Panik!

I dag var dagen hvor jeg endelig kunne få kontakt til skolen og få hjælp og råd omkring at klage over mit afslag på studiestøtte (SPS). Startede med at ringe til den sekretær som står for ansøgninger om SPS, su osv. Hun havde så stadig ferie, ja faktisk tre uger endnu. Klagen skal falde om godt en uge, så det kan jeg jo ikke vente på. Blev så stillet videre til en anden, men hun var ikke særlig venlig. Hun mente bare at jeg skulle skrive en klage og sende. JA dame!, det er jo derfor jeg ringer, for at få hjælp til det. :( Blev helt slået ud og brød helt sammen bagefter. Sundede mig alligevel lidt og tog mod til at ringe til min studievejleder; telefonsvarer og ferie i endnu en uge! PIS. Prøvede den anden studievejleder, bare for at gøre et eller andet, men nej, uden held. Brugte så et par timer på at gå rundt om mig selv og overveje hvad jeg skulle stille op. Min fornuft mente at jeg skulle ringe til hende på skolen igen og spørge om jeg i det mindste kunne få en kopi af ansøgningen, så jeg havde noget at skrive klagen ud fra. Men følelserne skreg nej! Frygtede at jeg bare ville blive overrumplet igen og bryde sammen. Besluttede derfor at tage min veninde under armen og køre ud på skolen og bede om det. Ved ikke om det var godt eller skidt, for det var ca. samme oplevelse som i telefonen. Følte mig som en komplet idiot og ikke særlig vel taget imod. Men jeg fik fremstammet mit ønske og kom også derfra med et stykke papir! Sejren var dog kort, for allerede uden for skolen opdagede jeg at det var en gammel ansøgning jeg havde fået. Fra sidste sommer, hvor min situation var helt anderledes. Mistede totalt modet og havde min veninde ikke været der, så havde jeg sat mig til at tude og havde sikkert siddet der endnu.. Havde virkelig lyst til at opgive det hele, for den støtte betyder så enormt meget for mig, og jeg kan slet ikke overskue at komme i gang med studiet igen, uden den.
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.

Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!

Vilde oplevelser

Sikke en dag! Først og fremmest så har jeg sovet mildest talt elendigt de sidste to nætter, så jeg er meget forundret over hvordan netop de to dage er gået over al forventning. Har vendt og drejet mig om natten, vågnet og troet jeg havde sovet over mig og følt ubehag i hele kroppen. Jævnt frustrerende, når man normalt er meget sensitiv omkring sin søvn, som jeg er.

Startede dagen ud med at være i DAT og det var lidt overvældende. Min terapeut havde glemt at sige til mig i går, at deres socialrådgiver ville deltage i starten, for lige at komme med på råd angående mit afslag på SPS. Det er noget som normalt ville have væltet mig omkuld, men jeg var helt rolig. Resten af samtalen var god. I den forstand at vi fik snakket om nogle vigtige ting. Jeg tror egentlig at jeg havde forventet en noget anden retning og slet ikke at vi var kommet så dybt, men igen, jeg blev ikke slået ud af det.
Eftermiddagen stod på stranden igen og det var skønt! Klikker bare super godt med hende fra gruppen og vi snakker bare om alt mellem himmel og jord. Som jeg forestiller mig et helt normalt afslappet venindeforhold. Virkelig fed følelse!!

