Katastrofetanker

Først og fremmest må jeg beklage mine manglende skriverier. Mit hoved har været på overarbejde og jeg har ikke kunne koncentrere mig eller samle mig om noget som helst. Men nu er der forhåbentlig endelig kommet lidt ro på igen.

Sagen er den at jeg har været sygemeldt fra mit studie siden oktober 2012. Først var det bare for et par måneder, men da jeg så blev henvist til DAT blev det udsat yderligere et halvt år. Den sidste måneds tid har der så vokset sig en stor knude i min mave, fordi tiden hvor jeg skulle i gang med at læse op til at skulle i gang igen nærmede sig. Og jeg følte mig på ingen måde klar. Tanken om at skulle i praktik 30 timer om ugen + omkring 10 timer i forberedelse og opgaveskrivning, samtidig med at jeg skulle i DAT to gange om ugen, var helt uoverskuelig - men det samme var de konsekvenser jeg troede der var ved at stoppe/udsætte det endnu engang. Katastrofetankerne voksede sig kæmpe store i mit hoved og samtidig følte jeg mig helt handlingslammet.
Jeg troede at hvis jeg ikke fortsatte til september, så ville jeg blive 'smidt ud' af uddannelsen og de to år som jeg har gennemført og bestået ville være spildt. Samtidig ville jeg ryge på kontanthjælp, hvilket måske ikke engang var muligt, fordi jeg ejer en bil. Det ville også betyde at jeg ville blive nødt til at flytte fordi jeg bor i en studiebolig og endda skulle skifte forsikring, fordi den er gennem en fagforening, som man kun kan være medlem af som studerende eller når man har gennemført uddannelsen. Sådan kørte det rundt og rundt i mit hoved, nærmest konstant. Jeg vidste jo godt at jeg skulle finde fakta om mine bekymringer, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte eller slutte. Fx ville jeg søge svar ved kommunen omkring kontanthjælpen og evt. dispensation omkring min bolig, men jeg vidste ikke hvem jeg skulle kontakte. Jeg ville kontakte boligselskabet, men frygtede at de ville smide mig ud hvis de vidste jeg var sygemeldt. Inderst inde vidste jeg jo egentlig bare godt at jeg skulle kontakte min studievejleder, for at finde ud af hvilke muligheder jeg overhovedet havde i forhold til at udsætte studiet yderligere. Men frygten for at hun ville give mig det svar jeg frygtede - at jeg ikke ville kunne fuldføre uddannelsen - holdt mig væk. Samtidig har hun før virket afvisende overfor om jeg overhovedet var 'egnet' til at gennemføre uddannelsen.
Heldigvis havde jeg i fredags endelig en aftale med min støtteperson og det gik rigtig godt. Hun var meget forstående for min situation - hvilket hun nu altid har været - og det endte med at vi snakkede med min studievejleder sammen. Og hvilken lettelse! Jeg fik det stik modsatte svar af hvad jeg havde frygtet. Faktisk var hun meget imødekommende og roste mig ligefrem for min måde at takle det hele på. Jeg blev så overvældet og lettet at jeg begyndte at græde af lettelse da min støtteperson og jeg sad tilbage alene igen..
Senere skrev min studievejleder til mig at de gerne ville tilbyde mig at tage nogle af de timer som jeg har haft før, for at komme stille i gang igen og ikke mindst få genopfrisket noget teori som jo ellers kommer til at ligge 1½ år tilbage i hukommelsen. Så det bliver formentlig planen, hvilket føles helt rigtigt i maven.
Endelig fik jeg i dag snakket med hende der står for SU på uddannelsen og hun var også utrolig sød og imødekommende. Hun forsikrede mig om at jeg ikke behøvede at bekymre mig omkring min økonomi, da jeg fortsat kan være sygemeldt fra studiet og ellers har mine 12 ekstra klip at bruge af.
Så alt i alt er der endelig kommet lidt ro i min mave igen.

DAT er jeg stadig ovenud glad for. Jeg kan virkelig se er håb for enden af tunellen og jeg føler mig også mere og mere tilpas i færdighedsgruppen. Dog var det lidt mærkeligt at være af sted i dag, fordi der var en som skulle stoppe. Det var lidt mærkeligt, fordi jeg jo lige er blevet tryg ved de andre, og så stopper den ene allerede.. Omvendt var det rigtig dejligt at høre hvor meget hun havde rykket sig på den tid hun har gået i gruppen og det var jo bare endnu en motivation til at give den fuld gas med behandlingen!


Til slut sidder jeg lige og gør mig nogle overvejelser mens jeg skriver her. Det er faktisk tanker jeg har gjort mig før, men aldrig turde sige højt. Jeg er så bange for at det skal blive opfattet forkert, men nu giver jeg det alligevel en chance:
Jeg føler mig rigtig tit paranoid. Det kan være alt fra helt små ting, til lidt større. I det små fx om nogen kan se mig når jeg ligger på min sofa, om nogen holder øje med mig. Men det kan også være katastrofetanker om at andre snakker bag min ryg, vil mig ondt osv. Fx om de andre i gruppen fortæller om mig til andre, om mine venner/veninder bagtaler mig, eller om folk på gaden snakker om mig. Inderst inde prøver min fornuft at overbevise mig om at det blot er følelser, men jeg kan alligevel ikke slippe det.
Det kommer der måske mere om på et senere tidspunkt.