Panik!

I dag var dagen hvor jeg endelig kunne få kontakt til skolen og få hjælp og råd omkring at klage over mit afslag på studiestøtte (SPS). Startede med at ringe til den sekretær som står for ansøgninger om SPS, su osv. Hun havde så stadig ferie, ja faktisk tre uger endnu. Klagen skal falde om godt en uge, så det kan jeg jo ikke vente på. Blev så stillet videre til en anden, men hun var ikke særlig venlig. Hun mente bare at jeg skulle skrive en klage og sende. JA dame!, det er jo derfor jeg ringer, for at få hjælp til det. :( Blev helt slået ud og brød helt sammen bagefter. Sundede mig alligevel lidt og tog mod til at ringe til min studievejleder; telefonsvarer og ferie i endnu en uge! PIS. Prøvede den anden studievejleder, bare for at gøre et eller andet, men nej, uden held. Brugte så et par timer på at gå rundt om mig selv og overveje hvad jeg skulle stille op. Min fornuft mente at jeg skulle ringe til hende på skolen igen og spørge om jeg i det mindste kunne få en kopi af ansøgningen, så jeg havde noget at skrive klagen ud fra. Men følelserne skreg nej! Frygtede at jeg bare ville blive overrumplet igen og bryde sammen. Besluttede derfor at tage min veninde under armen og køre ud på skolen og bede om det. Ved ikke om det var godt eller skidt, for det var ca. samme oplevelse som i telefonen. Følte mig som en komplet idiot og ikke særlig vel taget imod. Men jeg fik fremstammet mit ønske og kom også derfra med et stykke papir! Sejren var dog kort, for allerede uden for skolen opdagede jeg at det var en gammel ansøgning jeg havde fået. Fra sidste sommer, hvor min situation var helt anderledes. Mistede totalt modet og havde min veninde ikke været der, så havde jeg sat mig til at tude og havde sikkert siddet der endnu.. Havde virkelig lyst til at opgive det hele, for den støtte betyder så enormt meget for mig, og jeg kan slet ikke overskue at komme i gang med studiet igen, uden den.
Tænkte lidt over tingene, og besluttede at jeg ikke måtte give op. Skrev derfor en laaang sms til hende der yder mig støtten, og forklarede hende situationen. Dog fyldt op af dårlig samvittighed, for havde hun ferie? Ville hun overhovedet hjælpe? Besluttede også at få min mor til at komme forbi. Kunne virkelig godt have brugt bare at blive holdt om og få lov til at tude, men hun er en fixer i sådanne situationer. Rart i nogle tilfælde, men det var jo egentlig ikke dét jeg søgte hos hende. Fik dog lidt omsorg, men jeg tror hun også er bange og måske også ked af det. Hun bevarede dog mor-rollen i dag, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Noget af det værste er, hvis hun også begynder at græde. Så føler jeg at det er mig der skal trøste, hvis det ikke skal kamme helt over.
Nå men, her for en time siden svarede min støtteperson så, og sendte mig den del af ansøgningen hun har skrevet. Må prøve min anden studievejleder igen i morgen tidlig og ellers søge råd hos min terapeut i morgen eller onsdag.

Situationen lige nu er skrøbelig, fordi jeg mærker alt og intet. Har stort set ikke spist hele dagen, bortset fra et stykke rugbrød for lidt siden, så min krop og hjerne er totalt omtumlet. Skulle også have været ud til hesten her til aften, men har både lyst og alligevel, og samtidig aner jeg det ikke. Er også bange for at det ville blive en negativ oplevelse fordi jeg er så omtumlet, og måske endda uforsvarligt, fordi jeg er afkræftet. Jeg aner det ikke.. Så nu ender jeg nok bare på sofaen, og hvis jeg kender mig selv ret; i et ædeflip :( Er virkelig træt af mig selv og livet lige nu - bare rolig, inden selvmordstrussel herfra!!