Jeg føler jeg er faldet ned i et kæmpestort sort hul! Det er som om hele verden er imod mig og ingenting vil lykkes. Sådan ved jeg jo godt, aller inderst inde, med fornuften, at det ikke heeelt er, men det er sådan det føles lige nu! Og den følelse er rigtig svær at slippe af med.
Følelserne har i det hele taget siddet udenpå den sidste tid, men det er jo i sig selv ikke dårligt. På mange punkter er det ligefrem rart med følelser, men det er når de bliver voldsomme at det bliver svært. Fx når jeg bliver så ked af det som jeg har været de sidste par dage, så er det rigtig svært. Så bliver mine tanker mere og mere sorte og det føles som om at de aldrig vil stoppe, at det bare er en sort nedadgående spiral.
Hvad årsagen præcis er, det ved jeg ikke, faktisk tror jeg det er et mix af mange ting. Og det er nok sådan det tit er for mig når jeg 'lander' her, i hullet. Der er måske én ting der får læsset til at vælte, men det er nok sjældent den ene ting der rent faktisk er årsagen til hele missæren.
Så målet er nu at kæmpe mig ud af hullet. Jeg vil jo IKKE være sådan her! Jeg vil være glad og ikke ulykkelig. Det svære ligger bare lige i afhængigheden og troen. Jeg tror ikke på at jeg kan kæmpe mig op selv, jeg er afhængig af hjælpen, hånden der bliver rakt ud. Og så kan der pludselig føles rigtig længe til det bliver onsdag og jeg skal i DAT igen, eller bare til i morgen hvor der er endnu en ny dag, som forhåbentlig ser lysere ud.
Jeg forstår virkelig, hvad du mener, når du siger, at du kan genkende dig selv i det, jeg skriver. Jeg kan genkende MIG selv i det DU skriver. Det er så svært at komme op af det sorte hul igen, og som du selv skriver, er det ikke nødvendigvis bare én ting, det handler om. Hvis den ting går i orden, er det stadig sort, for nu er det hele bare blevet mørkt! Og det føles, som du selv siger, som om det aldrig vil stoppe.
SvarSletDet er så mærkeligt, at det HVER gang føles uudholdeligt, og at man aldrig tror det stopper. Jeg har det selv lige sådan, men f.eks min mor, hun kan berolige sig selv med, at tingene går over igen. Sådan er det bare ikke for mig! Men min mor har selvfølgelig heller ikke en personlighedsforstyrrelse..
Jeg tror, vi ER afhængige af hjælpen lige nu. Hånden, der bliver rakt ud. Men jeg tror ikke nødvendigvis, vi bliver ved med at være det. Okay, det føltes slemt at sige. Jeg kan jo godt se, at jeg tror på, at DU kan komme videre, men man tror aldrig på det for sig selv, vel? Nå, men min pointe er bare, at det er okay, at du er afhængig. Englen siger altid til mig, at afhængighed er det første skridt mod selvstændighed. Man skal turde være afhængig. Det er også at tage ansvar. Når man ved, der er noget, der hjælper og så række ud efter det. Også selvom man så er afhængig af det for en tid. Det er stadig bedre end at ty til impulsive handlinger, fordi der ikke er noget at række ud efter. Giver det mening? Det blev vist lidt rodet, og jeg orker ikke lige at læse det igennem igen, hehe :-)
Knus <3
Åh kære krokudulle! Det er lige præcis sådan.. I dag fx, der gik det faktisk GODT med hesten, en af de ting der ellers har pint mig den sidste tid, men alligevel fortsætter det sorte. Og så frygten for at det kun var i dag det gik godt, at næste gang vil det gå dårligt igen, det kan ikke passe at det nu skal gå godt. Sort, sort, sort..
SvarSletMin mor siger også altid til mig at det er normalt at have nogle dårlige dage, 'det er normalt' 'det er normalt' evigt og altid. Tror hun ville blive skræmt hvis hun vidste hvad der sker i mit hoved :/
Jeg har bare svært ved at se hvor den hånd er. Måske fordi jeg ikke altid VIL se? Jeg ved det ikke helt. Men kloge ord du der skriver, det giver faktisk god mening!
Ja, det r svært med de mødre.. Jeg tror slet ikke rigtigt, at de kan forestille sig, hvordan det kan være med dårlige dage. Er det er så langt fra, hvordan de har det. Jeg gik i gruppebehandling på Center for spiseforstyrrelser på et tidspunkt, og jeg var så langt fra alle de andre i gruppen. De havde en spiseforstyrrelse og ikke noget der udover. Altså ikke, at det ikke er slemt nok i sig selv! Men de kunne slet ikke forstå mit manglende håb i de mørke perioder og sådan.
SletJeg kender det godt. Jeg har også til tider rigtig, rigtig svært ved at se den hånd. Jeg tror egentlig gerne, at man vil, men at man ikke tør. Sådan kan det i hvert fald være for mig. Jeg er bange for ikke at blive mødt, eller for at hånden forsvinder igen, så snart jeg har grebet den..
Det er så svært med den forståelse.. For den er bare så vigtig!
SvarSletLige præcis, det er næsten for godt til at være sandt, så hellere lade være med at risikere.. Suk
Ja, netop. Jeg oplevede selv samme frygt idag og undlod at løbe den risiko.. Sender dig knus og tanker <3
Slet