stævne her i weekenden. Det gik okay, men jeg har meget at lære, og det føles faktisk okay. Oveni så har hende der ejer hesten også inviteret mig hjem til hende og hendes kæreste til grill og hygge, så måske er der grobund for en ny veninde også, hvem ved? :)
Men I får lige en update, skal se om jeg kan lade være med at skrive en hel roman :)
Studiet er der kommet styr på, så godt som. Jeg fortsætter med at være sygemeldt, men starter op med nogle timer her efter sommerferien, på det semester som jeg havde og bestod, inden jeg kom i praktik og blev sygemeldt. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle i gang igen, og ikke mindst finde sin plads i en ny klasse. Men ikke mere end det er til at holde ud. Jeg har gennem hele studiet haft en hel fantastisk studiementor, som virkelig forstår at få mig til at mærke efter, i stedet for bare at gøre og sige hvad jeg tror andre gerne vil have. Og her er så det lille issue! For at få SPS (studiestøtte) som det hedder, skal man søge timer til hvert semester. Det er blevet bevilliget uden problemer de sidste tre år, og regnede også med at det ville fortsætte, omend min situation er lidt speciel på næste semester. Men nej.
Den anden aften fik jeg mail om at der var brev i min mailboks, og som altid tjekker jeg. Forventede jo bare et standart svar og tror egentlig at jeg bare ville tjekke hvor mange timer vi havde fået. Havde nok i virkeligheden kørt lidt for meget på rutinen og bare skrevet under på ansøgningen, uden egentlig at læse hvad der stod. Det plejer jo at være helt rigtigt og uden problemer.
Panikkede fuldstændigt! Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en angstanfald, men jeg skal love for, at min krop ikke havde glemt hvordan det skulle udføres. Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg formåede at komme igennem det, især ovenpå en i forvejen svær dag, men jeg klarede det. Angsten sidder stadig i mig, og håbløsheden kæmper en brav kamp for at få overtaget. Det værste er næsten at det jo selvfølgelig er sommerferie på skolen og de ikke er tilbage før om 1½ uge. Til den tid er der kun yderligere 1½ uge til at en klage skal være modtaget i den anden ende, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at få støtte i næste semester.
I forvejen synes jeg mit humør er mere i den lave ende for tiden, og måske er det ikke så underligt. Jeg er ikke god til forandringerne, og de er svære at komme udenom her i sommermånederne. Der er ingen fast hverdag, mange er på ferie og så uvisheden om hvordan og hvorledes det hele skal skrues sammen med at starte op på studiet igen, det forstærker uroen. Faktisk er det kommet så langt, så jeg overvejer om jeg skal i medicinsk behandling igen, for at forsøge at stabilisere mit humør. Omend jeg virkelig gerne vil være fri!
DAT behandlingen er jeg stadig virkelig taknemmelig for. Jeg er kommet godt ind i gruppen og er måske også blevet bedre på nogle punkter, omend det kan føles modsat til tider. På ét punkt mærker jeg dog forandringer, og det er på opmærksomheden. Jeg er blevet en del mere opmærksom på hvad der sker i mig, og det er faktisk virkelig frustrerende! For et er at være opmærksom på det, noget andet er så at forandre eller udholde følelserne, og dét er fandme svært. Og så kan det virkelig være svært at se det positive i opmærksomheden, når jeg lige nu bare bliver mere frustreret af det, og så kommer min modvilje! Modvilje til at fortsætte opmærksomheden. For hvorfor gøre noget, som man får det værre af? Så kan det hele da være lige meget! Dén kæmper jeg med for tiden, og jeg er spændt på at få vendt den med min terapeut i morgen.
Hun har haft ferie de sidste to uger, og jeg har imellemtiden haft individuelle samtaler med en af færdighedstrænerne fra gruppen. Selvom det har været svært ikke at have den samme trygge person, så tror jeg også det har været godt for mig at få nogle andres øjne på tingene og det har også fået mig til at tænke lidt mere tror jeg. Men så igen, så har jeg det svært med alle de tankerne, når jeg ikke føler nogen som helt kontrol over dem, de flyver bare af sted.
Nå, det blev alligevel ret langt, men det er svært at skære så lang tid ned til meget lidt. Til slut vil jeg bare være lidt positiv og sige at jeg nyder hestelivet. Jeg er virkelig glad for min nuværende part, og føler jeg har uendelige muligheder med hende. Selvom det ikke altid går perfekt, så får jeg bare så meget ud af ridningen og samværet. Vi var faktisk ude og starte et stævne her i weekenden. Det gik okay, men jeg har meget at lære, og det føles faktisk okay. Oveni så har hende der ejer hesten også inviteret mig hjem til hende og hendes kæreste til grill og hygge, så måske er der grobund for en ny veninde også, hvem ved? :)
mandag den 27. maj 2013
Usikkerhed
Nu gik jeg lige og troede at der endelig var kommet lidt ro på mit liv igen, men nej.
Som jeg skrev i sidste uge var mit hoved kommet på overarbejde og desværre var der ikke tid til at slappe af. Onsdag til fredag stod den på hyttetur med det skole hvor jeg går lige pt. og det var en udfordring. Faktisk havde jeg tænkt at jeg sagtens skulle klare det, så jeg blev totalt overrumplet og nærmest panisk da det modsatte viste sig at være tilfældet.
Faktisk mærkede jeg det allerede onsdag aften, men af frygt for at 'falde udenfor' skubbede jeg trætheden og det at jeg var fyldt op af socialt samvær væk. Jeg ville ikke tillade mig selv at gå i seng før de andre. Heldigvis blev det ikke så sent og jeg troede at det ville blive ved det og glædede mig egentlig til den kommende dag. Jeg havde det også fint da jeg vågnede, bortset fra lidt anspændthed omkring hvem der skulle i bad hvornår osv. I ved, tre piger med kun ét badeværelse :) Men jeg lagde ikke noget i det.
Da vi så sidder og skal spise morgenmad allesammen sker der noget i mig. Tanken om at de andre 'holder øje' med hvad jeg spiser vokser i mit hoved og det fører til at jeg ikke kan få mig til at hente noget mad. Jeg prøver at virke cool, men selvfølgelig bliver der spurgt til det. Sidder og kæmper med tårerne og tankerne, for min fornuft ved jo godt at jeg fungerer rigtig dårligt uden morgenmad, men tankerne er for stærke. Jeg kan heller ikke få mig selv til at gå, af frygt for så at skabe endnu mere opmærksomhed.
Men da de andre er færdige og vi går derfra bryder jeg sammen, så henter bare min musik og går så igen uden at sige noget. Efter nogen tid finder min ene lærer mig og jeg kan faktisk ikke huske hvad vi snakker om, men hun får mig overtalt til at gå med op til de andre. Dog er min hjerne allerede på det tidspunkt påvirket og kører helt i selvsving, så jeg sidder nærmest og tuder. De andre går i gang med en opgave og jeg får en pause. Efter en time eller to giver jeg op og går i seng. På den måde undgår jeg også frokosten og spiseforstyrrelsen har fået endnu en sejr - kampen bliver dermed endnu sværere.
Min lærer går lidt til og fra og om eftermiddagen kommer jeg op igen og det går lidt lettere. Jeg bliver afledt fra tankerne og får spist noget frugt. Jeg tror at jeg har vundet kampen. Men ved aftensmaden er det hele tilbage for fuld styrke! Spiseforstyrrelsen er stærk og danser sejrsdans indeni. Lige ind til den finder ud af at vi skal have dessert. Der giver jeg op og siger til min lærer at jeg vil tage hjem. Eller det er min hensigt at sige det, men ordene der kommer ud af min mund er noget nærmere: "Jeg tror jeg vil køre hjem". Jeg er overbevist om at usikkerheden og tvivlen lyser ud af mig og det ender da også med at min lærer får mig overtalt til at blive og hun forsøger også at få noget mad i mig. Heldigvis får jeg en snak med en af de andre, som også har planlagt at tage hjem om aftenen og hun får mig overbevist om at det er okay hvis jeg tager hjem, så det gør jeg.
Men hele denne dag har gjort mine lærere bekymrede og vi aftaler at snakke sammen i dag, mandag. Og sikke et chok. Hun var blevet meget overrasket over hvor dårlig jeg var og tvivlede meget på om mine nylige planer, i forhold til uddannelse, er realistiske. Jeg følte hun forsøgte at overbevise mig om at jeg er dårligere end jeg fremstår/føler mig og foreslog endda et møde med min studiementor. Jeg var snot forvirret da jeg gik derfra, for nu havde jeg endelig fundet nogenlunde ro ved den nye 'plan' og så siger hun nærmest at det er umuligt og urealistisk for mig! Så nu aner jeg ikke hvad jeg skal beslutte i morgen, for der er så mange forskellige meninger. Helt fra mine forældre, især min mor, der mener at jeg sagtens kan klare det og 'bare' skal tage mig sammen, og nu til min lærer der tvivler på om den nye plan er særlig realistisk. Alt i alt ved jeg jo godt at de alle vil mig det bedste, men jeg er så helt enormt usikker på mig selv, at jeg ikke ved hvad jeg skal.
