At være skamfuld

Skam er en følelse jeg kender rigtig godt, desværre. Jeg er vokset op med den, og den har vokset sig stor og stærk.
I dag blev den sat på prøve endnu engang. Jeg havde en aftale med min terapeut kl. 9 i morges, og selvom jeg ikke normalt står tidligt op, så plejer det ikke at være noget problem, når jeg har en aftale - især når det er med en terapeut som for mig er en stor autoritet. Men det værst tænkelige skete, at jeg ikke hørte min alarm på telefonen, og den er åbenbart indrettet sådan, at den kun ringer én gang (har lige købt ny telefon for en uge siden..) Så jeg vågnede ved det jeg troede var min alarm, men som viste sig at være min terapeut! Og hold op en grim måde at vågne på! Først nåede jeg ikke at tage den, men skyndte mig selvfølgelig at ringe tilbage, så snart jeg opdagede hvad der var sket. Jeg følte mig som verdens dårligste menneske, og hvordan reagerede jeg? Ved at smile! Det kunne hun jo selvfølgelig ikke se igennem telefonen, men jeg tænker at hun kunne høre det, men måske er det bare mig. I hvert fald, så var hun vidst ikke i tvivl om at jeg lige var vågnet, og vi aftale at jeg skulle ringe tilbage, når jeg lige havde fået øjne. Jeg lagde på og skreg! Min krop var helt fyldt op af ubehag og had til mig selv, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
I den behandling jeg går i (DAT) er der noget der hedder terapiforstyrrende adfærd, og det er fx når man udebliver fra aftaler, ikke laver sine "lektier" osv. Og det havde jeg jo gjort, ville det få konsekvenser? Samtidig var jeg rigtig ked af det, for jeg havde virkelig set frem til at skulle snakke med min terapeut om de svære ting der sker inden i mig for tiden, og den chance havde jeg nu forspildt, nu skulle jeg vente næsten to uger! Alt dette kørte rundt i mit hoved ind til jeg skyndte mig ud af sengen for at ringe tilbage.
Skæbnen ville dog en anden, for det viste sig at hun havde fået et afbud, så hun rent faktisk havde mulighed for at snakke med mig senere på formiddagen, hvis jeg havde mulighed for det. Først havde jeg lyst til at afslå, for det havde jeg ikke fortjent, men heldigvis nåede jeg slet ikke at tænke alle de tanker igennem, før det fløj ud af mig, at det ville jeg rigtig gerne! Og sikke en lettelse. Men det varede kun kort. For ville jeg få skældud? Ville vi skulle bruge hele samtalen på at snakke om at jeg havde været terapiforstyrrende, i stedet for dét som jeg virkelig havde brug for at snakke om? Ville hun dømme mig? Jeg rystede hele vejen derned i bilen, og jeg frygtede at skulle se hende i øjnene.
40 min efter hun havde ringet og vækket mig, stod jeg dernede. Hun fortalte at hun normalt nok ikke ville have givet en ny tid så hurtigt, eller i det hele taget haft mulighed for det, men hun havde vurderet at det ville være effektivt for mig at komme derned og snakke. Min frygt blev gjort til skamme, hun ville mig faktisk gerne, og jeg skulle ikke have skældud! Faktisk var det bare som det plejer at være, der var intet at mærke på hende, og det gjorde også mig mere rolig. Så rent faktisk fik vi en konstruktiv terapitime ud af det, selvom dagen var startet dårligt.