Når tingene er lidt usikre, så er det virkelig angstprovokerende at skulle snakke med min terapeut, og i går var ingen undtagelse. Synes vi havde en lidt rodet samtale, og jeg havde svært ved at være til stede. Mine tanker kredsede om alt det der ikke blev sagt, om hvad hun mon tænkte osv. osv. Fx den evige følelse af at andre synes jeg klarer alting så godt og at jeg da ikke har brug for hjælp, samtidig med at jeg indeni har lyst til at SKRIGE på hjælp. Som om min verden og omverdenen slet ikke hænger sammen.
Hvis jeg skal prøve at se på det med andre øjne, så er det måske fordi det netop skifter så meget for mig. Det ene øjeblik har jeg det ok, det næste vælter alting. Og så den skide facade! Tror virkelig den ubevidst er på overarbejde for tiden. I hvert fald ville det give god mening i forhold til at andre ser noget andet end jeg oplever. Men who knows?
Så ja, forvirring! Og som om det ikke var nok, så har jeg virkelig svært ved at mærke efter hvad jeg vil for tiden - eller det er jo egentlig ikke noget nyt, men som jeg også skrev den anden dag, så er opmærksomheden blevet større, og det er lidt frustrerende. Det sætter virkelig mine grænsesætning på prøve. Førhen har jeg jo bare gjort ting uden at mærke efter, før jeg bagefter måske har fortrudt eller mere sandsynligt; skammet mig. Men nu mærker jeg det oftere og oftere inden, hvilket jo i princippet er godt, men hvad hjælper det, hvis jeg alligevel bare gøre det, nu med opmærksomhed på at jeg måske egentlig ikke har lyst, men ikke synes jeg kan tillade mig at sige fra - ja, skam igen igen - og hvis jeg endelig en sjælden gang kommer frem til at det ville være okay at sige fra, så aner jeg ikke hvordan jeg gør det på en ordenlig måde.
I DAT bruger de meget billedet af en vippe, hvilket giver ret god mening for mig. I forhold til at sige fra, har jeg det meste af mit liv, været på den sige af vippen hvor jeg bare gør det, selvom jeg ikke har lyst, eller ikke har mærket efter, hvor den anden side af vippen er at sige meget voldsomt fra. Den synes jeg tit bliver forbundet med borderline, at man nærmest farer frem og skriger NEEJ! Og der frygter jeg at ryge over. Jeg har i disse dage virkelig trangen til at råbe sådan, når der er noget jeg mærker at jeg ikke har lyst til, men holder igen. For hvad vil andre ikke tænke? Mig som aldrig sige fra. Hvis jeg lige pludselig siger meget kraftigt fra, så må de da blive skræmt væk! Målet er jo også et andet, nemlig at lande midt på vippen, den dialektiske løsning, hvor man både tager hensyn til sig selv og omverdenen. Men den er svært at balancere på den vippe! For filan hvor ville det være nemmere bare at hoppe af..
Men det går selvfølgelig ikke. Fortsætter kampen.
Ih hvor jeg kender forvirringen! De konstante skift mellem at være glad og ulykkelig. Ikke nok med at man selv er fuldstændigt uforstående overfor svingningerne, bliver omverdenen jo også usikre. Hvilket så gør én endnu mere utryg, for vil de så ikke hjælpe længere? Hvad nu hvis de kun hæfter sig i ens glædelige øjeblikke og ikke i alt det andet?
SvarSletMen husk: det er en del af sygdommen, disse voldsomme svingninger og den forvirring der følger med. Det er forhåbentlig dét terapeuterne kan hjælpe dig med, at finde balancen mellem at kunne sige fra for at beskytte dig selv, men også at gribe livet og mulighederne, når de kommer.
Ved slet ikke om det gav mening, sommervarmen gør mig lidt forvirret :D
Hvor jeg kender det! Har ikke så mange ord i dag, men ville lige give dig en kommentar alligevel :-)
SvarSlet<3
Ja lige præcis dét, vil de så ikke hjælpe mig længere, hvis jeg har det godt? Blev også endnu mere forvirret fordi min terapeut lige har haft ferie og i den tid fik jeg lov til at snakke med en anden og hun er lidt anderledes. Hun "gav" mig den omsorg og medfølelse, som nogen gange kan være gift for mig, fordi jeg så tænker "ja, det er fandme synd for mig, red mig!" Og den tror jeg min faste terapeut er lidt mere bevidst omkring ved mig.
SvarSletBlev bare så frustreret når hun fx siger: "du så ud til at have det godt da du kom her i dag". Så mærker jeg panikken og kan skifte lynhurtigt. Til det dårligere. Både fordi jeg føler mig mistolket men nok også som et forsvar for at "vise" at jeg altså har det skidt! :/ Så jo, det gav god mening, tak :)
Tak søde krokodulle <3
Hehe, det er som at du beskriver mig :)
SvarSletJeg panikker også fuldstændig når folk siger at jeg ser ud til at have det godt. Og når man så kan mærke at man skifter til det dårlige humør igen, fordi det er så angstprovokerende at fremstå glad, så får jeg dårlig samvittighed, for så er det jo min egen skyld at jeg er ked af det. Jeg fastholder mig selv i sygdommen, selvom det jo er sygdommen selv der fastholder. Det er sygdommen der ikke giver os lov til at føle at vi må være glade.
Jeg synes også det kan være rigtig hårdt at skulle vænne sig til nye terapeuter. De har alle forskellige måder at at arbejde på, forskellige personligheder og jeg er altid ret lang tid om at knytte mig og opnå tillid.
Må jeg spørge hvordan det kan være at omsorgen og medfølelsen er som gift for dig? Jeg tænker at det er godt at kunne nå dertil hvor man kan synes at det er synd for en selv, men jeg ved selvfølgelig ikke hvad det betyder for dig?
Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det bliver for meget :)
Lige præcis! Mine selvdømmende tanker fortæller mig at det er min egen skyld og at jeg skal tage mig sammen :/ Men ja, det er jo ikke fordi jeg synes det er fedt at være ked af det, det er angsten for ikke at blive taget seriøst, at miste hjælpen.
SvarSletJa, jeg kan blive meget forvirret. Især hvis de siger to forskellige ting, hvilket lidt var tilfældet her :/ Heldigvis var det ikke en helt ny, det var en af terapeuterne fra min gruppe, så jeg kendte hende godt og hun kendte mig. Ellers tror jeg heller ikke jeg havde turde tage imod tilbuddet om en "ferieterapeut".
Omsorgen er gift når jeg får den når jeg har det dårligt. Eller måske ikke omsorg, men hvis det er bekymring. For den tager jeg som omsorg og det er jo netop det jeg higer så meget efter. Det er jo bare ikke den rette måde at få det på, men det bliver den nemme vej for mig og fastholder derfor mig selv i sygdommen og elendigheden. Giver det mening? Plus det med at jeg får den tanke at hvis de virkelig føler med mig, så må de da redde mig, fjerne alt min elendighed. Gerne bare lige med en tryllestav. Og så bliver jeg aktiv passiv, hvilket jo ikke rykker en dyt. :)