Meget længe siden!

Beklager den rungende tavshed der har været længe. Jeg har kæmpet med paranoia omkring at skrive herinde, og hver gang jeg fik den overtalt, så tog de selvdømmende tanker over. At ingen gider at læse med, at jeg kun skriver for at få opmærksomhed osv osv. Og det er bare så velkendte tanker for mig! Men nu vil jeg give det en chance igen, for som jeg skrev i et af mine første indlæg, så skriver jeg først og fremmest for at hjælpe mig selv til at lære at sætte ord på alle de ting der sker inde i mit hoved - hvilket er en hel del. Til gengæld er det bare rigtig dejligt, hvis der er andre der kan få noget ud af mine ord, og det at inspirere og bruge al min 'dårligdom' til måske at hjælpe andre, det er jo noget af det jeg virkelig brænder for!

Men I får lige en update, skal se om jeg kan lade være med at skrive en hel roman :)

Studiet er der kommet styr på, så godt som. Jeg fortsætter med at være sygemeldt, men starter op med nogle timer her efter sommerferien, på det semester som jeg havde og bestod, inden jeg kom i praktik og blev sygemeldt. Det er en lille smule angstprovokerende at skulle i gang igen, og ikke mindst finde sin plads i en ny klasse. Men ikke mere end det er til at holde ud. Jeg har gennem hele studiet haft en hel fantastisk studiementor, som virkelig forstår at få mig til at mærke efter, i stedet for bare at gøre og sige hvad jeg tror andre gerne vil have. Og her er så det lille issue! For at få SPS (studiestøtte) som det hedder, skal man søge timer til hvert semester. Det er blevet bevilliget uden problemer de sidste tre år, og regnede også med at det ville fortsætte, omend min situation er lidt speciel på næste semester. Men nej.
Den anden aften fik jeg mail om at der var brev i min mailboks, og som altid tjekker jeg. Forventede jo bare et standart svar og tror egentlig at jeg bare ville tjekke hvor mange timer vi havde fået. Havde nok i virkeligheden kørt lidt for meget på rutinen og bare skrevet under på ansøgningen, uden egentlig at læse hvad der stod. Det plejer jo at være helt rigtigt og uden problemer.
Panikkede fuldstændigt! Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en angstanfald, men jeg skal love for, at min krop ikke havde glemt hvordan det skulle udføres. Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg formåede at komme igennem det, især ovenpå en i forvejen svær dag, men jeg klarede det. Angsten sidder stadig i mig, og håbløsheden kæmper en brav kamp for at få overtaget. Det værste er næsten at det jo selvfølgelig er sommerferie på skolen og de ikke er tilbage før om 1½ uge. Til den tid er der kun yderligere 1½ uge til at en klage skal være modtaget i den anden ende, hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at få støtte i næste semester.

I forvejen synes jeg mit humør er mere i den lave ende for tiden, og måske er det ikke så underligt. Jeg er ikke god til forandringerne, og de er svære at komme udenom her i sommermånederne. Der er ingen fast hverdag, mange er på ferie og så uvisheden om hvordan og hvorledes det hele skal skrues sammen med at starte op på studiet igen, det forstærker uroen. Faktisk er det kommet så langt, så jeg overvejer om jeg skal i medicinsk behandling igen, for at forsøge at stabilisere mit humør. Omend jeg virkelig gerne vil være fri!

DAT behandlingen er jeg stadig virkelig taknemmelig for. Jeg er kommet godt ind i gruppen og er måske også blevet bedre på nogle punkter, omend det kan føles modsat til tider. På ét punkt mærker jeg dog forandringer, og det er på opmærksomheden. Jeg er blevet en del mere opmærksom på hvad der sker i mig, og det er faktisk virkelig frustrerende! For et er at være opmærksom på det, noget andet er så at forandre eller udholde følelserne, og dét er fandme svært. Og så kan det virkelig være svært at se det positive i opmærksomheden, når jeg lige nu bare bliver mere frustreret af det, og så kommer min modvilje! Modvilje til at fortsætte opmærksomheden. For hvorfor gøre noget, som man får det værre af? Så kan det hele da være lige meget! Dén kæmper jeg med for tiden, og jeg er spændt på at få vendt den med min terapeut i morgen.
Hun har haft ferie de sidste to uger, og jeg har imellemtiden haft individuelle samtaler med en af færdighedstrænerne fra gruppen. Selvom det har været svært ikke at have den samme trygge person, så tror jeg også det har været godt for mig at få nogle andres øjne på tingene og det har også fået mig til at tænke lidt mere tror jeg. Men så igen, så har jeg det svært med alle de tankerne, når jeg ikke føler nogen som helt kontrol over dem, de flyver bare af sted.


Nå, det blev alligevel ret langt, men det er svært at skære så lang tid ned til meget lidt. Til slut vil jeg bare være lidt positiv og sige at jeg nyder hestelivet. Jeg er virkelig glad for min nuværende part, og føler jeg har uendelige muligheder med hende. Selvom det ikke altid går perfekt, så får jeg bare så meget ud af ridningen og samværet. Vi var faktisk ude og starte et stævne her i weekenden. Det gik okay, men jeg har meget at lære, og det føles faktisk okay. Oveni så har hende der ejer hesten også inviteret mig hjem til hende og hendes kæreste til grill og hygge, så måske er der grobund for en ny veninde også, hvem ved? :)