Heldigvis har jeg en aftale med min studiementor i morgen eftermiddag og håber at hun kan støtte mig i at mærke efter. Hende og min terapeut er nok dem der kender mig bedst og kan næsten se på mig om jeg mener det jeg siger, eller ubevidst bare siger det fordi jeg tror det er det 'rigtige'.
Som jeg skrev i sidste uge var mit hoved kommet på overarbejde og desværre var der ikke tid til at slappe af. Onsdag til fredag stod den på hyttetur med det skole hvor jeg går lige pt. og det var en udfordring. Faktisk havde jeg tænkt at jeg sagtens skulle klare det, så jeg blev totalt overrumplet og nærmest panisk da det modsatte viste sig at være tilfældet.
Faktisk mærkede jeg det allerede onsdag aften, men af frygt for at 'falde udenfor' skubbede jeg trætheden og det at jeg var fyldt op af socialt samvær væk. Jeg ville ikke tillade mig selv at gå i seng før de andre. Heldigvis blev det ikke så sent og jeg troede at det ville blive ved det og glædede mig egentlig til den kommende dag. Jeg havde det også fint da jeg vågnede, bortset fra lidt anspændthed omkring hvem der skulle i bad hvornår osv. I ved, tre piger med kun ét badeværelse :) Men jeg lagde ikke noget i det.
Da vi så sidder og skal spise morgenmad allesammen sker der noget i mig. Tanken om at de andre 'holder øje' med hvad jeg spiser vokser i mit hoved og det fører til at jeg ikke kan få mig til at hente noget mad. Jeg prøver at virke cool, men selvfølgelig bliver der spurgt til det. Sidder og kæmper med tårerne og tankerne, for min fornuft ved jo godt at jeg fungerer rigtig dårligt uden morgenmad, men tankerne er for stærke. Jeg kan heller ikke få mig selv til at gå, af frygt for så at skabe endnu mere opmærksomhed.
Men da de andre er færdige og vi går derfra bryder jeg sammen, så henter bare min musik og går så igen uden at sige noget. Efter nogen tid finder min ene lærer mig og jeg kan faktisk ikke huske hvad vi snakker om, men hun får mig overtalt til at gå med op til de andre. Dog er min hjerne allerede på det tidspunkt påvirket og kører helt i selvsving, så jeg sidder nærmest og tuder. De andre går i gang med en opgave og jeg får en pause. Efter en time eller to giver jeg op og går i seng. På den måde undgår jeg også frokosten og spiseforstyrrelsen har fået endnu en sejr - kampen bliver dermed endnu sværere.
Min lærer går lidt til og fra og om eftermiddagen kommer jeg op igen og det går lidt lettere. Jeg bliver afledt fra tankerne og får spist noget frugt. Jeg tror at jeg har vundet kampen. Men ved aftensmaden er det hele tilbage for fuld styrke! Spiseforstyrrelsen er stærk og danser sejrsdans indeni. Lige ind til den finder ud af at vi skal have dessert. Der giver jeg op og siger til min lærer at jeg vil tage hjem. Eller det er min hensigt at sige det, men ordene der kommer ud af min mund er noget nærmere: "Jeg tror jeg vil køre hjem". Jeg er overbevist om at usikkerheden og tvivlen lyser ud af mig og det ender da også med at min lærer får mig overtalt til at blive og hun forsøger også at få noget mad i mig. Heldigvis får jeg en snak med en af de andre, som også har planlagt at tage hjem om aftenen og hun får mig overbevist om at det er okay hvis jeg tager hjem, så det gør jeg.
Men hele denne dag har gjort mine lærere bekymrede og vi aftaler at snakke sammen i dag, mandag. Og sikke et chok. Hun var blevet meget overrasket over hvor dårlig jeg var og tvivlede meget på om mine nylige planer, i forhold til uddannelse, er realistiske. Jeg følte hun forsøgte at overbevise mig om at jeg er dårligere end jeg fremstår/føler mig og foreslog endda et møde med min studiementor. Jeg var snot forvirret da jeg gik derfra, for nu havde jeg endelig fundet nogenlunde ro ved den nye 'plan' og så siger hun nærmest at det er umuligt og urealistisk for mig! Så nu aner jeg ikke hvad jeg skal beslutte i morgen, for der er så mange forskellige meninger. Helt fra mine forældre, især min mor, der mener at jeg sagtens kan klare det og 'bare' skal tage mig sammen, og nu til min lærer der tvivler på om den nye plan er særlig realistisk. Alt i alt ved jeg jo godt at de alle vil mig det bedste, men jeg er så helt enormt usikker på mig selv, at jeg ikke ved hvad jeg skal.
Heldigvis har jeg en aftale med min studiementor i morgen eftermiddag og håber at hun kan støtte mig i at mærke efter. Hende og min terapeut er nok dem der kender mig bedst og kan næsten se på mig om jeg mener det jeg siger, eller ubevidst bare siger det fordi jeg tror det er det 'rigtige'.
tirsdag den 21. maj 2013
Katastrofetanker
Først og fremmest må jeg beklage mine manglende skriverier. Mit hoved har været på overarbejde og jeg har ikke kunne koncentrere mig eller samle mig om noget som helst. Men nu er der forhåbentlig endelig kommet lidt ro på igen.
Sagen er den at jeg har været sygemeldt fra mit studie siden oktober 2012. Først var det bare for et par måneder, men da jeg så blev henvist til DAT blev det udsat yderligere et halvt år. Den sidste måneds tid har der så vokset sig en stor knude i min mave, fordi tiden hvor jeg skulle i gang med at læse op til at skulle i gang igen nærmede sig. Og jeg følte mig på ingen måde klar. Tanken om at skulle i praktik 30 timer om ugen + omkring 10 timer i forberedelse og opgaveskrivning, samtidig med at jeg skulle i DAT to gange om ugen, var helt uoverskuelig - men det samme var de konsekvenser jeg troede der var ved at stoppe/udsætte det endnu engang. Katastrofetankerne voksede sig kæmpe store i mit hoved og samtidig følte jeg mig helt handlingslammet.
Jeg troede at hvis jeg ikke fortsatte til september, så ville jeg blive 'smidt ud' af uddannelsen og de to år som jeg har gennemført og bestået ville være spildt. Samtidig ville jeg ryge på kontanthjælp, hvilket måske ikke engang var muligt, fordi jeg ejer en bil. Det ville også betyde at jeg ville blive nødt til at flytte fordi jeg bor i en studiebolig og endda skulle skifte forsikring, fordi den er gennem en fagforening, som man kun kan være medlem af som studerende eller når man har gennemført uddannelsen. Sådan kørte det rundt og rundt i mit hoved, nærmest konstant. Jeg vidste jo godt at jeg skulle finde fakta om mine bekymringer, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte eller slutte. Fx ville jeg søge svar ved kommunen omkring kontanthjælpen og evt. dispensation omkring min bolig, men jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte. Jeg ville kontakte boligselskabet, men frygtede at de ville smide mig ud hvis de vidste jeg var sygemeldt. Inderst inde vidste jeg jo egentlig bare godt at jeg skulle kontakte min studievejleder, for at finde ud af hvilke muligheder jeg overhovedet havde i forhold til at udsætte studiet yderligere. Men frygten for at hun ville give mig det svar jeg frygtede - at jeg ikke ville kunne fuldføre uddannelsen - holdt mig væk. Samtidig har hun før virket afvisende overfor om jeg overhovedet var 'egnet' til at gennemføre uddannelsen.
Heldigvis havde jeg i fredags endelig en aftale med min støtteperson og det gik rigtig godt. Hun var meget forstående for min situation - hvilket hun nu altid har været - og det endte med at vi snakkede med min studievejleder sammen. Og hvilken lettelse! Jeg fik det stik modsatte svar af hvad jeg havde frygtet. Faktisk var hun meget imødekommende og roste mig ligefrem for min måde at takle det hele på. Jeg blev så overvældet og lettet at jeg begyndte at græde af lettelse da min støtteperson og jeg sad tilbage alene igen..
Senere skrev min studievejleder til mig at de gerne ville tilbyde mig at tage nogle af de timer som jeg har haft før, for at komme stille i gang igen og ikke mindst få genopfrisket noget teori som jo ellers kommer til at ligge 1½ år tilbage i hukommelsen. Så det bliver formentlig planen, hvilket føles helt rigtigt i maven.
Endelig fik jeg i dag snakket med hende der står for SU på uddannelsen og hun var også utrolig sød og imødekommende. Hun forsikrede mig om at jeg ikke behøvede at bekymre mig omkring min økonomi, da jeg fortsat kan være sygemeldt fra studiet og ellers har mine 12 ekstra klip at bruge af.
Så alt i alt er der endelig kommet lidt ro i min mave igen.
