Helt fyldt op..

Denne weekend har været helt igennem fantastisk, og samtidig er jeg nu helt og aldeles fyldt og brugt. Føler nærmest jeg har behov for at sove i en uge nu for at få kræfter igen. Men tænker det er det værd! Jeg har mødt omkring 17 helt igennem fantastiske mennesker og oplevet en grad af rummelighed som man desværre sjældent ellers møder. 

Dagene har budt på et spækket program med fede oplæg og udfordrende øvelser. Bl.a. havde vi besøg af en skuespiller som lavede forskellige øvelser med os. Fx 'grounding' og afprøvning af virkemidler når man holder oplæg. Det var vildt inspirerende! Samtidig har vi nydt en helvedes masse skøn skøn mad og hyggelige omgivelser. Det sværeste var dog i går. Vi skulle hver især holde et oplæg på 5 min. for hinanden, og det var en følelsesmæssig rutsjebane. Der var rørende historier, hvor hjertet på nogle tidspunkter sad helt oppe i halsen og samtidig var der mange 'happy endings'. Den mest rørende historie var dog nok den pige, som var den eneste uden en diagnose. Hun havde faktisk aldrig rigtig fortalt nogen, før denne weekend, hvordan hun gik og havde det. Men nu var det gået op for hende at hun ikke var alene, og ikke mindst, at hun nok burde søge hjælp. Det var virkelig fantastisk at høre, hvordan vi allesammen havde været med til at skubbe hende i den rigtige retning, mod hjælpen.

Det værste var afskeden. Eller ikke selve afskeden, men tiden op til. Mine tanker. Tanken om at skulle hjem, alene. Til stilhed. Tomhed. Det er stadig svært for mig i dag, og der går nok et par dage før det er helt væk. 

I morgen går det dog løs igen. Jeg skal starte i gruppe i DAT. Faktisk har jeg ikke rigtig tænkt på det, der har jo været så meget andet at tænke på i weekenden. Men her til aften rammer den mig. Nervøsiteten. Det bliver nok værst når jeg skal i seng, og så i morgen tidlig. Er så bange for at de andre ser ned på mig, synes dårligt om mig osv. Især fordi de allerede ER en gruppe. Det er mig der er ny, mig der skal passes ind. De har allerede en form for sammenhold, de kender hinanden. Frygter det værste, men håber det bedste..