Helt fyldt op..

Denne weekend har været helt igennem fantastisk, og samtidig er jeg nu helt og aldeles fyldt og brugt. Føler nærmest jeg har behov for at sove i en uge nu for at få kræfter igen. Men tænker det er det værd! Jeg har mødt omkring 17 helt igennem fantastiske mennesker og oplevet en grad af rummelighed som man desværre sjældent ellers møder. 

Dagene har budt på et spækket program med fede oplæg og udfordrende øvelser. Bl.a. havde vi besøg af en skuespiller som lavede forskellige øvelser med os. Fx 'grounding' og afprøvning af virkemidler når man holder oplæg. Det var vildt inspirerende! Samtidig har vi nydt en helvedes masse skøn skøn mad og hyggelige omgivelser. Det sværeste var dog i går. Vi skulle hver især holde et oplæg på 5 min. for hinanden, og det var en følelsesmæssig rutsjebane. Der var rørende historier, hvor hjertet på nogle tidspunkter sad helt oppe i halsen og samtidig var der mange 'happy endings'. Den mest rørende historie var dog nok den pige, som var den eneste uden en diagnose. Hun havde faktisk aldrig rigtig fortalt nogen, før denne weekend, hvordan hun gik og havde det. Men nu var det gået op for hende at hun ikke var alene, og ikke mindst, at hun nok burde søge hjælp. Det var virkelig fantastisk at høre, hvordan vi allesammen havde været med til at skubbe hende i den rigtige retning, mod hjælpen.

Det værste var afskeden. Eller ikke selve afskeden, men tiden op til. Mine tanker. Tanken om at skulle hjem, alene. Til stilhed. Tomhed. Det er stadig svært for mig i dag, og der går nok et par dage før det er helt væk. 

I morgen går det dog løs igen. Jeg skal starte i gruppe i DAT. Faktisk har jeg ikke rigtig tænkt på det, der har jo været så meget andet at tænke på i weekenden. Men her til aften rammer den mig. Nervøsiteten. Det bliver nok værst når jeg skal i seng, og så i morgen tidlig. Er så bange for at de andre ser ned på mig, synes dårligt om mig osv. Især fordi de allerede ER en gruppe. Det er mig der er ny, mig der skal passes ind. De har allerede en form for sammenhold, de kender hinanden. Frygter det værste, men håber det bedste..

Kriller i maven

Så er det i morgen det går løs. I morgen bliver en fyldt op dag, forhåbentlig på den gode måde.

Jeg skal fra morgenstunden i DAT og jeg "glæder" mig! Der er så meget der fylder inden i mig, som jeg skal have luft for og råd/redskaber til at håndtere. Samtidig frygter jeg det også lidt, er så bange for at få 'skæld ud' over at jeg ringede i fredags.. Min fornuft siger at frygten ikke er berettiget, men følelserne siger det modsatte. Heldigvis kan jeg få det be- eller afkræftet i morgen - endelig! Og så er der lige det der med at komme for sent, jeg er SÅ bange for at det sker. Jeg ved godt det kun er sket én gang, men det sidder printet i mig og kræver tid for at forsvinde igen. Det er opslidende..

Efter DAT skal jeg suse hjem og hente mine ting, og så skal min veninde køre mig til stationen. Skal mødes med en af de andre der skal med i weekenden (som jeg kun har mødt én gang før), blot en time efter at jeg er færdig i terapi, så har lidt stress. Jeg håber jeg når det! Det skal jeg.
Jeg tror det bliver en intens weekend, det er jeg faktisk ret sikker på at det bliver. Men forhåbentlig kommer alt det gode til at overskygge intensiteten, som godt kan være lidt hård ved mig. Sidst jeg var af sted på sådan en weekend gik det desværre skidt. Men det var også lige efter jeg var blevet sygemeldt - og havde taget en overdosis - så det er måske forståeligt nok at det var ekstra hårdt. Denne gang har jeg forholdsvis ro på mit liv.
Så alt i alt glæder jeg mig til at skøn weekend, som med garanti kommer til at byde på en masse skønne unge mennesker!