DAT er jeg stadig ovenud glad for. Jeg kan virkelig se er håb for enden af tunellen og jeg føler mig også mere og mere tilpas i færdighedsgruppen. Dog var det lidt mærkeligt at være af sted i dag, fordi der var en som skulle stoppe. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg jo lige er blevet tryg ved de andre, og så stopper den ene allerede.. Omvendt var det rigtig dejligt at høre hvor meget hun havde rykket sig på den tid hun har gået i gruppen og det var jo bare endnu en motivation til at give den fuld gas med behandlingen!
Til slut sidder jeg lige og gør mig nogle overvejelser mens jeg skriver her. Det er faktisk tanker jeg har gjort mig før, men aldrig turde sige højt. Jeg er så bange for at det skal blive opfattet forkert, men nu giver jeg det alligevel en chance:
Jeg føler mig rigtig tit paranoid. Det kan være alt fra helt små ting, til lidt større. I det små fx om nogen kan se mig når jeg ligger på min sofa, om nogen holder øje med mig. Men det kan også være katastrofetanker om at andre snakker bag min ryg, vil mig ondt osv. Fx om de andre i gruppen fortæller om mig til andre, om mine venner/veninder bagtaler mig, eller om folk på gaden snakker om mig. Inderst inde prøver min fornuft at overbevise mig om at det blot er følelser, men jeg kan alligevel ikke slippe det.
Det kommer der måske mere om på et senere tidspunkt.
Sagen er den at jeg har været sygemeldt fra mit studie siden oktober 2012. Først var det bare for et par måneder, men da jeg så blev henvist til DAT blev det udsat yderligere et halvt år. Den sidste måneds tid har der så vokset sig en stor knude i min mave, fordi tiden hvor jeg skulle i gang med at læse op til at skulle i gang igen nærmede sig. Og jeg følte mig på ingen måde klar. Tanken om at skulle i praktik 30 timer om ugen + omkring 10 timer i forberedelse og opgaveskrivning, samtidig med at jeg skulle i DAT to gange om ugen, var helt uoverskuelig - men det samme var de konsekvenser jeg troede der var ved at stoppe/udsætte det endnu engang. Katastrofetankerne voksede sig kæmpe store i mit hoved og samtidig følte jeg mig helt handlingslammet.
Jeg troede at hvis jeg ikke fortsatte til september, så ville jeg blive 'smidt ud' af uddannelsen og de to år som jeg har gennemført og bestået ville være spildt. Samtidig ville jeg ryge på kontanthjælp, hvilket måske ikke engang var muligt, fordi jeg ejer en bil. Det ville også betyde at jeg ville blive nødt til at flytte fordi jeg bor i en studiebolig og endda skulle skifte forsikring, fordi den er gennem en fagforening, som man kun kan være medlem af som studerende eller når man har gennemført uddannelsen. Sådan kørte det rundt og rundt i mit hoved, nærmest konstant. Jeg vidste jo godt at jeg skulle finde fakta om mine bekymringer, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte eller slutte. Fx ville jeg søge svar ved kommunen omkring kontanthjælpen og evt. dispensation omkring min bolig, men jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte. Jeg ville kontakte boligselskabet, men frygtede at de ville smide mig ud hvis de vidste jeg var sygemeldt. Inderst inde vidste jeg jo egentlig bare godt at jeg skulle kontakte min studievejleder, for at finde ud af hvilke muligheder jeg overhovedet havde i forhold til at udsætte studiet yderligere. Men frygten for at hun ville give mig det svar jeg frygtede - at jeg ikke ville kunne fuldføre uddannelsen - holdt mig væk. Samtidig har hun før virket afvisende overfor om jeg overhovedet var 'egnet' til at gennemføre uddannelsen.
Heldigvis havde jeg i fredags endelig en aftale med min støtteperson og det gik rigtig godt. Hun var meget forstående for min situation - hvilket hun nu altid har været - og det endte med at vi snakkede med min studievejleder sammen. Og hvilken lettelse! Jeg fik det stik modsatte svar af hvad jeg havde frygtet. Faktisk var hun meget imødekommende og roste mig ligefrem for min måde at takle det hele på. Jeg blev så overvældet og lettet at jeg begyndte at græde af lettelse da min støtteperson og jeg sad tilbage alene igen..
Senere skrev min studievejleder til mig at de gerne ville tilbyde mig at tage nogle af de timer som jeg har haft før, for at komme stille i gang igen og ikke mindst få genopfrisket noget teori som jo ellers kommer til at ligge 1½ år tilbage i hukommelsen. Så det bliver formentlig planen, hvilket føles helt rigtigt i maven.
Endelig fik jeg i dag snakket med hende der står for SU på uddannelsen og hun var også utrolig sød og imødekommende. Hun forsikrede mig om at jeg ikke behøvede at bekymre mig omkring min økonomi, da jeg fortsat kan være sygemeldt fra studiet og ellers har mine 12 ekstra klip at bruge af.
Så alt i alt er der endelig kommet lidt ro i min mave igen.
DAT er jeg stadig ovenud glad for. Jeg kan virkelig se er håb for enden af tunellen og jeg føler mig også mere og mere tilpas i færdighedsgruppen. Dog var det lidt mærkeligt at være af sted i dag, fordi der var en som skulle stoppe. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg jo lige er blevet tryg ved de andre, og så stopper den ene allerede.. Omvendt var det rigtig dejligt at høre hvor meget hun havde rykket sig på den tid hun har gået i gruppen og det var jo bare endnu en motivation til at give den fuld gas med behandlingen!
Til slut sidder jeg lige og gør mig nogle overvejelser mens jeg skriver her. Det er faktisk tanker jeg har gjort mig før, men aldrig turde sige højt. Jeg er så bange for at det skal blive opfattet forkert, men nu giver jeg det alligevel en chance:
Jeg føler mig rigtig tit paranoid. Det kan være alt fra helt små ting, til lidt større. I det små fx om nogen kan se mig når jeg ligger på min sofa, om nogen holder øje med mig. Men det kan også være katastrofetanker om at andre snakker bag min ryg, vil mig ondt osv. Fx om de andre i gruppen fortæller om mig til andre, om mine venner/veninder bagtaler mig, eller om folk på gaden snakker om mig. Inderst inde prøver min fornuft at overbevise mig om at det blot er følelser, men jeg kan alligevel ikke slippe det.
Det kommer der måske mere om på et senere tidspunkt.
søndag den 5. maj 2013
Update!
Først og fremmest beklager jeg, at jeg ikke har skrevet så længe. Jeg har haft en rigtig dårlig periode, men nu håber jeg efterhånden det er ved at vende igen.
For det første tog det noget tid at komme mig over kursusweekenden med så ufattelig mange gode timer og indtryk. Samtidig har der været en hel masse andet frivilligt arbejde på programmet. Bl.a. er vi en lille gruppe der arbejder på at fremstille en pjece omkring borderline, som er nem at gå til for fx nydiagnosticerede og pårørende.
Derudover var der et enkelt foredrag på programmet, men det gik ikke helt som forventet - der kom ikke nogen tilhørere! Eller dvs. der kom nogen, men det var KUN fordi den anden foredragsholder havde inviteret sin familie og nogle venner, ellers havde vi stået der og blomstret. Så det var noget anderledes, men også meget intimt og hyggeligt.
Det der så har fyldt allermest og som jeg også mistænker er årsag til nedturen, er at jeg (endelig) er startet i gruppe i DAT. Jeg har jo ventet på den nogen tid, men pludselig kom det rigtig tæt på og så tog jeg sgu mig selv i at have en masse fordomme om de andre! Heldigvis blev de manet til jorden, for jeg er kommet i en rigtig god gruppe med nogle søde piger. Problemet er bare at det er rigtig svært for mig at være der. Jeg har været der tre gange nu, og alle tre gange har jeg haft det værre når jeg gik derfra end da jeg kom :( Jeg bliver simpelthen så påvirket af de andre, ikke fordi de gør noget bestemt eller noget, men hvis de fx er frustrerede over noget, så tager jeg det til mig. Det er svært at forklare hvad det er der sker, men skidt er det i hvert fald. Samtidig har der også været længere imellem de individuelle samtaler end normalt pga. alle de her s**** helligdage, hvilket er rigtig svært for mig, når det går så skidt.
Heldigvis kommer jeg jo 'ud' næsten hver dag nu, fordi jeg går i skole tre dage om ugen, i DAT mindst én og som regel to, og så har jeg hest tre dage. Så faktisk er det kun lørdag hvor jeg ikke skal noget, og det er godt for mig. Når jeg har det skidt, skal jeg aktiveres, så jeg bliver afledt lidt fra tankerne.
Hesten er desuden blevet 'skiftet ud', fordi den anden for noget tid siden blev sat til salg og endte med at blive solgt. Tror den er kommet et bedre sted hen, for jeg kunne jo faktisk ikke rigtig styre den til sidst. Havde dog en af de sidste dage en rigtig god undervisningstime, hvor det viste sig, at det der betød allermest for vores ridning, det var at jeg slappede af. Men det var kørt helt i hårknude, så både hesten og jeg var totalt anspændte. Så det var god nok at det fik en ende. Jeg var dog så heldig at en anden i samme stald stod og manglede en part, og tilbød mig den, hvilket jeg skyndte mig at takke ja til! Det er en rigtig dejlig hest (også), som jeg tror jeg kan lære meget med. Vi har allerede haft rigtig mange gode ture sammen! :)
Det må vidst blive ordene for i dag, og så håber jeg at jeg nu er tilbage på sporet!