Her til aften stod det så på dagens, ja måske ugens eller månedens oplevelse. Jeg var så heldig at være "forsøgskanin" til "Equine Mind Movers", læs om det her: http://eqmm.dk/ Kender en som skal til at skrive eksamen, og hun skulle derfor bruge en til at skrive om, og jeg var heldig. Og hold nu op! Var faktisk ikke rigtig sikker på hvad det gik ud på, men besluttede at gå ind i det med åbent sind, fordi jeg synes det lød rigtig spændende. Havde længe overvejet en session, men holdt lidt igen, fordi jeg var bange for at der blev pillet ved noget 'farligt'. Det var bare ikke farligt - okay lige bortset fra at hesten trådte mig over foden :/
Hun startede med lige at fortælle hvad der skulle ske og så gik vi op til folden hvor 3 af hendes heste stod. Jeg skulle så mærke efter om jeg følte mig specielt tiltrukket af en eller flere af dem. Følte en kontakt med en af dem, og den blev så lukket ind på banen. Så gik vi hen i den anden ende af banen og lavede en slags mindfulnessøvelse. Gennemgik faktisk hele kroppen fra top til tå, med at mærke de forskellige steder. Ret udfordrende, men synes faktisk jeg klarede det overraskende godt. Især i betragtning af at jeg blev angrebet af myg og lignende flere gange. Hun fortalte da vi var helt færdige, at hestene havde været meget urolige på folden. Ydermere at hendes ene hest normalt gik ret hurtigt, fordi der ikke var "noget for ham at lave", men han virkede meget interesseret i mig. Det var dog ikke ham jeg valgte.
Efter mindfulnessen gik vi ind til hesten. Jeg måtte bare gå rundt og mærke, så tæt på eller langt fra jeg ville. Og så kom følelserne, og nok også lidt tanker. Han søgte mig og gnubbede op af mig og jeg mærkede ked af det heden og ensomheden. Men så snart jeg røg ud af følelsen, så gik hesten! Virkelig syrealistisk at opleve for jeg kunne ingenting gøre, andet end at forsøge at komme tilbage i følelsen, for så kom hesten tilbage. Sådan gik det frem og tilbage og mærkede efterhånden at han ligesom havde et budskab. Han puffede til mig og gik ind i mig, som om han sagde: "hallo, fat det nu!". Jeg anede bare ikke hvad jeg skulle fatte. Efterhånden, og med vejledning fra 'coachen' kom jeg frem til at han ville fortælle mig at jeg skulle tage imod den omsorg han faktisk gav mig, når han gnubbede sig og nærmest krammede mig. Havde det været et menneske, havde det været en trygt og omsorgsfuldt knus! Samtidig fik jeg også virkelig træls associationer til mit liv når han puffede til mig, gik fra mig og en enkelt gang endda jokkede mig over foden. For det er jo sådan jeg lader andre behandle mig, og måske endnu vigtigere; behandler mig selv! Samtidig oplevede vi også flere gange, at jeg 'jagede' coachen væk. Som om han vidste at det distraherede mig hvis hun var for tæt på, jeg skulle fokusere udelukkende på ham! Han gjorde det flere gange og meget tydeligt.
De to andres heste var gået væk og ned i deres hal, men pludselig kom de løbende og især den, som hun havde sagt i starten ikke plejede at vise interesse, men som havde gjort det for mig, kom nærmest løbende op til os. Så stod den på den anden side af hegnet og jeg skulle prøve at "connecte" med ham. Lidt kort fortalt, så fik jeg følelsen af at han prøvede at forklare, at jeg skulle tænke på mig selv først. Den måde han skubbe den anden væk og ligesom stillede sig op, det stod bare klart for mig. Tror kun der gik 2 min. så prustede han og gik sin vej igen. Så var han 'job' klaret.

Alt i alt var det en virkelig vild oplevelse! Jeg grinte flere gange, fordi det hele var så tydeligt og alligevel så mærkeligt, samtidig med at jeg jo faktisk følte ked af det heden og ensomhedsfølelsen. Som jeg også sagde til coachen bagefter, så følte jeg det mest som, jeg tænker andre må have det hvis de har set spøgelser eller oplevet noget andet unaturligt. Virkelig mærkeligt og fantastisk på én gang! Hvis ikke jeg var fattig studerende, så ville jeg helt sikkert komme igen mange gange, men foreløbig vil jeg se om der måske kan blive råd til en enkelt gang i næste måned. Også afhængig af hvad hun tager når hun nu bliver færdig :( Og så tænker jeg også meget på at jeg ikke skal blande for meget sammen med DAT, men umiddelbart er min frygt omkring at det ville påvirke DAT behandlingen voldsomt, gjort til skamme. Selvfølgelig kan der komme efterreaktioner, men hun siger at man ikke arbejder med mere end man er klar til, og det er også den følelse jeg sidder med her til aften. Det var overvældende, ja, men ikke traumatisk eller på nogen måde lignende.