Søndag slutter kurset kl. 15, og da har min farmor inviteret til fødselsdag. Så jeg skal skynde mig at hoppe på et tog og så suse hjem til hende. Tror jeg er rimelig bombet på det tidspunkt, men hun bliver altid så glad for at se os, så kunne ikke nænne at blive væk. Til genæld kan jeg sove rigtig længe mandag, der er nemlig ingen 'skole' den kommende uge. Så det vil jeg udnytte. :)

Skal se om jeg kan komme lidt tidligere i seng i aften, så jeg kan være frisk til i morgen og ikke mindst resten af weekenden. Men det bliver nok ikke nemt at sove, men al den kriller i maven.

Er det okay?

Solen skinner, men det er koldt. 

Sådan tænker jeg i dag. I fakta. Ting der er nemme at forholde sig til. Eller sådan prøver jeg i hvert fald at tænke.. For i virkeligheden så fiser tankerne rundt i mit hoved:

Skal, skal ikke træne, skal, skal ikke bryde kontakten, hjælpe eller give plads, tage kampen eller lade stå til, arbejde for sagen eller gi' op. Er det okay, er JEG okay? Jeg forsøger at skubbe det væk. Det er alt for forvirrende og svært at skulle forholde sig til alle de mange valg!

Især den med om JEG er okay fylder meget i mig. Og har nok altid gjort det. Jeg tror det bunder i at jeg så mange gange har følt og fået fortalt at det jeg gjorde ikke var okay, og det blev i mit hoved til at JEG ikke var okay. Sådan hænger det jo ikke rigtigt sammen, det ved min fornuft godt, men derfra og så til at FØLE at sandheden er en anden, der er langt. 

Derfor har jeg nok også så svært ved at træffe beslutninger (en del af det dependente) fordi JEG ikke føler mig okay, hvordan kan mine beslutninger - eller mangel på samme - så være det?

Fx fylder det rigtig meget i mig for tiden, om det er okay jeg er glad, hvis mine nære ikke er det? Fortjener jeg så at være glad og have det godt, hvis de, som i mine øjne er langt mere værd, ikke har det godt? Det gode er at jeg ikke så let bliver påvirket af andres humør længere. Førhen blev jeg ked af det hvis andre var kede af det, vred, hvis andre var vrede osv. Nu skal jeg selv mærke mere efter HVAD jeg egentlig føler og det er dælme da svært. Det betyder også (tror i hvert fald det hænger sådan sammen) at mine følelser sidder meget uden på tøjet for tiden. Der skal ikke meget til før jeg fælder en tåre eller bliver rørt. Og kan jeg virkelig 'tillade' mig at blive rørt over noget i tv? Er det "normalt"? Jeg aner det ganske simpelt ikke.. Det er noget jeg skal lære.

Synes stadig det føles som en evighed til det er fredag og jeg skal i DAT igen. Nu må dagene gerne gå lidt stærkt!

Så mange tanker..

Endelig var modet ved at være vendt tilbage til mig, og så væltede det igen i går. Det føles som om det aldrig vil tage en ende!

I går ringede jeg til min terapeut, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op, og vi havde en god og fornuftig snak. Men i dag fortryder jeg. Er så bange for om det var okay jeg ringede, om det var berettiget, om det var en del af 'aftalen' eller jeg skulle have taget 'taget mig sammen'. Så nu føles der som en evighed til jeg skal derned igen på fredag og vi kan få snakket om det. Så jeg skal holde ud. Hvilket er svært! Det er sværest de dage hvor jeg ikke skal noget, som fx i dag. Derfor valgte jeg at bruge en af mine 'taktikker' nemlig at sove. Jeg vågnede egentlig kl 8.30, men fordi jeg ikke kunne overskue dagen uden aftaler og med hovedet fuld af tanker, valgte jeg at lægge mig til at sove igen - helt til kl. 14. Det er svært for mig at 'sige højt', for jeg ved jo godt at det ikke er godt at sove så meget (13 timer!). På den anden side, er det bedre end at være selvdestruktiv, hvilket jeg måske ville have endt med hvis jeg skulle have forholdt mig til de mange tanker. Så at sove er pt. en af mine mere hensigtsmæssige strategier.