For det første tog det noget tid at komme mig over kursusweekenden med så ufattelig mange gode timer og indtryk. Samtidig har der været en hel masse andet frivilligt arbejde på programmet. Bl.a. er vi en lille gruppe der arbejder på at fremstille en pjece omkring borderline, som er nem at gå til for fx nydiagnosticerede og pårørende.
Derudover var der et enkelt foredrag på programmet, men det gik ikke helt som forventet - der kom ikke nogen tilhørere! Eller dvs. der kom nogen, men det var KUN fordi den anden foredragsholder havde inviteret sin familie og nogle venner, ellers havde vi stået der og blomstret. Så det var noget anderledes, men også meget intimt og hyggeligt.
Det der så har fyldt allermest og som jeg også mistænker er årsag til nedturen, er at jeg (endelig) er startet i gruppe i DAT. Jeg har jo ventet på den nogen tid, men pludselig kom det rigtig tæt på og så tog jeg sgu mig selv i at have en masse fordomme om de andre! Heldigvis blev de manet til jorden, for jeg er kommet i en rigtig god gruppe med nogle søde piger. Problemet er bare at det er rigtig svært for mig at være der. Jeg har været der tre gange nu, og alle tre gange har jeg haft det værre når jeg gik derfra end da jeg kom :( Jeg bliver simpelthen så påvirket af de andre, ikke fordi de gør noget bestemt eller noget, men hvis de fx er frustrerede over noget, så tager jeg det til mig. Det er svært at forklare hvad det er der sker, men skidt er det i hvert fald. Samtidig har der også været længere imellem de individuelle samtaler end normalt pga. alle de her s**** helligdage, hvilket er rigtig svært for mig, når det går så skidt.
Heldigvis kommer jeg jo 'ud' næsten hver dag nu, fordi jeg går i skole tre dage om ugen, i DAT mindst én og som regel to, og så har jeg hest tre dage. Så faktisk er det kun lørdag hvor jeg ikke skal noget, og det er godt for mig. Når jeg har det skidt, skal jeg aktiveres, så jeg bliver afledt lidt fra tankerne.
Hesten er desuden blevet 'skiftet ud', fordi den anden for noget tid siden blev sat til salg og endte med at blive solgt. Tror den er kommet et bedre sted hen, for jeg kunne jo faktisk ikke rigtig styre den til sidst. Havde dog en af de sidste dage en rigtig god undervisningstime, hvor det viste sig, at det der betød allermest for vores ridning, det var at jeg slappede af. Men det var kørt helt i hårknude, så både hesten og jeg var totalt anspændte. Så det var god nok at det fik en ende. Jeg var dog så heldig at en anden i samme stald stod og manglede en part, og tilbød mig den, hvilket jeg skyndte mig at takke ja til! Det er en rigtig dejlig hest (også), som jeg tror jeg kan lære meget med. Vi har allerede haft rigtig mange gode ture sammen! :)
Det må vidst blive ordene for i dag, og så håber jeg at jeg nu er tilbage på sporet!
mandag den 15. april 2013
Helt fyldt op..
Denne weekend har været helt igennem fantastisk, og samtidig er jeg nu helt og aldeles fyldt og brugt. Føler nærmest jeg har behov for at sove i en uge nu for at få kræfter igen. Men tænker det er det værd! Jeg har mødt omkring 17 helt igennem fantastiske mennesker og oplevet en grad af rummelighed som man desværre sjældent ellers møder.
Dagene har budt på et spækket program med fede oplæg og udfordrende øvelser. Bl.a. havde vi besøg af en skuespiller som lavede forskellige øvelser med os. Fx 'grounding' og afprøvning af virkemidler når man holder oplæg. Det var vildt inspirerende! Samtidig har vi nydt en helvedes masse skøn skøn mad og hyggelige omgivelser. Det sværeste var dog i går. Vi skulle hver især holde et oplæg på 5 min. for hinanden, og det var en følelsesmæssig rutsjebane. Der var rørende historier, hvor hjertet på nogle tidspunkter sad helt oppe i halsen og samtidig var der mange 'happy endings'. Den mest rørende historie var dog nok den pige, som var den eneste uden en diagnose. Hun havde faktisk aldrig rigtig fortalt nogen, før denne weekend, hvordan hun gik og havde det. Men nu var det gået op for hende at hun ikke var alene, og ikke mindst, at hun nok burde søge hjælp. Det var virkelig fantastisk at høre, hvordan vi allesammen havde været med til at skubbe hende i den rigtige retning, mod hjælpen.
Det værste var afskeden. Eller ikke selve afskeden, men tiden op til. Mine tanker. Tanken om at skulle hjem, alene. Til stilhed. Tomhed. Det er stadig svært for mig i dag, og der går nok et par dage før det er helt væk.
I morgen går det dog løs igen. Jeg skal starte i gruppe i DAT. Faktisk har jeg ikke rigtig tænkt på det, der har jo været så meget andet at tænke på i weekenden. Men her til aften rammer den mig. Nervøsiteten. Det bliver nok værst når jeg skal i seng, og så i morgen tidlig. Er så bange for at de andre ser ned på mig, synes dårligt om mig osv. Især fordi de allerede ER en gruppe. Det er mig der er ny, mig der skal passes ind. De har allerede en form for sammenhold, de kender hinanden. Frygter det værste, men håber det bedste..
torsdag den 11. april 2013
Kriller i maven
Så er det i morgen det går løs. I morgen bliver en fyldt op dag, forhåbentlig på den gode måde.
Jeg skal fra morgenstunden i DAT og jeg "glæder" mig! Der er så meget der fylder inden i mig, som jeg skal have luft for og råd/redskaber til at håndtere. Samtidig frygter jeg det også lidt, er så bange for at få 'skæld ud' over at jeg ringede i fredags.. Min fornuft siger at frygten ikke er berettiget, men følelserne siger det modsatte. Heldigvis kan jeg få det be- eller afkræftet i morgen - endelig! Og så er der lige det der med at komme for sent, jeg er SÅ bange for at det sker. Jeg ved godt det kun er sket én gang, men det sidder printet i mig og kræver tid for at forsvinde igen. Det er opslidende..
Efter DAT skal jeg suse hjem og hente mine ting, og så skal min veninde køre mig til stationen. Skal mødes med en af de andre der skal med i weekenden (som jeg kun har mødt én gang før), blot en time efter at jeg er færdig i terapi, så har lidt stress. Jeg håber jeg når det! Det skal jeg.
Jeg tror det bliver en intens weekend, det er jeg faktisk ret sikker på at det bliver. Men forhåbentlig kommer alt det gode til at overskygge intensiteten, som godt kan være lidt hård ved mig. Sidst jeg var af sted på sådan en weekend gik det desværre skidt. Men det var også lige efter jeg var blevet sygemeldt - og havde taget en overdosis - så det er måske forståeligt nok at det var ekstra hårdt. Denne gang har jeg forholdsvis ro på mit liv.
Så alt i alt glæder jeg mig til at skøn weekend, som med garanti kommer til at byde på en masse skønne unge mennesker!
Søndag slutter kurset kl. 15, og da har min farmor inviteret til fødselsdag. Så jeg skal skynde mig at hoppe på et tog og så suse hjem til hende. Tror jeg er rimelig bombet på det tidspunkt, men hun bliver altid så glad for at se os, så kunne ikke nænne at blive væk. Til genæld kan jeg sove rigtig længe mandag, der er nemlig ingen 'skole' den kommende uge. Så det vil jeg udnytte. :)
Skal se om jeg kan komme lidt tidligere i seng i aften, så jeg kan være frisk til i morgen og ikke mindst resten af weekenden. Men det bliver nok ikke nemt at sove, men al den kriller i maven.
Jeg skal fra morgenstunden i DAT og jeg "glæder" mig! Der er så meget der fylder inden i mig, som jeg skal have luft for og råd/redskaber til at håndtere. Samtidig frygter jeg det også lidt, er så bange for at få 'skæld ud' over at jeg ringede i fredags.. Min fornuft siger at frygten ikke er berettiget, men følelserne siger det modsatte. Heldigvis kan jeg få det be- eller afkræftet i morgen - endelig! Og så er der lige det der med at komme for sent, jeg er SÅ bange for at det sker. Jeg ved godt det kun er sket én gang, men det sidder printet i mig og kræver tid for at forsvinde igen. Det er opslidende..
Efter DAT skal jeg suse hjem og hente mine ting, og så skal min veninde køre mig til stationen. Skal mødes med en af de andre der skal med i weekenden (som jeg kun har mødt én gang før), blot en time efter at jeg er færdig i terapi, så har lidt stress. Jeg håber jeg når det! Det skal jeg.