Det blev et rigtig langt indlæg herfra, men jeg vil bare så gerne dele den oplevelse med verden. Ville ønske alle kunne prøve det der!
Men nu vil jeg tiltrængt kravle i seng og håbe at visheden om at jeg kan sove lige så længe jeg vil i morgen, kan give mig en rolig og god nattesøvn.

Kan det passe?

Jeg sidder og undrer mig her til aften. Tænker tilbage på dagen, inden jeg kan lave mit dagbogsskema. Hvordan har dagen været? Hvordan har jeg haft det? Har jeg brugt færdigheder?
Umiddelbart fantastisk dejlig dag, jeg har haft det godt, grint og smilet og nydt livet - og uden synderlig brug af færdigheder. Men kan det dog passe? Jeg er forvirret.

Dagen stod på sommergruppe, lidt af en omvæltning, da der er mange nye ansigter. Men det var anden gang i dag, og derfor lidt nemmere. Og så havde jeg jo de andre fra gruppen. Den ene er begyndt at køre med mig, og det er bare en kæmpe lettelse. Hun giver mig en helt fantastisk ro og lethed. Ydermere havde JEG taget mod til at spørge om hun ville med på stranden efter gruppe i dag, og hun havde sagt ja! Jeg glædede mig, men var samtidig også lidt nervøs. Hvad ville de andre fra gruppen sige til at kun os to skulle på stranden og ikke havde spurgt dem? Skam til op over begge ører! Men det var det, da vi var færdige i gruppen var hendes ro der igen, og skammen fik kamp til stregen. Fik sagt det højt, hun genkendte følelsen og det var det! Resten af dagen blev nydt. Vi hyggede os virkelig meget og endte med at bruge 5 timer på stranden, bare med snak, hygge og ren afslapning.

I gruppen var jeg lidt fraværende. Tror det kom mest af min hjernerystelse fra i fredags (fik en båd i hovedet!!) og vi skulle se film med Marsha Linehan, ligesom sidst. Det var rigtig spændende, og knap så provokerende som sidst, men fik hurtigt ondt i hovedet af at kigge på skærmen og koncentrere mig. Sjovt nok havde vi om mindfulness og hvad det indebærer, og tog flere gange mig selv i at være selvdømmende, fordi jeg frygtede hvad andre tænkte, om at jeg ikke fulgte med på skærmen hele tiden. Men fik det skubbet væk.

Sluttede dagen af med en sms fra hende jeg var på stranden med i dag, der spurgte om hun måtte komme med igen i morgen. Dét var virkelig en skøn besked at få, for det tyder jo på at hun har hygget sig lige så meget som mig. Selvom hun også sagde det da vi kom hjem, så får jeg bare tit den tanke, at "det skal hun jo sige for at være sød". Den er så indgroet i mig, så at hun ligefrem viser det med handling, det er virkelig fedt for mig! Ydermere bliver det måske lidt nemmere at udholde nervene inden jeg skal snakke med min terapeut, når hun er med i bilen. Ved ikke hvorfor jeg er så nervøs omkring dét for tiden, men det må jeg lige prøve at lægge mærke til - apropos mindfulness og opmærksomhedsfærdigheder :)

Forvirring på højt plan!