Fra i morgen af er der heldigvis mindst én ting på programmet om dagen, som indebærer at komme ud af lejligheden. Det er godt for mig, for så bliver jeg tvunget til at tænke på noget andet end mig selv og mine tanker. Samtidig skal jeg også Lade op til næste weekend, som står på kursusweekend, hvilket jeg glæder mig meget til. Men jeg tror også det bliver en hård tur! I det hele taget står den næste måneds tid på en hel del frivilligt arbejde, hvilket jeg sætter stor pris på. Det giver mig rigtig meget selvtillid og samtidig håber jeg at kunne være med til at gøre en forskel for andre.

Så jeg holder hovedet oven vande og gør igen igen alt hvad der står i min magt for at mane de dårlige tanker til jorden. Det SKAL bare lykkes!

Betydningsfulde personer

Mange mennesker i mit liv har eller har haft stor betydning for mig og mit liv. Der er selvfølgelig familien, de har stor betydning for mig, især rent følelsesmæssigt. Så er der venner og veninder, det kan også være følelsesmæssigt, men nogle har også været med til at gøre en egentlig 'forskel' i mit liv. Og så er der, for mig, dem som jeg ikke har nogen egentlig følelsesmæssig relation til eller betydning for, men som for mig har betydet en forskel - og dem har jeg haft en del af i mit liv. Deriblandt nogle af de behandlere jeg har haft gennem årene! 

Men én af dem 'mødte' jeg i dag, og det var underligt. Jeg kunne mærke det vakte en masse følelse i mig, og alligevel blev jeg lammet. Hun var den første jeg fortalte hvordan jeg virkelig havde det, der for omkring 7 år siden, hvor hele min verden for alvor væltede. Det var hende der 'så' mig, så at jeg var brudt sammen og hun rakte mig den hånd jeg havde brug for! Det var hende der kontaktede mine forældre og råbte vagt i gevær, og selvom jeg dengang hadede hende for det, så ved jeg i dag, at dét var vigtigt. Hun tog det ansvar som ingen andre havde taget før, og der havde trods alt været "tegn" i omkring 5 år på det tidspunkt. 

Hun tog min hånd og hjalp mig videre i den store jungle af 'hjælp'. Hun var ikke perfekt, ingen er perfekte, og det var ikke alt hun gjorde der var godt for mig, men det vigtigste var at hun gjorde NOGET. Hun var ikke bange for at stå fast og dét vil jeg aldrig glemme. 

Alligevel blev jeg lammet da jeg så hende.. Gik i panik. Havde hun set mig? Kunne hun kende mig? Hvad tænkte hun om mig? Det fløj igennem mit hoved. Skulle jeg sige hej? Men hvad så hvis hun ikke kunne huske mig? Så sådan endte det.. Jeg gjorde ingenting. Og nu fortryder jeg. Omvendt sparede jeg måske mig selv for en pinlig oplevelse, hvem ved? Det er der desværre ingen der gør..

Men som hende, sådan ville jeg ønske at flere turde stå ved mavefornemmelsen når man blev bekymret for en person, turde spørge ind og ikke mindst holde fast. Hvilket bringer mig til en glædelig ting fra dagen der gik! Jeg fik endelig besked o, at være "optaget" som ambassadør for "En Af Os" kampagnen, og det glæder mig virkelig meget. Jeg brænder for at dele mine hårdt tjente erfaringer med andre og ikke mindst nedbryde nogle af de mange tabuer omkring psykisk sygdom som vi så ofte omgiver os med. Så det ser jeg frem til at komme i gang med :)

Tilbage til de betydningsfulde personer, så er det langt fra et overstået kapitel for mig. Det kommer der formentlig mere af i fremtiden!