Jeg tror det bliver en intens weekend, det er jeg faktisk ret sikker på at det bliver. Men forhåbentlig kommer alt det gode til at overskygge intensiteten, som godt kan være lidt hård ved mig. Sidst jeg var af sted på sådan en weekend gik det desværre skidt. Men det var også lige efter jeg var blevet sygemeldt - og havde taget en overdosis - så det er måske forståeligt nok at det var ekstra hårdt. Denne gang har jeg forholdsvis ro på mit liv.
Så alt i alt glæder jeg mig til at skøn weekend, som med garanti kommer til at byde på en masse skønne unge mennesker!
Søndag slutter kurset kl. 15, og da har min farmor inviteret til fødselsdag. Så jeg skal skynde mig at hoppe på et tog og så suse hjem til hende. Tror jeg er rimelig bombet på det tidspunkt, men hun bliver altid så glad for at se os, så kunne ikke nænne at blive væk. Til genæld kan jeg sove rigtig længe mandag, der er nemlig ingen 'skole' den kommende uge. Så det vil jeg udnytte. :)
Skal se om jeg kan komme lidt tidligere i seng i aften, så jeg kan være frisk til i morgen og ikke mindst resten af weekenden. Men det bliver nok ikke nemt at sove, men al den kriller i maven.
tirsdag den 9. april 2013
Er det okay?
Solen skinner, men det er koldt.
Sådan tænker jeg i dag. I fakta. Ting der er nemme at forholde sig til. Eller sådan prøver jeg i hvert fald at tænke.. For i virkeligheden så fiser tankerne rundt i mit hoved:
Skal, skal ikke træne, skal, skal ikke bryde kontakten, hjælpe eller give plads, tage kampen eller lade stå til, arbejde for sagen eller gi' op. Er det okay, er JEG okay? Jeg forsøger at skubbe det væk. Det er alt for forvirrende og svært at skulle forholde sig til alle de mange valg!
Især den med om JEG er okay fylder meget i mig. Og har nok altid gjort det. Jeg tror det bunder i at jeg så mange gange har følt og fået fortalt at det jeg gjorde ikke var okay, og det blev i mit hoved til at JEG ikke var okay. Sådan hænger det jo ikke rigtigt sammen, det ved min fornuft godt, men derfra og så til at FØLE at sandheden er en anden, der er langt.
Derfor har jeg nok også så svært ved at træffe beslutninger (en del af det dependente) fordi JEG ikke føler mig okay, hvordan kan mine beslutninger - eller mangel på samme - så være det?
Fx fylder det rigtig meget i mig for tiden, om det er okay jeg er glad, hvis mine nære ikke er det? Fortjener jeg så at være glad og have det godt, hvis de, som i mine øjne er langt mere værd, ikke har det godt? Det gode er at jeg ikke så let bliver påvirket af andres humør længere. Førhen blev jeg ked af det hvis andre var kede af det, vred, hvis andre var vrede osv. Nu skal jeg selv mærke mere efter HVAD jeg egentlig føler og det er dælme da svært. Det betyder også (tror i hvert fald det hænger sådan sammen) at mine følelser sidder meget uden på tøjet for tiden. Der skal ikke meget til før jeg fælder en tåre eller bliver rørt. Og kan jeg virkelig 'tillade' mig at blive rørt over noget i tv? Er det "normalt"? Jeg aner det ganske simpelt ikke.. Det er noget jeg skal lære.
Synes stadig det føles som en evighed til det er fredag og jeg skal i DAT igen. Nu må dagene gerne gå lidt stærkt!
lørdag den 6. april 2013
Så mange tanker..
Endelig var modet ved at være vendt tilbage til mig, og så væltede det igen i går. Det føles som om det aldrig vil tage en ende!
I går ringede jeg til min terapeut, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, og vi havde en god og fornuftig snak. Men i dag fortryder jeg. Er så bange for om det var okay jeg ringede, om det var berettiget, om det var en del af 'aftalen' eller jeg skulle have taget 'taget mig sammen'. Så nu føles der som en evighed til jeg skal derned igen på fredag og vi kan få snakket om det. Så jeg skal holde ud. Hvilket er svært! Det er sværest de dage hvor jeg ikke skal noget, som fx i dag. Derfor valgte jeg at bruge en af mine 'taktikker' nemlig at sove. Jeg vågnede egentlig kl 8.30, men fordi jeg ikke kunne overskue dagen uden aftaler og med hovedet fuld af tanker, valgte jeg at lægge mig til at sove igen - helt til kl. 14. Det er svært for mig at 'sige højt', for jeg ved jo godt at det ikke er godt at sove så meget (13 timer!). På den anden side, er det bedre end at være selvdestruktiv, hvilket jeg måske ville have endt med hvis jeg skulle have forholdt mig til de mange tanker. Så at sove er pt. en af mine mere hensigtsmæssige strategier.
Fra i morgen af er der heldigvis mindst én ting på programmet om dagen, som indebærer at komme ud af lejligheden. Det er godt for mig, for så bliver jeg tvunget til at tænke på noget andet end mig selv og mine tanker. Samtidig skal jeg også Lade op til næste weekend, som står på kursusweekend, hvilket jeg glæder mig meget til. Men jeg tror også det bliver en hård tur! I det hele taget står den næste måneds tid på en hel del frivilligt arbejde, hvilket jeg sætter stor pris på. Det giver mig rigtig meget selvtillid og samtidig håber jeg at kunne være med til at gøre en forskel for andre.
Så jeg holder hovedet oven vande og gør igen igen alt hvad der står i min magt for at mane de dårlige tanker til jorden. Det SKAL bare lykkes!
I går ringede jeg til min terapeut, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, og vi havde en god og fornuftig snak. Men i dag fortryder jeg. Er så bange for om det var okay jeg ringede, om det var berettiget, om det var en del af 'aftalen' eller jeg skulle have taget 'taget mig sammen'. Så nu føles der som en evighed til jeg skal derned igen på fredag og vi kan få snakket om det. Så jeg skal holde ud. Hvilket er svært! Det er sværest de dage hvor jeg ikke skal noget, som fx i dag. Derfor valgte jeg at bruge en af mine 'taktikker' nemlig at sove. Jeg vågnede egentlig kl 8.30, men fordi jeg ikke kunne overskue dagen uden aftaler og med hovedet fuld af tanker, valgte jeg at lægge mig til at sove igen - helt til kl. 14. Det er svært for mig at 'sige højt', for jeg ved jo godt at det ikke er godt at sove så meget (13 timer!). På den anden side, er det bedre end at være selvdestruktiv, hvilket jeg måske ville have endt med hvis jeg skulle have forholdt mig til de mange tanker. Så at sove er pt. en af mine mere hensigtsmæssige strategier.
Fra i morgen af er der heldigvis mindst én ting på programmet om dagen, som indebærer at komme ud af lejligheden. Det er godt for mig, for så bliver jeg tvunget til at tænke på noget andet end mig selv og mine tanker. Samtidig skal jeg også Lade op til næste weekend, som står på kursusweekend, hvilket jeg glæder mig meget til. Men jeg tror også det bliver en hård tur! I det hele taget står den næste måneds tid på en hel del frivilligt arbejde, hvilket jeg sætter stor pris på. Det giver mig rigtig meget selvtillid og samtidig håber jeg at kunne være med til at gøre en forskel for andre.
Så jeg holder hovedet oven vande og gør igen igen alt hvad der står i min magt for at mane de dårlige tanker til jorden. Det SKAL bare lykkes!
onsdag den 3. april 2013
Betydningsfulde personer
Mange mennesker i mit liv har eller har haft stor betydning for mig og mit liv. Der er selvfølgelig familien, de har stor betydning for mig, især rent følelsesmæssigt. Så er der venner og veninder, det kan også være følelsesmæssigt, men nogle har også været med til at gøre en egentlig 'forskel' i mit liv. Og så er der, for mig, dem som jeg ikke har nogen egentlig følelsesmæssig relation til eller betydning for, men som for mig har betydet en forskel - og dem har jeg haft en del af i mit liv. Deriblandt nogle af de behandlere jeg har haft gennem årene!
Men én af dem 'mødte' jeg i dag, og det var underligt. Jeg kunne mærke det vakte en masse følelse i mig, og alligevel blev jeg lammet. Hun var den første jeg fortalte hvordan jeg virkelig havde det, der for omkring 7 år siden, hvor hele min verden for alvor væltede. Det var hende der 'så' mig, så at jeg var brudt sammen og hun rakte mig den hånd jeg havde brug for! Det var hende der kontaktede mine forældre og råbte vagt i gevær, og selvom jeg dengang hadede hende for det, så ved jeg i dag, at dét var vigtigt. Hun tog det ansvar som ingen andre havde taget før, og der havde trods alt været "tegn" i omkring 5 år på det tidspunkt.
Hun tog min hånd og hjalp mig videre i den store jungle af 'hjælp'. Hun var ikke perfekt, ingen er perfekte, og det var ikke alt hun gjorde der var godt for mig, men det vigtigste var at hun gjorde NOGET. Hun var ikke bange for at stå fast og dét vil jeg aldrig glemme.