Når tingene er lidt usikre, så er det virkelig angstprovokerende at skulle snakke med min terapeut, og i går var ingen undtagelse. Synes vi havde en lidt rodet samtale, og jeg havde svært ved at være til stede. Mine tanker kredsede om alt det der ikke blev sagt, om hvad hun mon tænkte osv. osv. Fx den evige følelse af at andre synes jeg klarer alting så godt og at jeg da ikke har brug for hjælp, samtidig med at jeg indeni har lyst til at SKRIGE på hjælp. Som om min verden og omverdenen slet ikke hænger sammen.
Hvis jeg skal prøve at se på det med andre øjne, så er det måske fordi det netop skifter så meget for mig. Det ene øjeblik har jeg det ok, det næste vælter alting. Og så den skide facade! Tror virkelig den ubevidst er på overarbejde for tiden. I hvert fald ville det give god mening i forhold til at andre ser noget andet end jeg oplever. Men who knows?

Så ja, forvirring! Og som om det ikke var nok, så har jeg virkelig svært ved at mærke efter hvad jeg vil for tiden - eller det er jo egentlig ikke noget nyt, men som jeg også skrev den anden dag, så er opmærksomheden blevet større, og det er lidt frustrerende. Det sætter virkelig mine grænsesætning på prøve. Førhen har jeg jo bare gjort ting uden at mærke efter, før jeg bagefter måske har fortrudt eller mere sandsynligt; skammet mig. Men nu mærker jeg det oftere og oftere inden, hvilket jo i princippet er godt, men hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare gøre det, nu med opmærksomhed på at jeg måske egentlig ikke har lyst, men ikke synes jeg kan tillade mig at sige fra - ja, skam igen igen - og hvis jeg endelig en sjælden gang kommer frem til at det ville være okay at sige fra, så aner jeg ikke hvordan jeg gør det på en ordenlig måde.

I DAT bruger de meget billedet af en vippe, hvilket giver ret god mening for mig. I forhold til at sige fra, har jeg det meste af mit liv, været på den sige af vippen hvor jeg bare gør det, selvom jeg ikke har lyst, eller ikke har mærket efter, hvor den anden side af vippen er at sige meget voldsomt fra. Den synes jeg tit bliver forbundet med borderline, at man nærmest farer frem og skriger NEEJ! Og der frygter jeg at ryge over. Jeg har i disse dage virkelig trangen til at råbe sådan, når der er noget jeg mærker at jeg ikke har lyst til, men holder igen. For hvad vil andre ikke tænke? Mig som aldrig sige fra. Hvis jeg lige pludselig siger meget kraftigt fra, så må de da blive skræmt væk! Målet er jo også et andet, nemlig at lande midt på vippen, den dialektiske løsning, hvor man både tager hensyn til sig selv og omverdenen. Men den er svært at balancere på den vippe! For filan hvor ville det være nemmere bare at hoppe af..

Men det går selvfølgelig ikke. Fortsætter kampen.

Meget længe siden!

Beklager den rungende tavshed der har været længe. Jeg har kæmpet med paranoia omkring at skrive herinde, og hver gang jeg fik den overtalt, så tog de selvdømmende tanker over. At ingen gider at læse med, at jeg kun skriver for at få opmærksomhed osv osv. Og det er bare så velkendte tanker for mig! Men nu vil jeg give det en chance igen, for som jeg skrev i et af mine første indlæg, så skriver jeg først og fremmest for at hjælpe mig selv til at lære at sætte ord på alle de ting der sker inde i mit hoved - hvilket er en hel del. Til gengæld er det bare rigtig dejligt, hvis der er andre der kan få noget ud af mine ord, og det at inspirere og bruge al min 'dårligdom' til måske at hjælpe andre, det er jo noget af det jeg virkelig brænder for!

