Svære relationer..

Relationer er noget der er svært for mig - har jeg fundet ud af. Dengang jeg fik bl.a. diagnosen borderline (knap 3 år siden), kunne jeg ikke rigtig se dette diagnosekriterie i mig selv. Men siden har jeg fundet ud af, at det faktisk til tider er rigtig svært for mig, især når det kommer til mænd!

For nyligt begyndte jeg at ses med en fyr. Udgangspunktet var helt klart venskab, men det skulle vise sig at det skulle udvikle sig - for os begge. Og det gik rigtig hurtigt. Vi sås stort set hver dag, og for en gangs skyld følte jeg mig rigtig godt tilpas og ikke mindst tryg i en mands nærvær. Det at der ikke blev stillet krav til mig, at vi kunne snakke om stort set alt, og bare "være" sammen, uden nødvendigvis at foretage os noget, det var nyt for mig.
Men aldersforskellen var stor, faktisk 19 år, og vi var sådan set enige om, at det ikke skulle blive til kærester. Vi kunne nyde det som det var, så længe det nu varede, men det kunne ikke blive seriøst imellem os. Pludselig en aften var det ændret. Set i bagspejlet gør jeg mig mange overvejelser om situationen; han havde haft en svær dag, og det endte ud i at jeg besluttede at tage ud til ham, selvom han ikke var meget for at jeg skulle se ham "sådan". I mellemtiden havde han dog også lavet en anden aftale, så det endte med at vi tog et smut ned til hans bror og fik et par øl. Det var sådan set fint nok, men han blev også lettere beruset. Så da vi kommer hjem sker det; han spørger om vi skal være kærester. Ikke bare lige sådan, men essensen var det. Først blev jeg lidt overrasket, fordi vi nu netop havde "aftalt" noget andet, men omvendt blev jeg også glad, fordi jeg jo holdt rigtig meget af ham! Dog tog jeg mig det forbehold at han måske ikke ville kunne huske noget næste morgen, eller i værste fald fortryde. Det var dog ikke tilfældet, og jeg var glad.
Det var overvældende for mig, og jeg følte at hele verden skulle have af vide at vi nu var kærester, men jeg holdt dog igen i et par dage, for lige at se tiden an. For mente han det nu alvorligt? Ville han virkelig MIG? Det troede jeg ingen ville..

Dagene gik, men det var ikke nemt for mig, at skulle stole så meget på et andet menneske. Min terapeut kalder det forladthedsangst, og det sætter faktisk udemærket ord på hvordan det føles; angsten for at blive forladt. Går han fra mig i morgen? Gider han mig overhovedet? Er jeg bare "pauseklovn"? osv. osv. Sådan kørte mit hoved hver eneste time vi ikke var sammen - for når vi var sammen, så var jeg fyldt op af glæde og tryghed!
Den søde tid var dog hurtigt ovre. Ikke ment på den måde at vi ikke stadig nød hinandens selskab, for det gjorde vi bestemt, jeg gjorde i hvert fald, men min tillid blev sat på prøve. Han skulle have besøg af en veninde! En veninde som jeg i forvejen var meget misundelig på, og havde det svært med, og nu skulle hun være sammen med ham, og oven i købet sove hjemme hos ham! Ikke SAMMEN med ham, naturligvis, men låne en seng, fordi hun selv stod uden bolig for en tid. Og havde det nu være min veninde der stod i samme situation, så ville jeg da godt kunne forstå hendes jalousi, men jeg var jo nærmest panisk ved tanken! Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville nærmest gøre ALT for at forhindre dette og i stedet sørge for at han var sammen med mig, men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Så i stedet måtte jeg kæmpe mig igennem og forsøge ikke at vise min panik for meget for ham, men indeni var jeg et nervevrag! Jeg følte et enorm behov for at SUGE mig fast på ham og aldrig mere give slip, for tænk nu hvis han ikke kom igen? Desværre formåede jeg ikke at holde ud og forholde mig helt roligt overfor ham, og jeg tror han blev lidt chokeret. Og fik nok. Han kunne ikke "få luft". Han følte sig netop holdt fast.
Siden den dag, var vores forhold anderledes. Jeg kunne mærke det på ham, jeg kunne mærke han var forandret.
Dagen inden det med veninden havde han stillet mig et svært spørgsmål: Ønskede jeg børn? For hvis jeg gjorde det, så skulle jeg vide at han nok ikke var den rette, for han ønskede ikke flere børn - han har i forvejen en søn - han følte sig for gammel til at få flere. Det slog mig helt ud, det kom som et chok og det var ikke noget jeg havde overvejet i vores forhold, det var jo så nyt. Og børn, jo det har jeg jo altid drømt om, men det sagde jeg ikke til ham.. Jeg udbad mig betænkningstid og kom op med et svar noget lignende: "Hvis jeg skal vælge mellem at få børn og "beholde" dig, lige nu, så vil jeg vælge dig!". For det var virkelig sådan jeg havde det. Jeg ville hellere have ham, end en uvis fremtid, som måske, måske ikke ville komme til at indeholde egne børn.
En uge efter blev min frygt bekræftet; han ønskede ikke vores forhold skulle være kærester, men håbede derimod at vi stadig kunne ses og være gode venner. Jovist, jeg ville jo ikke have ham ud af mit liv! Så egentlig skulle det bare være som før, før vi blev kærester. Og det var faktisk okay for mig. Jeg fik jo begge dele: håbet om en fremtid med børn OG ham! Samtidig kunne jeg også slippe angsten for at blive forladt - eller kunne jeg? Det var åbenbart nemmere sagt end gjort.

Vores forhold er nu meget indviklet for mig. Vi er ikke kærester, det er jeg helt klar over, men hvad så? Vi opfører os nærmest som kærester, men jeg kan ikke tillade mig at have de samme "forventninger" som til en kæreste. Han kalder mig 'skat', 'smuk' og 'dejlig', men hjælper alligevel hellere en veninde end mig (sådan føles det i hvert fald for mig!). Og han har lyst til at ses, men har alligevel ikke tid/overskud. Ja jeg er godt klar over, at det måske lyder logisk, men i mit hoved, ja der er det ét stort rod.

Så hvad er "næste skridt"? Jeg aner det simpelthen ikke.. Jeg er virkelig glad for at jeg skal i terapi i morgen, så vi kan få snakket om det her, og hvad min 'wisemind' siger. (Wisemind er et meget brugt ord i DAT (dialektisk adfærdsterapi) som er den behandling jeg er påbegyndt i januar måned. Det handler kort og godt om at finde mellemvejen mellem ens følelser (som 'borderlinere' tænker rigtig meget ud fra) og så ens fornuft. Altså at være dialektisk i ens tankegang.)