Alligevel blev jeg lammet da jeg så hende.. Gik i panik. Havde hun set mig? Kunne hun kende mig? Hvad tænkte hun om mig? Det fløj igennem mit hoved. Skulle jeg sige hej? Men hvad så hvis hun ikke kunne huske mig? Så sådan endte det.. Jeg gjorde ingenting. Og nu fortryder jeg. Omvendt sparede jeg måske mig selv for en pinlig oplevelse, hvem ved? Det er der desværre ingen der gør..
Men som hende, sådan ville jeg ønske at flere turde stå ved mavefornemmelsen når man blev bekymret for en person, turde spørge ind og ikke mindst holde fast. Hvilket bringer mig til en glædelig ting fra dagen der gik! Jeg fik endelig besked o, at være "optaget" som ambassadør for "En Af Os" kampagnen, og det glæder mig virkelig meget. Jeg brænder for at dele mine hårdt tjente erfaringer med andre og ikke mindst nedbryde nogle af de mange tabuer omkring psykisk sygdom som vi så ofte omgiver os med. Så det ser jeg frem til at komme i gang med :)
Tilbage til de betydningsfulde personer, så er det langt fra et overstået kapitel for mig. Det kommer der formentlig mere af i fremtiden!
søndag den 31. marts 2013
Når hele verden virker sort..
Jeg føler jeg er faldet ned i et kæmpestort sort hul! Det er som om hele verden er imod mig og ingenting vil lykkes. Sådan ved jeg jo godt, aller inderst inde, med fornuften, at det ikke heeelt er, men det er sådan det føles lige nu! Og den følelse er rigtig svær at slippe af med.
Følelserne har i det hele taget siddet udenpå den sidste tid, men det er jo i sig selv ikke dårligt. På mange punkter er det ligefrem rart med følelser, men det er når de bliver voldsomme at det bliver svært. Fx når jeg bliver så ked af det som jeg har været de sidste par dage, så er det rigtig svært. Så bliver mine tanker mere og mere sorte og det føles som om at de aldrig vil stoppe, at det bare er en sort nedadgående spiral.
Hvad årsagen præcis er, det ved jeg ikke, faktisk tror jeg det er et mix af mange ting. Og det er nok sådan det tit er for mig når jeg 'lander' her, i hullet. Der er måske én ting der får læsset til at vælte, men det er nok sjældent den ene ting der rent faktisk er årsagen til hele missæren.
Så målet er nu at kæmpe mig ud af hullet. Jeg vil jo IKKE være sådan her! Jeg vil være glad og ikke ulykkelig. Det svære ligger bare lige i afhængigheden og troen. Jeg tror ikke på at jeg kan kæmpe mig op selv, jeg er afhængig af hjælpen, hånden der bliver rakt ud. Og så kan der pludselig føles rigtig længe til det bliver onsdag og jeg skal i DAT igen, eller bare til i morgen hvor der er endnu en ny dag, som forhåbentlig ser lysere ud.
Følelserne har i det hele taget siddet udenpå den sidste tid, men det er jo i sig selv ikke dårligt. På mange punkter er det ligefrem rart med følelser, men det er når de bliver voldsomme at det bliver svært. Fx når jeg bliver så ked af det som jeg har været de sidste par dage, så er det rigtig svært. Så bliver mine tanker mere og mere sorte og det føles som om at de aldrig vil stoppe, at det bare er en sort nedadgående spiral.
Hvad årsagen præcis er, det ved jeg ikke, faktisk tror jeg det er et mix af mange ting. Og det er nok sådan det tit er for mig når jeg 'lander' her, i hullet. Der er måske én ting der får læsset til at vælte, men det er nok sjældent den ene ting der rent faktisk er årsagen til hele missæren.
Så målet er nu at kæmpe mig ud af hullet. Jeg vil jo IKKE være sådan her! Jeg vil være glad og ikke ulykkelig. Det svære ligger bare lige i afhængigheden og troen. Jeg tror ikke på at jeg kan kæmpe mig op selv, jeg er afhængig af hjælpen, hånden der bliver rakt ud. Og så kan der pludselig føles rigtig længe til det bliver onsdag og jeg skal i DAT igen, eller bare til i morgen hvor der er endnu en ny dag, som forhåbentlig ser lysere ud.
mandag den 25. marts 2013
Bloglovin
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/6459879/?claim=pbjhyhz6fth">Follow my blog with Bloglovin</a>
Fik lige et tip om at tilmelde mig denne side, så det prøver jeg :)
Fik lige et tip om at tilmelde mig denne side, så det prøver jeg :)
fredag den 22. marts 2013
At være skamfuld
Skam er en følelse jeg kender rigtig godt, desværre. Jeg er vokset op med den, og den har vokset sig stor og stærk.
I dag blev den sat på prøve endnu engang. Jeg havde en aftale med min terapeut kl. 9 i morges, og selvom jeg ikke normalt står tidligt op, så plejer det ikke at være noget problem, når jeg har en aftale - især når det er med en terapeut som for mig er en stor autoritet. Men det værst tænkelige skete, at jeg ikke hørte min alarm på telefonen, og den er åbenbart indrettet sådan, at den kun ringer én gang (har lige købt ny telefon for en uge siden..) Så jeg vågnede ved det jeg troede var min alarm, men som viste sig at være min terapeut! Og hold op en grim måde at vågne på! Først nåede jeg ikke at tage den, men skyndte mig selvfølgelig at ringe tilbage, så snart jeg opdagede hvad der var sket. Jeg følte mig som verdens dårligste menneske, og hvordan reagerede jeg? Ved at smile! Det kunne hun jo selvfølgelig ikke se igennem telefonen, men jeg tænker at hun kunne høre det, men måske er det bare mig. I hvert fald, så var hun vidst ikke i tvivl om at jeg lige var vågnet, og vi aftale at jeg skulle ringe tilbage, når jeg lige havde fået øjne. Jeg lagde på og skreg! Min krop var helt fyldt op af ubehag og had til mig selv, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
I den behandling jeg går i (DAT) er der noget der hedder terapiforstyrrende adfærd, og det er fx når man udebliver fra aftaler, ikke laver sine "lektier" osv. Og det havde jeg jo gjort, ville det få konsekvenser? Samtidig var jeg rigtig ked af det, for jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke med min terapeut om de svære ting der sker inden i mig for tiden, og den chance havde jeg nu forspildt, nu skulle jeg vente næsten to uger! Alt dette kørte rundt i mit hoved ind til jeg skyndte mig ud af sengen for at ringe tilbage.
Skæbnen ville dog en anden, for det viste sig at hun havde fået et afbud, så hun rent faktisk havde mulighed for at snakke med mig senere på formiddagen, hvis jeg havde mulighed for det. Først havde jeg lyst til at afslå, for det havde jeg ikke fortjent, men heldigvis nåede jeg slet ikke at tænke alle de tanker igennem, før det fløj ud af mig, at det ville jeg rigtig gerne! Og sikke en lettelse. Men det varede kun kort. For ville jeg få skældud? Ville vi skulle bruge hele samtalen på at snakke om at jeg havde været terapiforstyrrende, i stedet for dét som jeg virkelig havde brug for at snakke om? Ville hun dømme mig? Jeg rystede hele vejen derned i bilen, og jeg frygtede at skulle se hende i øjnene.
40 min efter hun havde ringet og vækket mig, stod jeg dernede. Hun fortalte at hun normalt nok ikke ville have givet en ny tid så hurtigt, eller i det hele taget haft mulighed for det, men hun havde vurderet at det ville være effektivt for mig at komme derned og snakke. Min frygt blev gjort til skamme, hun ville mig faktisk gerne, og jeg skulle ikke have skældud! Faktisk var det bare som det plejer at være, der var intet at mærke på hende, og det gjorde også mig mere rolig. Så rent faktisk fik vi en konstruktiv terapitime ud af det, selvom dagen var startet dårligt.
I dag blev den sat på prøve endnu engang. Jeg havde en aftale med min terapeut kl. 9 i morges, og selvom jeg ikke normalt står tidligt op, så plejer det ikke at være noget problem, når jeg har en aftale - især når det er med en terapeut som for mig er en stor autoritet. Men det værst tænkelige skete, at jeg ikke hørte min alarm på telefonen, og den er åbenbart indrettet sådan, at den kun ringer én gang (har lige købt ny telefon for en uge siden..) Så jeg vågnede ved det jeg troede var min alarm, men som viste sig at være min terapeut! Og hold op en grim måde at vågne på! Først nåede jeg ikke at tage den, men skyndte mig selvfølgelig at ringe tilbage, så snart jeg opdagede hvad der var sket. Jeg følte mig som verdens dårligste menneske, og hvordan reagerede jeg? Ved at smile! Det kunne hun jo selvfølgelig ikke se igennem telefonen, men jeg tænker at hun kunne høre det, men måske er det bare mig. I hvert fald, så var hun vidst ikke i tvivl om at jeg lige var vågnet, og vi aftale at jeg skulle ringe tilbage, når jeg lige havde fået øjne. Jeg lagde på og skreg! Min krop var helt fyldt op af ubehag og had til mig selv, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
I den behandling jeg går i (DAT) er der noget der hedder terapiforstyrrende adfærd, og det er fx når man udebliver fra aftaler, ikke laver sine "lektier" osv. Og det havde jeg jo gjort, ville det få konsekvenser? Samtidig var jeg rigtig ked af det, for jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke med min terapeut om de svære ting der sker inden i mig for tiden, og den chance havde jeg nu forspildt, nu skulle jeg vente næsten to uger! Alt dette kørte rundt i mit hoved ind til jeg skyndte mig ud af sengen for at ringe tilbage.