Men I får lige en update, skal se om jeg kan lade være med at skrive en hel roman :)

Studiet er der kommet styr på, så godt som. Jeg fortsætter med at være sygemeldt, men starter op med nogle timer her efter sommerferien, på det semester som jeg havde og bestod, inden jeg kom i praktik og blev sygemeldt. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle i gang igen, og ikke mindst finde sin plads i en ny klasse. Men ikke mere end det er til at holde ud. Jeg har gennem hele studiet haft en hel fantastisk studiementor, som virkelig forstår at få mig til at mærke efter, i stedet for bare at gøre og sige hvad jeg tror andre gerne vil have. Og her er så det lille issue! For at få SPS (studiestøtte) som det hedder, skal man søge timer til hvert semester. Det er blevet bevilliget uden problemer de sidste tre år, og regnede også med at det ville fortsætte, omend min situation er lidt speciel på næste semester. Men nej.
Den anden aften fik jeg mail om at der var brev i min mailboks, og som altid tjekker jeg. Forventede jo bare et standart svar og tror egentlig at jeg bare ville tjekke hvor mange timer vi havde fået. Havde nok i virkeligheden kørt lidt for meget på rutinen og bare skrevet under på ansøgningen, uden egentlig at læse hvad der stod. Det plejer jo at være helt rigtigt og uden problemer.
Panikkede fuldstændigt! Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en angstanfald, men jeg skal love for, at min krop ikke havde glemt hvordan det skulle udføres. Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg formåede at komme igennem det, især ovenpå en i forvejen svær dag, men jeg klarede det. Angsten sidder stadig i mig, og håbløsheden kæmper en brav kamp for at få overtaget. Det værste er næsten at det jo selvfølgelig er sommerferie på skolen og de ikke er tilbage før om 1½ uge. Til den tid er der kun yderligere 1½ uge til at en klage skal være modtaget i den anden ende, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at få støtte i næste semester.

I forvejen synes jeg mit humør er mere i den lave ende for tiden, og måske er det ikke så underligt. Jeg er ikke god til forandringerne, og de er svære at komme udenom her i sommermånederne. Der er ingen fast hverdag, mange er på ferie og så uvisheden om hvordan og hvorledes det hele skal skrues sammen med at starte op på studiet igen, det forstærker uroen. Faktisk er det kommet så langt, så jeg overvejer om jeg skal i medicinsk behandling igen, for at forsøge at stabilisere mit humør. Omend jeg virkelig gerne vil være fri!

DAT behandlingen er jeg stadig virkelig taknemmelig for. Jeg er kommet godt ind i gruppen og er måske også blevet bedre på nogle punkter, omend det kan føles modsat til tider. På ét punkt mærker jeg dog forandringer, og det er på opmærksomheden. Jeg er blevet en del mere opmærksom på hvad der sker i mig, og det er faktisk virkelig frustrerende! For et er at være opmærksom på det, noget andet er så at forandre eller udholde følelserne, og dét er fandme svært. Og så kan det virkelig være svært at se det positive i opmærksomheden, når jeg lige nu bare bliver mere frustreret af det, og så kommer min modvilje! Modvilje til at fortsætte opmærksomheden. For hvorfor gøre noget, som man får det værre af? Så kan det hele da være lige meget! Dén kæmper jeg med for tiden, og jeg er spændt på at få vendt den med min terapeut i morgen.
Hun har haft ferie de sidste to uger, og jeg har imellemtiden haft individuelle samtaler med en af færdighedstrænerne fra gruppen. Selvom det har været svært ikke at have den samme trygge person, så tror jeg også det har været godt for mig at få nogle andres øjne på tingene og det har også fået mig til at tænke lidt mere tror jeg. Men så igen, så har jeg det svært med alle de tankerne, når jeg ikke føler nogen som helt kontrol over dem, de flyver bare af sted.


Nå, det blev alligevel ret langt, men det er svært at skære så lang tid ned til meget lidt. Til slut vil jeg bare være lidt positiv og sige at jeg nyder hestelivet. Jeg er virkelig glad for min nuværende part, og føler jeg har uendelige muligheder med hende. Selvom det ikke altid går perfekt, så får jeg bare så meget ud af ridningen og samværet. Vi var faktisk ude og starte et stævne her i weekenden. Det gik okay, men jeg har meget at lære, og det føles faktisk okay. Oveni så har hende der ejer hesten også inviteret mig hjem til hende og hendes kæreste til grill og hygge, så måske er der grobund for en ny veninde også, hvem ved? :)