Skæbnen ville dog en anden, for det viste sig at hun havde fået et afbud, så hun rent faktisk havde mulighed for at snakke med mig senere på formiddagen, hvis jeg havde mulighed for det. Først havde jeg lyst til at afslå, for det havde jeg ikke fortjent, men heldigvis nåede jeg slet ikke at tænke alle de tanker igennem, før det fløj ud af mig, at det ville jeg rigtig gerne! Og sikke en lettelse. Men det varede kun kort. For ville jeg få skældud? Ville vi skulle bruge hele samtalen på at snakke om at jeg havde været terapiforstyrrende, i stedet for dét som jeg virkelig havde brug for at snakke om? Ville hun dømme mig? Jeg rystede hele vejen derned i bilen, og jeg frygtede at skulle se hende i øjnene.
40 min efter hun havde ringet og vækket mig, stod jeg dernede. Hun fortalte at hun normalt nok ikke ville have givet en ny tid så hurtigt, eller i det hele taget haft mulighed for det, men hun havde vurderet at det ville være effektivt for mig at komme derned og snakke. Min frygt blev gjort til skamme, hun ville mig faktisk gerne, og jeg skulle ikke have skældud! Faktisk var det bare som det plejer at være, der var intet at mærke på hende, og det gjorde også mig mere rolig. Så rent faktisk fik vi en konstruktiv terapitime ud af det, selvom dagen var startet dårligt.
torsdag den 21. marts 2013
Svære relationer..
Relationer er noget der er svært for mig - har jeg fundet ud af. Dengang jeg fik bl.a. diagnosen borderline (knap 3 år siden), kunne jeg ikke rigtig se dette diagnosekriterie i mig selv. Men siden har jeg fundet ud af, at det faktisk til tider er rigtig svært for mig, især når det kommer til mænd!
For nyligt begyndte jeg at ses med en fyr. Udgangspunktet var helt klart venskab, men det skulle vise sig at det skulle udvikle sig - for os begge. Og det gik rigtig hurtigt. Vi sås stort set hver dag, og for en gangs skyld følte jeg mig rigtig godt tilpas og ikke mindst tryg i en mands nærvær. Det at der ikke blev stillet krav til mig, at vi kunne snakke om stort set alt, og bare "være" sammen, uden nødvendigvis at foretage os noget, det var nyt for mig.
Men aldersforskellen var stor, faktisk 19 år, og vi var sådan set enige om, at det ikke skulle blive til kærester. Vi kunne nyde det som det var, så længe det nu varede, men det kunne ikke blive seriøst imellem os. Pludselig en aften var det ændret. Set i bagspejlet gør jeg mig mange overvejelser om situationen; han havde haft en svær dag, og det endte ud i at jeg besluttede at tage ud til ham, selvom han ikke var meget for at jeg skulle se ham "sådan". I mellemtiden havde han dog også lavet en anden aftale, så det endte med at vi tog et smut ned til hans bror og fik et par øl. Det var sådan set fint nok, men han blev også lettere beruset. Så da vi kommer hjem sker det; han spørger om vi skal være kærester. Ikke bare lige sådan, men essensen var det. Først blev jeg lidt overrasket, fordi vi nu netop havde "aftalt" noget andet, men omvendt blev jeg også glad, fordi jeg jo holdt rigtig meget af ham! Dog tog jeg mig det forbehold at han måske ikke ville kunne huske noget næste morgen, eller i værste fald fortryde. Det var dog ikke tilfældet, og jeg var glad.
Det var overvældende for mig, og jeg følte at hele verden skulle have af vide at vi nu var kærester, men jeg holdt dog igen i et par dage, for lige at se tiden an. For mente han det nu alvorligt? Ville han virkelig MIG? Det troede jeg ingen ville..
Dagene gik, men det var ikke nemt for mig, at skulle stole så meget på et andet menneske. Min terapeut kalder det forladthedsangst, og det sætter faktisk udemærket ord på hvordan det føles; angsten for at blive forladt. Går han fra mig i morgen? Gider han mig overhovedet? Er jeg bare "pauseklovn"? osv. osv. Sådan kørte mit hoved hver eneste time vi ikke var sammen - for når vi var sammen, så var jeg fyldt op af glæde og tryghed!
Den søde tid var dog hurtigt ovre. Ikke ment på den måde at vi ikke stadig nød hinandens selskab, for det gjorde vi bestemt, jeg gjorde i hvert fald, men min tillid blev sat på prøve. Han skulle have besøg af en veninde! En veninde som jeg i forvejen var meget misundelig på, og havde det svært med, og nu skulle hun være sammen med ham, og oven i købet sove hjemme hos ham! Ikke SAMMEN med ham, naturligvis, men låne en seng, fordi hun selv stod uden bolig for en tid. Og havde det nu være min veninde der stod i samme situation, så ville jeg da godt kunne forstå hendes jalousi, men jeg var jo nærmest panisk ved tanken! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville nærmest gøre ALT for at forhindre dette og i stedet sørge for at han var sammen med mig, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så i stedet måtte jeg kæmpe mig igennem og forsøge ikke at vise min panik for meget for ham, men indeni var jeg et nervevrag! Jeg følte et enorm behov for at SUGE mig fast på ham og aldrig mere give slip, for tænk nu hvis han ikke kom igen? Desværre formåede jeg ikke at holde ud og forholde mig helt roligt overfor ham, og jeg tror han blev lidt chokeret. Og fik nok. Han kunne ikke "få luft". Han følte sig netop holdt fast.
Siden den dag, var vores forhold anderledes. Jeg kunne mærke det på ham, jeg kunne mærke han var forandret.
Dagen inden det med veninden havde han stillet mig et svært spørgsmål: Ønskede jeg børn? For hvis jeg gjorde det, så skulle jeg vide at han nok ikke var den rette, for han ønskede ikke flere børn - han har i forvejen en søn - han følte sig for gammel til at få flere. Det slog mig helt ud, det kom som et chok og det var ikke noget jeg havde overvejet i vores forhold, det var jo så nyt. Og børn, jo det har jeg jo altid drømt om, men det sagde jeg ikke til ham.. Jeg udbad mig betænkningstid og kom op med et svar noget lignende: "Hvis jeg skal vælge mellem at få børn og "beholde" dig, lige nu, så vil jeg vælge dig!". For det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg ville hellere have ham, end en uvis fremtid, som måske, måske ikke ville komme til at indeholde egne børn.
En uge efter blev min frygt bekræftet; han ønskede ikke vores forhold skulle være kærester, men håbede derimod at vi stadig kunne ses og være gode venner. Jovist, jeg ville jo ikke have ham ud af mit liv! Så egentlig skulle det bare være som før, før vi blev kærester. Og det var faktisk okay for mig. Jeg fik jo begge dele: håbet om en fremtid med børn OG ham! Samtidig kunne jeg også slippe angsten for at blive forladt - eller kunne jeg? Det var åbenbart nemmere sagt end gjort.
Vores forhold er nu meget indviklet for mig. Vi er ikke kærester, det er jeg helt klar over, men hvad så? Vi opfører os nærmest som kærester, men jeg kan ikke tillade mig at have de samme "forventninger" som til en kæreste. Han kalder mig 'skat', 'smuk' og 'dejlig', men hjælper alligevel hellere en veninde end mig (sådan føles det i hvert fald for mig!). Og han har lyst til at ses, men har alligevel ikke tid/overskud. Ja jeg er godt klar over, at det måske lyder logisk, men i mit hoved, ja der er det ét stort rod.
Så hvad er "næste skridt"? Jeg aner det simpelthen ikke.. Jeg er virkelig glad for at jeg skal i terapi i morgen, så vi kan få snakket om det her, og hvad min 'wisemind' siger. (Wisemind er et meget brugt ord i DAT (dialektisk adfærdsterapi) som er den behandling jeg er påbegyndt i januar måned. Det handler kort og godt om at finde mellemvejen mellem ens følelser (som 'borderlinere' tænker rigtig meget ud fra) og så ens fornuft. Altså at være dialektisk i ens tankegang.)
For nyligt begyndte jeg at ses med en fyr. Udgangspunktet var helt klart venskab, men det skulle vise sig at det skulle udvikle sig - for os begge. Og det gik rigtig hurtigt. Vi sås stort set hver dag, og for en gangs skyld følte jeg mig rigtig godt tilpas og ikke mindst tryg i en mands nærvær. Det at der ikke blev stillet krav til mig, at vi kunne snakke om stort set alt, og bare "være" sammen, uden nødvendigvis at foretage os noget, det var nyt for mig.
Men aldersforskellen var stor, faktisk 19 år, og vi var sådan set enige om, at det ikke skulle blive til kærester. Vi kunne nyde det som det var, så længe det nu varede, men det kunne ikke blive seriøst imellem os. Pludselig en aften var det ændret. Set i bagspejlet gør jeg mig mange overvejelser om situationen; han havde haft en svær dag, og det endte ud i at jeg besluttede at tage ud til ham, selvom han ikke var meget for at jeg skulle se ham "sådan". I mellemtiden havde han dog også lavet en anden aftale, så det endte med at vi tog et smut ned til hans bror og fik et par øl. Det var sådan set fint nok, men han blev også lettere beruset. Så da vi kommer hjem sker det; han spørger om vi skal være kærester. Ikke bare lige sådan, men essensen var det. Først blev jeg lidt overrasket, fordi vi nu netop havde "aftalt" noget andet, men omvendt blev jeg også glad, fordi jeg jo holdt rigtig meget af ham! Dog tog jeg mig det forbehold at han måske ikke ville kunne huske noget næste morgen, eller i værste fald fortryde. Det var dog ikke tilfældet, og jeg var glad.
Det var overvældende for mig, og jeg følte at hele verden skulle have af vide at vi nu var kærester, men jeg holdt dog igen i et par dage, for lige at se tiden an. For mente han det nu alvorligt? Ville han virkelig MIG? Det troede jeg ingen ville..
Dagene gik, men det var ikke nemt for mig, at skulle stole så meget på et andet menneske. Min terapeut kalder det forladthedsangst, og det sætter faktisk udemærket ord på hvordan det føles; angsten for at blive forladt. Går han fra mig i morgen? Gider han mig overhovedet? Er jeg bare "pauseklovn"? osv. osv. Sådan kørte mit hoved hver eneste time vi ikke var sammen - for når vi var sammen, så var jeg fyldt op af glæde og tryghed!
Den søde tid var dog hurtigt ovre. Ikke ment på den måde at vi ikke stadig nød hinandens selskab, for det gjorde vi bestemt, jeg gjorde i hvert fald, men min tillid blev sat på prøve. Han skulle have besøg af en veninde! En veninde som jeg i forvejen var meget misundelig på, og havde det svært med, og nu skulle hun være sammen med ham, og oven i købet sove hjemme hos ham! Ikke SAMMEN med ham, naturligvis, men låne en seng, fordi hun selv stod uden bolig for en tid. Og havde det nu være min veninde der stod i samme situation, så ville jeg da godt kunne forstå hendes jalousi, men jeg var jo nærmest panisk ved tanken! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville nærmest gøre ALT for at forhindre dette og i stedet sørge for at han var sammen med mig, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så i stedet måtte jeg kæmpe mig igennem og forsøge ikke at vise min panik for meget for ham, men indeni var jeg et nervevrag! Jeg følte et enorm behov for at SUGE mig fast på ham og aldrig mere give slip, for tænk nu hvis han ikke kom igen? Desværre formåede jeg ikke at holde ud og forholde mig helt roligt overfor ham, og jeg tror han blev lidt chokeret. Og fik nok. Han kunne ikke "få luft". Han følte sig netop holdt fast.
Siden den dag, var vores forhold anderledes. Jeg kunne mærke det på ham, jeg kunne mærke han var forandret.
Dagen inden det med veninden havde han stillet mig et svært spørgsmål: Ønskede jeg børn? For hvis jeg gjorde det, så skulle jeg vide at han nok ikke var den rette, for han ønskede ikke flere børn - han har i forvejen en søn - han følte sig for gammel til at få flere. Det slog mig helt ud, det kom som et chok og det var ikke noget jeg havde overvejet i vores forhold, det var jo så nyt. Og børn, jo det har jeg jo altid drømt om, men det sagde jeg ikke til ham.. Jeg udbad mig betænkningstid og kom op med et svar noget lignende: "Hvis jeg skal vælge mellem at få børn og "beholde" dig, lige nu, så vil jeg vælge dig!". For det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg ville hellere have ham, end en uvis fremtid, som måske, måske ikke ville komme til at indeholde egne børn.
En uge efter blev min frygt bekræftet; han ønskede ikke vores forhold skulle være kærester, men håbede derimod at vi stadig kunne ses og være gode venner. Jovist, jeg ville jo ikke have ham ud af mit liv! Så egentlig skulle det bare være som før, før vi blev kærester. Og det var faktisk okay for mig. Jeg fik jo begge dele: håbet om en fremtid med børn OG ham! Samtidig kunne jeg også slippe angsten for at blive forladt - eller kunne jeg? Det var åbenbart nemmere sagt end gjort.
Vores forhold er nu meget indviklet for mig. Vi er ikke kærester, det er jeg helt klar over, men hvad så? Vi opfører os nærmest som kærester, men jeg kan ikke tillade mig at have de samme "forventninger" som til en kæreste. Han kalder mig 'skat', 'smuk' og 'dejlig', men hjælper alligevel hellere en veninde end mig (sådan føles det i hvert fald for mig!). Og han har lyst til at ses, men har alligevel ikke tid/overskud. Ja jeg er godt klar over, at det måske lyder logisk, men i mit hoved, ja der er det ét stort rod.
Så hvad er "næste skridt"? Jeg aner det simpelthen ikke.. Jeg er virkelig glad for at jeg skal i terapi i morgen, så vi kan få snakket om det her, og hvad min 'wisemind' siger. (Wisemind er et meget brugt ord i DAT (dialektisk adfærdsterapi) som er den behandling jeg er påbegyndt i januar måned. Det handler kort og godt om at finde mellemvejen mellem ens følelser (som 'borderlinere' tænker rigtig meget ud fra) og så ens fornuft. Altså at være dialektisk i ens tankegang.)
Ny og nysgerrig
Så fandt modet vej til mig..
Jeg har længe - som i rigtig længe - overvejet at oprette en blog, men har ikke turde. Og hvad er der så lige at være bange for tænker du måske, men tro mig, det er der rigtig mange bud på i mit hoved. Sådan er det med mange ting, og det er nok noget der kommer til at give sig til udtryk på denne blog.
Jeg vil fortælle kort om mig selv og hvor jeg står i mit liv, og hvad tanken med denne blog er;
Først og fremmest, så er jeg en ung kvinde, med mange tanker omkring livet og tilværelsen. Dette er meget udpræget for mig, og på papiret kaldes det for diagnoser. Jeg har en hel række af dem, deriblandt borderline personlighedsforstyrrelse, dependent personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse og angst. Selvfølgelig er jeg på trods af disse 'titler' stadig bare mig, men jeg har altså nogle ting med i bagagen, som med al sin magt forsøger at gøre livet svært for mig - og det lykkes desværre meget godt.
Derfor kan titlen på min blog måske også undre lidt, for elsker jeg livet? JA, i bund og grund så elsker jeg livet, men somme tider, så kan jeg godt synes det er fandenivolsk og skide træls - men jeg bryder mig heller ikke om alternativet!
Så denne blog vil primært komme til at indeholde mine tanker om livet med dets op- og nedture og ikke mindst vejen til at lære at håndtere disse. Jeg har et ønske om at nogen måske kan bruge nogen af mine erfaringer til noget, men ikke mindst, så vil jeg øve mig i at sætte ord på mine tanker og følelser.
Jeg har længe - som i rigtig længe - overvejet at oprette en blog, men har ikke turde. Og hvad er der så lige at være bange for tænker du måske, men tro mig, det er der rigtig mange bud på i mit hoved. Sådan er det med mange ting, og det er nok noget der kommer til at give sig til udtryk på denne blog.
Jeg vil fortælle kort om mig selv og hvor jeg står i mit liv, og hvad tanken med denne blog er;
Først og fremmest, så er jeg en ung kvinde, med mange tanker omkring livet og tilværelsen. Dette er meget udpræget for mig, og på papiret kaldes det for diagnoser. Jeg har en hel række af dem, deriblandt borderline personlighedsforstyrrelse, dependent personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse og angst. Selvfølgelig er jeg på trods af disse 'titler' stadig bare mig, men jeg har altså nogle ting med i bagagen, som med al sin magt forsøger at gøre livet svært for mig - og det lykkes desværre meget godt.
Derfor kan titlen på min blog måske også undre lidt, for elsker jeg livet? JA, i bund og grund så elsker jeg livet, men somme tider, så kan jeg godt synes det er fandenivolsk og skide træls - men jeg bryder mig heller ikke om alternativet!
Så denne blog vil primært komme til at indeholde mine tanker om livet med dets op- og nedture og ikke mindst vejen til at lære at håndtere disse. Jeg har et ønske om at nogen måske kan bruge nogen af mine erfaringer til noget, men ikke mindst, så vil jeg øve mig i at sætte ord på mine tanker og følelser.
Abonner på:
Opslag (Atom)